Wellington
Alt om Wellington: New Zealands hovedstad. Seværdigheder i Wellington? Hvad kan man opleve i Wellington? Hvor skal man spise i Wellington? Turistinformation.
Hold på hat og briller. Det er Windy Wellington med evigt sus. Både i gadebilledet og i kulturlivet. En fed by at besøge, for den er afslappet, men fuld af liv, cool, men varm, stor, men overskuelig, Flot kultur, tæt natur. Med lige mange tilbud til ældre, børnefamilier og unge. Det er verdens mindste hovedstad: The Coolest Little Capital in the World.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det mærkelige ved Wellington er, at den ligger her. Ingen storby bør ligge her. For det første: Den ligger ovenpå to jordplader, der skærer mod hinanden og skælver. Der er et jordskælv om ugen, og man bruger milliarder på at sikre bygningerne. For det andet: Byen har tinitus, en konstant hyletone, for det blæser altid og hele tiden. Vinden kommer susende fra oceanet ind i de smalle gader, der forstærker den. For det tredje: Den kan ikke udvides, det forhindrer de stejle bjergsider. Hvad har de tænkt på i 1865, da de gjorde den til hovedstad? Måske er de er kommet på en vind- og jordstille dag og nydt de bløde beskyttende bakker. I hvert fald flyttede de parlament og bureaukrati hertil og navngav den efter Hertugen af Wellington, med det formål at skabe bedre kontakt mellem Nordøen og Sydøen.
Det var en stille hovedstad indtil 1980´erne, da det offentlige skulle spare. Man kunne ikke længere leve af embedsmænd. Man var nødt til at tiltrække borgere og turister. Opskriften var: Mere kultur. Flere museer. Mere grønt. Mere cool. Og det virkede. I dag er der vildt fede museer, flere cafeer pr. indbygger end i New York, restauranter for enhver smag til en billig penge. Havnen er blevet legeplads for kunstnere. En bro er ikke bare en bro, men installationskunstværk. Lagerbygninger er forretnings- og kongrescentre, eller indendørs klatrebane. Og det bliver ved. Wellington kom ikke bare på turistkortet, den ligger nu stabilt på hitlister over verdens bedste byer.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det mærkelige ved Wellington er, at den ligger her. Ingen storby bør ligge her. For det første: Den ligger ovenpå to jordplader, der skærer mod hinanden og skælver. Der er et jordskælv om ugen, og man bruger milliarder på at sikre bygningerne. For det andet: Byen har tinitus, en konstant hyletone, for det blæser altid og hele tiden. Vinden kommer susende fra oceanet ind i de smalle gader, der forstærker den. For det tredje: Den kan ikke udvides, det forhindrer de stejle bjergsider. Hvad har de tænkt på i 1865, da de gjorde den til hovedstad? Måske er de er kommet på en vind- og jordstille dag og nydt de bløde beskyttende bakker. I hvert fald flyttede de parlament og bureaukrati hertil og navngav den efter Hertugen af Wellington, med det formål at skabe bedre kontakt mellem Nordøen og Sydøen.
Det var en stille hovedstad indtil 1980´erne, da det offentlige skulle spare. Man kunne ikke længere leve af embedsmænd. Man var nødt til at tiltrække borgere og turister. Opskriften var: Mere kultur. Flere museer. Mere grønt. Mere cool. Og det virkede. I dag er der vildt fede museer, flere cafeer pr. indbygger end i New York, restauranter for enhver smag til en billig penge. Havnen er blevet legeplads for kunstnere. En bro er ikke bare en bro, men installationskunstværk. Lagerbygninger er forretnings- og kongrescentre, eller indendørs klatrebane. Og det bliver ved. Wellington kom ikke bare på turistkortet, den ligger nu stabilt på hitlister over verdens bedste byer.
Seværdigheder i Wellington:
Numrene følger teksten nedenfor. Træk og ind i kortet og se nøjagtige placeringer.
Oriental Parade (1)
Der er ikke noget orientalsk ved promenaden, den er bare opkaldt efter et dampskib med dette navn, som så mange andre ting i Wellington. Det er en flot riviera med sand og strand og pohutukawa-træer. Strandene består af 22.000 tons hvidt sand fra Wainui Bay, så det er helt caribisk. Langs promenaden ligger Freyberg Pool (2), en stor swimmingpool, hvis man trænger til at komme væk fra byens hektiske liv, her er dejlig afslappet med havneudsigt.
Mount Victoria (3)
Få overblik over by, havn og hav ved at bestige Mount Victoria. Et af de foretrukne åndehuller siden 1841, da det blev fredet. Der var brug for steder, hvor folk kunne flygte til, væk fra havnens stank, de stank nemlig dengang. Bjerget er som så meget andet opkaldt efter dronning Victoria, men maori-navnet er lidt sjovere. Det hedder Tangi-te keo. For ifølge maorierne var havnen oprindeligt en sø, hvor to enorme søuhyrer var indespærret. Det ene slog hul på søen og slap ud, det anden Tangi nåede ikke ud, klaskede ned på jorden og døde. Uhyrets sjæl hed Te Keo - den satte sig på uhyrets top og græd, og det er nu bjerget. Det er ikke altid nemt at finde hoved og hale i de historier, men bjerget er smukt med grønne skråninger. Altid med løbende, cyklende, prustende kiwier på de snoede veje. På toppen, 196 meter oppe, er der udsigt 360 grader rundt, og i klart vejr kan man se Sydøen.
Bil kør via Alexandra Road.
Gå Sti fra Oriental Parade og Majoribanks Str. Tager cirka en halv time på Summit Walkway.
Bus 20 fra Courtenay Place
Der er ikke noget orientalsk ved promenaden, den er bare opkaldt efter et dampskib med dette navn, som så mange andre ting i Wellington. Det er en flot riviera med sand og strand og pohutukawa-træer. Strandene består af 22.000 tons hvidt sand fra Wainui Bay, så det er helt caribisk. Langs promenaden ligger Freyberg Pool (2), en stor swimmingpool, hvis man trænger til at komme væk fra byens hektiske liv, her er dejlig afslappet med havneudsigt.
Mount Victoria (3)
Få overblik over by, havn og hav ved at bestige Mount Victoria. Et af de foretrukne åndehuller siden 1841, da det blev fredet. Der var brug for steder, hvor folk kunne flygte til, væk fra havnens stank, de stank nemlig dengang. Bjerget er som så meget andet opkaldt efter dronning Victoria, men maori-navnet er lidt sjovere. Det hedder Tangi-te keo. For ifølge maorierne var havnen oprindeligt en sø, hvor to enorme søuhyrer var indespærret. Det ene slog hul på søen og slap ud, det anden Tangi nåede ikke ud, klaskede ned på jorden og døde. Uhyrets sjæl hed Te Keo - den satte sig på uhyrets top og græd, og det er nu bjerget. Det er ikke altid nemt at finde hoved og hale i de historier, men bjerget er smukt med grønne skråninger. Altid med løbende, cyklende, prustende kiwier på de snoede veje. På toppen, 196 meter oppe, er der udsigt 360 grader rundt, og i klart vejr kan man se Sydøen.
Bil kør via Alexandra Road.
Gå Sti fra Oriental Parade og Majoribanks Str. Tager cirka en halv time på Summit Walkway.
Bus 20 fra Courtenay Place
New Zealands svar på Amalienborg
Government House, (4) 1 Rugby St, adgang til Besøgscentret sker via Hospital Rd.
Dette er kiwiernes svar på Amalienborg. Statsoverhovedets officielle bolig er ganske vist Buckingham Palace, men dronningens stedfortræder i New Zealand, generalguvernøren, holder til i dette mere beskedne hus, som skam er pænt nok. Det har en tronstol til dronningen, når hun er på visit. Huset er tegnet af Claude Paton, opført i 1910. Det er gæstebolig for fine folk, med balsal og spisestuer – i alt 4200 m2 - og så er der en separat lejlighed til generalguvernøren. I den store have holder vice-dronningen haveselskaber, modtager statsoverhoveder og uddeler ordner for det britiske imperium på Elizabeths vegne. Generalguvernøren har desuden et mindre hus i Auckland.
Dette er kiwiernes svar på Amalienborg. Statsoverhovedets officielle bolig er ganske vist Buckingham Palace, men dronningens stedfortræder i New Zealand, generalguvernøren, holder til i dette mere beskedne hus, som skam er pænt nok. Det har en tronstol til dronningen, når hun er på visit. Huset er tegnet af Claude Paton, opført i 1910. Det er gæstebolig for fine folk, med balsal og spisestuer – i alt 4200 m2 - og så er der en separat lejlighed til generalguvernøren. I den store have holder vice-dronningen haveselskaber, modtager statsoverhoveder og uddeler ordner for det britiske imperium på Elizabeths vegne. Generalguvernøren har desuden et mindre hus i Auckland.
Alle større besøg omfatter et besøg i Pukeahu. Her Prins Harry med frue.
Pukeahu National War Memorial Park (5), Taranaki Street, 10-17, gratis, pukeahu.nz
Parken er mindepark for de 30.000 kiwierne, der er døde i krig – og en hæder til alle, der har deltaget i krige. Den blev indviet i 2015, og man kan er velkommen til picnic mellem statuer af krigshelte. Den er anlagt omkring det gamle mindesmærke National War Memorial Carillon fra 1932, et 50 meter højt tårn med klokkespil i toppen med 23 klokker, Hall of Memories fra 1964 med en række kapeller og mindetavler - og foran Den ukendte Soldats Grav fra 2004. I den ligger en ukendt soldat fra 1. verdenskrig, der indtil 2004 lå begravet i Frankrig. Den bombastiske bygning tæt på er det gamle Nationalmuseum, der efter opførelsen af Te Papa blev Massey Universitet. Bygningen har star-quality, for den var i 1996 kulisse for Peter Jackson's film The Frighteners, and i 2012 i Peter Webber's film Emperor.
Nairn Street Cottage (6), 68 Nairn St., lø-sø 12-16, ture hver time, $8, tlf. 04 384 9122.
Det ældste hjem fra kolonitiden. Bygget i 1858 af William Wallis, og hans familie har beboet det i generationer, som har bevaret det, som da det blev opført. Her kan man se rammerne for familielivet i kolonitidens Wellington. Med smukke victorianske møbler og autentiske køkkenredskaber. Uden for er en charmerende have, også bevaret som dengang med endemiske planter og de grøntsager, familien spiste, da man var afhængig af havens afgrøder.
Parken er mindepark for de 30.000 kiwierne, der er døde i krig – og en hæder til alle, der har deltaget i krige. Den blev indviet i 2015, og man kan er velkommen til picnic mellem statuer af krigshelte. Den er anlagt omkring det gamle mindesmærke National War Memorial Carillon fra 1932, et 50 meter højt tårn med klokkespil i toppen med 23 klokker, Hall of Memories fra 1964 med en række kapeller og mindetavler - og foran Den ukendte Soldats Grav fra 2004. I den ligger en ukendt soldat fra 1. verdenskrig, der indtil 2004 lå begravet i Frankrig. Den bombastiske bygning tæt på er det gamle Nationalmuseum, der efter opførelsen af Te Papa blev Massey Universitet. Bygningen har star-quality, for den var i 1996 kulisse for Peter Jackson's film The Frighteners, and i 2012 i Peter Webber's film Emperor.
Nairn Street Cottage (6), 68 Nairn St., lø-sø 12-16, ture hver time, $8, tlf. 04 384 9122.
Det ældste hjem fra kolonitiden. Bygget i 1858 af William Wallis, og hans familie har beboet det i generationer, som har bevaret det, som da det blev opført. Her kan man se rammerne for familielivet i kolonitidens Wellington. Med smukke victorianske møbler og autentiske køkkenredskaber. Uden for er en charmerende have, også bevaret som dengang med endemiske planter og de grøntsager, familien spiste, da man var afhængig af havens afgrøder.
Te Papa - Nationalmuseet
Te Papa (7), Nationalmuseet, åbent 10-18, gratis, tlf. 04 381 7000, tepapa.govt.nz
Museet er New Zealands stolthed. Man har ikke bare skabt et museum, men en verdenskendt turistattraktion. Med brug af interaktiv teknologi, så visse afdelinger mere ligner moderne spillehaller end gammeldags museum. Støvede museumsfolk har kritiseret, at det er mere tivoli end museum, og det er sikkert rigtigt, for sjovt er det. I Time Warp hvirvles man 65 millioner år tilbage i tiden. Snedig teknik gør, at man kan tage et Bungy Jump, og man kan klippe får og stå på vandski midt i lokalet. Der er computere overalt, så også unge gider at fordybe sig. En afdeling er helliget maorierne, og her kan man lege regeringschef på computer og prøve at tackle maoriernes store erstatningskrav. Selv de traditionelle udstillinger om geografi og dyreliv får en skæv vinkel. Med huse, der ryster, og de udstoppede fugle bliver lidt sjovere, når man ved et tryk på en knap, kan høre børn fortælle, hvad det er for en fugl eller fisk. I afdelingen om indvandring kan man finde ud af, hvordan man selv ville have klaret sig som indvandrer eller som kaptajn på et indvandrerskib. Danmark er repræsenteret i en skuffe om Ingeborg Stuckenbergs skæbne (se læsestof), suk. Teknologien er selvfølgelig ikke så sensationel i dag, som da museet åbnede i 1998, men det holder, for historierne er gode. Uden for er Bush City med bjerge og hav og en svingbro, der fører over til Glowworm Caves og 75 millioner år gamle dinosaur-fossiler. Sæt en dag af til museet, tag hele familien med, der er masser at se. Museet har kostet omkring 1 mia. kroner, fordi det også skulle jordskælvssikres. Hvordan det sker, kan man se i en separat udstilling i kælderen med nedgang uden for museet. Den største nyskabelse I museet siden åbningen var I 2019, da Te Papa åbnede Te Taiao Nature, et naturområde til 50 millioner kroner. Det vise ren rejse gennem New Zealand. Den 1,400 m2 naturområde er permanent og hører til de gratis fornøjelser. En af genstandene I udstillingen er et moa æg, dem er der kun 36 af i hele verden. Desuden viser den 1200 naturgenstande. Og med masser af interaktive muligheder for at skabe fx sin egen tsunami og veje en moa.
Tur Man kan også få en guidet tur på 45 minutter til 90 kroner, klik her.
Museet er New Zealands stolthed. Man har ikke bare skabt et museum, men en verdenskendt turistattraktion. Med brug af interaktiv teknologi, så visse afdelinger mere ligner moderne spillehaller end gammeldags museum. Støvede museumsfolk har kritiseret, at det er mere tivoli end museum, og det er sikkert rigtigt, for sjovt er det. I Time Warp hvirvles man 65 millioner år tilbage i tiden. Snedig teknik gør, at man kan tage et Bungy Jump, og man kan klippe får og stå på vandski midt i lokalet. Der er computere overalt, så også unge gider at fordybe sig. En afdeling er helliget maorierne, og her kan man lege regeringschef på computer og prøve at tackle maoriernes store erstatningskrav. Selv de traditionelle udstillinger om geografi og dyreliv får en skæv vinkel. Med huse, der ryster, og de udstoppede fugle bliver lidt sjovere, når man ved et tryk på en knap, kan høre børn fortælle, hvad det er for en fugl eller fisk. I afdelingen om indvandring kan man finde ud af, hvordan man selv ville have klaret sig som indvandrer eller som kaptajn på et indvandrerskib. Danmark er repræsenteret i en skuffe om Ingeborg Stuckenbergs skæbne (se læsestof), suk. Teknologien er selvfølgelig ikke så sensationel i dag, som da museet åbnede i 1998, men det holder, for historierne er gode. Uden for er Bush City med bjerge og hav og en svingbro, der fører over til Glowworm Caves og 75 millioner år gamle dinosaur-fossiler. Sæt en dag af til museet, tag hele familien med, der er masser at se. Museet har kostet omkring 1 mia. kroner, fordi det også skulle jordskælvssikres. Hvordan det sker, kan man se i en separat udstilling i kælderen med nedgang uden for museet. Den største nyskabelse I museet siden åbningen var I 2019, da Te Papa åbnede Te Taiao Nature, et naturområde til 50 millioner kroner. Det vise ren rejse gennem New Zealand. Den 1,400 m2 naturområde er permanent og hører til de gratis fornøjelser. En af genstandene I udstillingen er et moa æg, dem er der kun 36 af i hele verden. Desuden viser den 1200 naturgenstande. Og med masser af interaktive muligheder for at skabe fx sin egen tsunami og veje en moa.
Tur Man kan også få en guidet tur på 45 minutter til 90 kroner, klik her.
Alle må underholde i Cuba Street
Cuba Street (8)
Byens hjerte er Cuba Street - opkaldt efter et dampskib, ikke landet. Som Københavns Strøget. Her ligger de fede forretninger og trendy spisesteder. Gourmetrestauranter og caféer. En del af gaden er gågade med springvand og farverige baljer. Der bliver ikke sparet på kræfterne hos gadekunstnere, og udvalget er bredt. En dreng på 10 år kan tæve på trommer i timevis. En gammel dame kan spille på sav. De er alle velkomne og får en skilling, hvis de spiller godt. I sidegaden Left Bank er der Night Market om fredagen med gadekøkkener, musik og loppemarked med alskens kunsthåndværk.
Civic Square (10), ved havnefronten.
Byens centrum er den rosa plads med rådhus, bibliotek og kunstmuseum. Pladsen er nærmest et kunstværk. Overgangen fra Civic Square til den ny lagune og Jervois Quay sker over en installation i træ. Fugle og hvaler skabt af maorikunstner Para Matchitt i 1993 er symboler på maoriernes og europæernes ankomst til byen. Se Neil Dawsons bregnekugle svæve i luften. På rådhuspladsen ligger City Art Gallery, byens kunstmuseum med gratis adgang og Michael Fowler Centre til konferencer og Wellington Symfoniorkester.
Museum of Wellington (11), Queens Wharf, Bond Store, 10-17, gratis, tlf. 04 472 8904.
Bygningen var hovedkvarter for havnen; derfor de imposante lokaler, der nu er søfarts- og bymuseum, men også kunstsamling. Søen dominerer med modeller, flag, kort, logbøger og en hel kaptajnskahyt i teak fra 1879. En afdeling fortæller om færgen Wahine, der lagde sig på siden i 1968 på vej ud ad havnen mod Picton. 51 druknede. Museet bruger moderne teknik med storskærme, og et show fortæller maorilegender med figurer, der dukker op, som var det trylleri. Bygningen er fra 1892 og er havnens arkitektoniske højdepunkt i fransk renaissance, men med et tykt betongulv, så tyve ikke kunne grave sig ind til lagrets skatte. Det er ikke en pyntesyg bygning, men omkring de ni flagstænger på taget er et jern-rækværk, der skal minde om sejlskibenes udkiksposter. Det er en gave fra England i 1899 som tak for kiwiernes indsats under boerkrigen. Bymuseet har en sideudstilling - gå mod vandet Plimmer´s Ark. Her viser man konserveringsarbejdet på en bark, der stødte på grund i 1849. Den er bjærget, og nu holder man liv i de gamle træstammer, hvilket virker håbløst, og det har intet med Vasa i Stokholm at gøre, som man skriver, museumswellington
Byens hjerte er Cuba Street - opkaldt efter et dampskib, ikke landet. Som Københavns Strøget. Her ligger de fede forretninger og trendy spisesteder. Gourmetrestauranter og caféer. En del af gaden er gågade med springvand og farverige baljer. Der bliver ikke sparet på kræfterne hos gadekunstnere, og udvalget er bredt. En dreng på 10 år kan tæve på trommer i timevis. En gammel dame kan spille på sav. De er alle velkomne og får en skilling, hvis de spiller godt. I sidegaden Left Bank er der Night Market om fredagen med gadekøkkener, musik og loppemarked med alskens kunsthåndværk.
Civic Square (10), ved havnefronten.
Byens centrum er den rosa plads med rådhus, bibliotek og kunstmuseum. Pladsen er nærmest et kunstværk. Overgangen fra Civic Square til den ny lagune og Jervois Quay sker over en installation i træ. Fugle og hvaler skabt af maorikunstner Para Matchitt i 1993 er symboler på maoriernes og europæernes ankomst til byen. Se Neil Dawsons bregnekugle svæve i luften. På rådhuspladsen ligger City Art Gallery, byens kunstmuseum med gratis adgang og Michael Fowler Centre til konferencer og Wellington Symfoniorkester.
Museum of Wellington (11), Queens Wharf, Bond Store, 10-17, gratis, tlf. 04 472 8904.
Bygningen var hovedkvarter for havnen; derfor de imposante lokaler, der nu er søfarts- og bymuseum, men også kunstsamling. Søen dominerer med modeller, flag, kort, logbøger og en hel kaptajnskahyt i teak fra 1879. En afdeling fortæller om færgen Wahine, der lagde sig på siden i 1968 på vej ud ad havnen mod Picton. 51 druknede. Museet bruger moderne teknik med storskærme, og et show fortæller maorilegender med figurer, der dukker op, som var det trylleri. Bygningen er fra 1892 og er havnens arkitektoniske højdepunkt i fransk renaissance, men med et tykt betongulv, så tyve ikke kunne grave sig ind til lagrets skatte. Det er ikke en pyntesyg bygning, men omkring de ni flagstænger på taget er et jern-rækværk, der skal minde om sejlskibenes udkiksposter. Det er en gave fra England i 1899 som tak for kiwiernes indsats under boerkrigen. Bymuseet har en sideudstilling - gå mod vandet Plimmer´s Ark. Her viser man konserveringsarbejdet på en bark, der stødte på grund i 1849. Den er bjærget, og nu holder man liv i de gamle træstammer, hvilket virker håbløst, og det har intet med Vasa i Stokholm at gøre, som man skriver, museumswellington
Tag kabelbanen, alene for udsigten. Billede af Tom Fløgstad
Botanisk Have (12), 101 Glenmore St., Kelburn, gratis, tlf. 04 801 3071.
Den 25 hektar store park strækker sig fra bjergets top og næsten ned til byen. Udover lokal og eksotisk botanik er den kendt for begoniahus og rosenhave med 100 arter, som er vildt smukke og blomstrer fra november til maj. Om sommeren er 30.000 tulipaner i blomst. Parken blev etableret i 1868 for at undersøge planter fra hele verden for at se, om de kunne bruges til noget i New Zealand. Først fra 1891 blev det en botanisk have. Der er arter fra Australien og New Zealand, men kaktusser fra hele verden. Her er også planetarium, og hvis man er i tvivl om, hvad klokken er, så er der et menneskeligt solur. Vil man se fremmed stjernehimmel: Carter Observatory, ma.-fr. 10-17, ti.to.lø. 18.30-sent, tlf. 04 472 8167. Ved indgangen til haven viser Museum for Cable Car nogle af banens gamle vogne. På den anden side af sporet er der restaurant med skøn udsigt over byen.
Cable Car, fra 280 Lambton Quay, kører døren hvert 10. minut, ma.-fr. 7-22, lø. 8.30-22, sø. 9-21. $5, wellingtoncablecar.co.nz
Den 25 hektar store park strækker sig fra bjergets top og næsten ned til byen. Udover lokal og eksotisk botanik er den kendt for begoniahus og rosenhave med 100 arter, som er vildt smukke og blomstrer fra november til maj. Om sommeren er 30.000 tulipaner i blomst. Parken blev etableret i 1868 for at undersøge planter fra hele verden for at se, om de kunne bruges til noget i New Zealand. Først fra 1891 blev det en botanisk have. Der er arter fra Australien og New Zealand, men kaktusser fra hele verden. Her er også planetarium, og hvis man er i tvivl om, hvad klokken er, så er der et menneskeligt solur. Vil man se fremmed stjernehimmel: Carter Observatory, ma.-fr. 10-17, ti.to.lø. 18.30-sent, tlf. 04 472 8167. Ved indgangen til haven viser Museum for Cable Car nogle af banens gamle vogne. På den anden side af sporet er der restaurant med skøn udsigt over byen.
Cable Car, fra 280 Lambton Quay, kører døren hvert 10. minut, ma.-fr. 7-22, lø. 8.30-22, sø. 9-21. $5, wellingtoncablecar.co.nz
Government Buildings (13), Lambton Quay, gratis.
Det var engang regeringsbygning, verdens næststørste træbygning, men man kan dårligt se det. Man må hen og røre, før man er overbevist om, og det er træ, endda kauri. Den blev opført i 1870 og skulle ligne et italiensk palads for at huse landets statsadministration og parlament. I 1990 var bygningen så elendig, at et lille jordskælv ville jævne den med jorden. Nu er den restaureret til sit 1870-udseende. 500 kubikmeter kauri-træ blev brugt til det. Renoveringen afdækkede påhit fra dengang, fx en vand-hydraulisk elevator. I 1996 flyttede det juridiske fakultet for Victoria Universitet ind. Man er velkommen til selv at gå rundt og se et offentligt kontor fra 1900. Med dukker og et lille hørespil til. Man ser også bankboksen, som tunge bøger blev kørt ind i om aftenen på små jernbaneskinner. På første sal er bevaret regeringens møderum. Men noget af det smukkeste er trappen, der synes at svæve.
Det var engang regeringsbygning, verdens næststørste træbygning, men man kan dårligt se det. Man må hen og røre, før man er overbevist om, og det er træ, endda kauri. Den blev opført i 1870 og skulle ligne et italiensk palads for at huse landets statsadministration og parlament. I 1990 var bygningen så elendig, at et lille jordskælv ville jævne den med jorden. Nu er den restaureret til sit 1870-udseende. 500 kubikmeter kauri-træ blev brugt til det. Renoveringen afdækkede påhit fra dengang, fx en vand-hydraulisk elevator. I 1996 flyttede det juridiske fakultet for Victoria Universitet ind. Man er velkommen til selv at gå rundt og se et offentligt kontor fra 1900. Med dukker og et lille hørespil til. Man ser også bankboksen, som tunge bøger blev kørt ind i om aftenen på små jernbaneskinner. På første sal er bevaret regeringens møderum. Men noget af det smukkeste er trappen, der synes at svæve.
Bikuben er et af New Zealands mest ikoniske bygninger, foto Kenneth Bo Jørgensen
Beehive (14). Et af Wellingtons vartegn er den bikubeagtige bygning. Officielt hedder den Executive Wing, men lyder kælenavnet The Beehive på grund af ligheden. Herinde har ministre deres kontorer. Bygningen er fra 1982 og tegnet af den engelske arkitekt, Sir Basil Spence, vist nok med inspiration fra kiwiernes tændstiksæske, der havde en bikube som motiv. Den 72 meter høj, med 14 etager, de fire under jorden. Der er ingen adgang.
Parlamentet (15), Molesworth St., ture hver time til kl. 16, gratis, tlf. 04 471 9999.
New Zealands parlament har haft adresse her, siden Wellington blev hovedstad i 1865. Men først i træbygninger, der er brændt. Det nuværende marmorpalads i neoklassisistisk stil er fra 1922, men også det blev raseret af brand i 1992. Efter en renovering blev det i 1995 indviet af dronning Elizabeth. Bygningen er sikret mod jordskælv, den står på 417 gummipuder, så den kan fjedre og bevæge sig uden at gå i stykker under skælv på 7,5 på Richterskalaen. Den er lavet af materialer fra hele landet. De øverste etager er Kairuru-marmor fra Takaka bjergene ved Nelson, de nederste af Coromandel-granit fra Moehau Range. 2000 tons sten blev brug til renoveringen. Den har en overdækket gård, Galleria, med et kunstværk af Malcolm Harrison, som symboliserer land, himmel og hav i New Zealand. I galleriet står Mooring Stone med bånd fra 50 nationer og kulturelle grupper, der ønskede at anerkende New Zealand. Der er også et fra The Danish Society. Maori-rummet er et udvalgsværelse for maori-forhold, dekoreret efter maori-traditioner. Rummet hedder Maui Tikitiki a Taranga og har træskærerarbejder fra samtlige stammer i New Zealand. Du kan se det hele på en rundvisning, også med besøg i parlamentssalen, hvis der ikke er møde. Ellers er der tilhørerlogen. Der er møde, når der flages fra den midterste flagstang ved hovedindgangen.
Ved siden af ligger parlamentets bibliotek, General Assembly Library, med gotiske tårne. Under den beskedne bygning skjuler der sig fem etager med arkivalier. I haven op til indgangen er der plantet hvide roser – Kate Sheppard Camellias – opkaldt efter New Zealands førende rødstrømpe, der var primus motor i kampen om kvindernes stemmeret. Hvide kameliaer var symbol på kvindernes kamp for stemmeret.
Parlamentet (15), Molesworth St., ture hver time til kl. 16, gratis, tlf. 04 471 9999.
New Zealands parlament har haft adresse her, siden Wellington blev hovedstad i 1865. Men først i træbygninger, der er brændt. Det nuværende marmorpalads i neoklassisistisk stil er fra 1922, men også det blev raseret af brand i 1992. Efter en renovering blev det i 1995 indviet af dronning Elizabeth. Bygningen er sikret mod jordskælv, den står på 417 gummipuder, så den kan fjedre og bevæge sig uden at gå i stykker under skælv på 7,5 på Richterskalaen. Den er lavet af materialer fra hele landet. De øverste etager er Kairuru-marmor fra Takaka bjergene ved Nelson, de nederste af Coromandel-granit fra Moehau Range. 2000 tons sten blev brug til renoveringen. Den har en overdækket gård, Galleria, med et kunstværk af Malcolm Harrison, som symboliserer land, himmel og hav i New Zealand. I galleriet står Mooring Stone med bånd fra 50 nationer og kulturelle grupper, der ønskede at anerkende New Zealand. Der er også et fra The Danish Society. Maori-rummet er et udvalgsværelse for maori-forhold, dekoreret efter maori-traditioner. Rummet hedder Maui Tikitiki a Taranga og har træskærerarbejder fra samtlige stammer i New Zealand. Du kan se det hele på en rundvisning, også med besøg i parlamentssalen, hvis der ikke er møde. Ellers er der tilhørerlogen. Der er møde, når der flages fra den midterste flagstang ved hovedindgangen.
Ved siden af ligger parlamentets bibliotek, General Assembly Library, med gotiske tårne. Under den beskedne bygning skjuler der sig fem etager med arkivalier. I haven op til indgangen er der plantet hvide roser – Kate Sheppard Camellias – opkaldt efter New Zealands førende rødstrømpe, der var primus motor i kampen om kvindernes stemmeret. Hvide kameliaer var symbol på kvindernes kamp for stemmeret.
Dronningen indviede katedralen i 2002, foto Kenneth Bo Jørgensen
Den lyserøde katedral
St. Paul´s Cathedral (16), Molesworth og Hill Streets, åbent 8-17, lø. 10-16. wellingtoncathedral.org.nz.
Den lyserøde sag, som skulle være inspireret af rådhuset i Stokholm, har været længe undervejs. Dronning Elizabeth lagde grundstenen i 1954, men byggeriet gik så langsomt på grund af pengemangel, at kirken først overhovedet kunne bruges i 1972. Det 24 meter høje klokketårn kom på, men først i 2002 kunne dronningen indvie den. Tre arkitekter døde, mens de arbejdede med byggeriet. Katedralen har plads til 700, er 65 meter lang og 22 meter bred. Den er fyldt med kunstværker skænket af private, og da de alle sammen skal påskønnes, er der tusinder af messingskilte, der siger tak for både det ene og det andet. Selv puderne på bænkene er sponseret. Altertavlen er et kæmpe patchwork med over 5000 stykker stof. Motivet er Jesus på vej til himmels.
Old St. Paul´s (17), 34 Mulgrave St., åbent ma.-lø. 10-17, tlf. 04 473 6722.
Den lille trækirke fra 1866 er den oprindelige katedral. Da den nye blev bygget, skulle den gamle flyttes til en skole for at blive lokalt kapel, men planerne vakte voldsomme protester, og nu er kirken fredet. Den blev grundlagt i 1865 af New Zealands første biskop, Selwyn. Fra start fik den betegnelsen pro-katedral for at understrege, at den var midlertidig. Den er tegnet i tidlig engelsk gotisk stil af den engelske kirkearkitekt Frederik Thatcher, opført i træarter som totara, matai og kauri, selv sømmene er lavet af træ. Den er kendt for de smukke glasmosaikker med motiver fra Biblen og Wellington. Det store vindue i nord er folkets vindue, for her kunne alle borgere give en skærv og eje en bid af glasset. I de små sidekapeller er der udstillinger om kirken og dens historie. Kirken bruges stadig til bryllup, koncert, dåb og begravelse. Ved siden af kirken ligger bispegården.
National Archives (18), 10 Mulgrave St., ma.-fr. 9-17, lø. 9-13, gratis, tlf. 04 499 5595
Det tog 17 år at bygge det for at få forsvarlige rammer for alt, hvad der er værd at vide om New Zealand. Her ligger Treaty of Waitangi og andre historiske dokumenter, fx uafhængighedserklæringen, som de nordlige høvdinge forenede sig med i 1835, og lovforslaget om kvinders stemmeret. I stueetagen er der kunstudstilling.
Westpac Stadium (19), Waterloo Quay
Stadion har plads til 35.000, og her kan man opleve alt udi sport, rugby, cricket og fodbold. Der er kæmpe stemning, også selv om det er et fredeligt cricketspil, hvor man ikke aner, hvad der foregår. Fed mulighed for at være sammen med kiwier om det, de er vildest med, sport. Der holdes også koncerter her. Se programmet. westpacstadium.co.nz.
Den lyserøde sag, som skulle være inspireret af rådhuset i Stokholm, har været længe undervejs. Dronning Elizabeth lagde grundstenen i 1954, men byggeriet gik så langsomt på grund af pengemangel, at kirken først overhovedet kunne bruges i 1972. Det 24 meter høje klokketårn kom på, men først i 2002 kunne dronningen indvie den. Tre arkitekter døde, mens de arbejdede med byggeriet. Katedralen har plads til 700, er 65 meter lang og 22 meter bred. Den er fyldt med kunstværker skænket af private, og da de alle sammen skal påskønnes, er der tusinder af messingskilte, der siger tak for både det ene og det andet. Selv puderne på bænkene er sponseret. Altertavlen er et kæmpe patchwork med over 5000 stykker stof. Motivet er Jesus på vej til himmels.
Old St. Paul´s (17), 34 Mulgrave St., åbent ma.-lø. 10-17, tlf. 04 473 6722.
Den lille trækirke fra 1866 er den oprindelige katedral. Da den nye blev bygget, skulle den gamle flyttes til en skole for at blive lokalt kapel, men planerne vakte voldsomme protester, og nu er kirken fredet. Den blev grundlagt i 1865 af New Zealands første biskop, Selwyn. Fra start fik den betegnelsen pro-katedral for at understrege, at den var midlertidig. Den er tegnet i tidlig engelsk gotisk stil af den engelske kirkearkitekt Frederik Thatcher, opført i træarter som totara, matai og kauri, selv sømmene er lavet af træ. Den er kendt for de smukke glasmosaikker med motiver fra Biblen og Wellington. Det store vindue i nord er folkets vindue, for her kunne alle borgere give en skærv og eje en bid af glasset. I de små sidekapeller er der udstillinger om kirken og dens historie. Kirken bruges stadig til bryllup, koncert, dåb og begravelse. Ved siden af kirken ligger bispegården.
National Archives (18), 10 Mulgrave St., ma.-fr. 9-17, lø. 9-13, gratis, tlf. 04 499 5595
Det tog 17 år at bygge det for at få forsvarlige rammer for alt, hvad der er værd at vide om New Zealand. Her ligger Treaty of Waitangi og andre historiske dokumenter, fx uafhængighedserklæringen, som de nordlige høvdinge forenede sig med i 1835, og lovforslaget om kvinders stemmeret. I stueetagen er der kunstudstilling.
Westpac Stadium (19), Waterloo Quay
Stadion har plads til 35.000, og her kan man opleve alt udi sport, rugby, cricket og fodbold. Der er kæmpe stemning, også selv om det er et fredeligt cricketspil, hvor man ikke aner, hvad der foregår. Fed mulighed for at være sammen med kiwier om det, de er vildest med, sport. Der holdes også koncerter her. Se programmet. westpacstadium.co.nz.
Premierministerens officielle bolig
Thorndon
Bydelen er den ældste del af Wellington. Her ligger de fine gamle huse, hvor byens spidser boede og stadig bor. Især langs Tinakori Road er villaer fra den tidligste pionertid. De fleste navne siger os ikke noget, men er man interesseret i detaljer, kan man få en gratis guide på turistkontoret. Et af de mest kendte huse er:
Premier House, 260 Tinakori Road
Premierministerens officielle bolig siden 1865. Men ligesom Marienborg har der været heftige diskussioner, om pamperi og spild af penge. I 1935 nægtede Labours Savage at bo her, fordi han fandt det for ekstravagen, og han solgte det til en tandlæge, men i 1995 blev det restaureret og igen bolig for premierministeren. De må selv om, de vil bo der eller bare benytte det til repræsentative formål. Den nuværende bor der.
Katherine Mansfields fødehjem (20), 25 Tinakori Rd., dgl 9.30-12.30, 04 473 7268.
Huset er fra 1888. Selv om forfatteren forlod New Zealand allerede som 19-årig, spiller huset en central rolle i flere af hendes romaner, fx Prelude, The Aloe og A Birthday. I dag er der udstilling om hendes liv med fotografier, og guider fortæller med fornøjelse om forfatterens seksuelle appetit og hendes gonore, som forværrede hendes tuberkulose. Hun havde det ikke nemt. Huset har været bolig for Frederic Truby King, stifteren af Plunket Society, der kæmpede for børns rettigheder og lavere børnedødelighed.
Udenfor kortet:
Zoologisk Have, Newtown Park, dgl. 9.30-17, $27, tlf. 04 381 6755. 4 km fra byen.
Her er lidt af hvert. Kiwifugle, tuatara og en weta, blandet med traditionelle zoodyr. Små tamarinaber går rundt blandt publikum. Haven blev etableret i 1906, da Wellington havde haft besøg af et cirkus. Direktøren forærede byen en løve som tak for god behandling, den placerede man her, og så var der jo ikke andet at gøre end at bygge en zoo omkring løven.
Bus 23z fra Wellington Station hver time. wellingtonzoo.com
Tur til Ringenes Herre
Fans af filmtrilogien Ringenes Herre kan på en heldagstur se locations fra filmen. Instruktøren Peter Jackson er fra Wellington og forlader nødig hjemstavnen, derfor blev meget optaget her. Turen omfatter besøg i Jacksons filmværksted Weta Workshop i bydelen Miramar, kiwiernes Hollywood, kendt for at udvikle special effects. I Weta Cave ved siden af kan man se nogle af filmenes figurer og rekvisitter. Hj. af Camperdown Road og Weka Street, dgl. 9-17.30, fra $28. wetaworkshop.com. Køb færdig udflugt, klik her.
Zealandia Sanctuary, 53 Waiapu Road i Karori, dgl. 9-17, fra $19,50, visitzealandia.com.
En park fuld af sang og fuglepip fra fugle, der som arter er hjemmehørende i New Zealand. I alt 15 arter, med kiwi, kaka og saddlebacks. Siden 1995 har det været fristed for truede dyrearter. Der er 34 kilometer stisystem, hvorfra man kan nyde sceneriet, men dyrene kommer ikke ud på kommando, så der er ikke gevinst hver gang. Besøgscenter fortæller om New Zealands biologi gennem 70 mio. år.
Bus Gratis transport fra i-Site (9)
Tur Man kan få en samlet tur for ca. 100 kroner, Køb billet her
Somes Island, 8.30-17, returbillet 24 $
Øen er er opkaldt New Zealands Shipping Companys vicedirektør i 1840, Joseph Somes. Så skal man ikke spekulere mere over det. Her er en stor bestand af krybdyret tuatara. Victoria University har sat dem ud på øen for at se, om de kan klare sig og yngle. Inden man går ud på øen, skal man igennem whare kiroe – rotte-huset, så man får checket, at der ikke er røget noget kryb med i håndbagagen. Indtil 1920 var øen karantænestation, og under 2. Verdenskrig opbevarede man uønskede fremmede, fx folk med tyske eller italienske navne, og indtil juli 1995 var den karantænestation for dyr. Det var tidligere en maori-bebyggelse. Øen har udviklet et rigt fugleliv. Og man skal holde sig til stierne for at skåne naturen. Man kan gå rundt om øen på cirka en time, Hvis man ikke ser tuatara´er, kan man glæde sig over en flot udsigt over hovedstaden.
East by West sejler fra Queens Wharf (se praktiske nedenfor)
Bydelen er den ældste del af Wellington. Her ligger de fine gamle huse, hvor byens spidser boede og stadig bor. Især langs Tinakori Road er villaer fra den tidligste pionertid. De fleste navne siger os ikke noget, men er man interesseret i detaljer, kan man få en gratis guide på turistkontoret. Et af de mest kendte huse er:
Premier House, 260 Tinakori Road
Premierministerens officielle bolig siden 1865. Men ligesom Marienborg har der været heftige diskussioner, om pamperi og spild af penge. I 1935 nægtede Labours Savage at bo her, fordi han fandt det for ekstravagen, og han solgte det til en tandlæge, men i 1995 blev det restaureret og igen bolig for premierministeren. De må selv om, de vil bo der eller bare benytte det til repræsentative formål. Den nuværende bor der.
Katherine Mansfields fødehjem (20), 25 Tinakori Rd., dgl 9.30-12.30, 04 473 7268.
Huset er fra 1888. Selv om forfatteren forlod New Zealand allerede som 19-årig, spiller huset en central rolle i flere af hendes romaner, fx Prelude, The Aloe og A Birthday. I dag er der udstilling om hendes liv med fotografier, og guider fortæller med fornøjelse om forfatterens seksuelle appetit og hendes gonore, som forværrede hendes tuberkulose. Hun havde det ikke nemt. Huset har været bolig for Frederic Truby King, stifteren af Plunket Society, der kæmpede for børns rettigheder og lavere børnedødelighed.
Udenfor kortet:
Zoologisk Have, Newtown Park, dgl. 9.30-17, $27, tlf. 04 381 6755. 4 km fra byen.
Her er lidt af hvert. Kiwifugle, tuatara og en weta, blandet med traditionelle zoodyr. Små tamarinaber går rundt blandt publikum. Haven blev etableret i 1906, da Wellington havde haft besøg af et cirkus. Direktøren forærede byen en løve som tak for god behandling, den placerede man her, og så var der jo ikke andet at gøre end at bygge en zoo omkring løven.
Bus 23z fra Wellington Station hver time. wellingtonzoo.com
Tur til Ringenes Herre
Fans af filmtrilogien Ringenes Herre kan på en heldagstur se locations fra filmen. Instruktøren Peter Jackson er fra Wellington og forlader nødig hjemstavnen, derfor blev meget optaget her. Turen omfatter besøg i Jacksons filmværksted Weta Workshop i bydelen Miramar, kiwiernes Hollywood, kendt for at udvikle special effects. I Weta Cave ved siden af kan man se nogle af filmenes figurer og rekvisitter. Hj. af Camperdown Road og Weka Street, dgl. 9-17.30, fra $28. wetaworkshop.com. Køb færdig udflugt, klik her.
Zealandia Sanctuary, 53 Waiapu Road i Karori, dgl. 9-17, fra $19,50, visitzealandia.com.
En park fuld af sang og fuglepip fra fugle, der som arter er hjemmehørende i New Zealand. I alt 15 arter, med kiwi, kaka og saddlebacks. Siden 1995 har det været fristed for truede dyrearter. Der er 34 kilometer stisystem, hvorfra man kan nyde sceneriet, men dyrene kommer ikke ud på kommando, så der er ikke gevinst hver gang. Besøgscenter fortæller om New Zealands biologi gennem 70 mio. år.
Bus Gratis transport fra i-Site (9)
Tur Man kan få en samlet tur for ca. 100 kroner, Køb billet her
Somes Island, 8.30-17, returbillet 24 $
Øen er er opkaldt New Zealands Shipping Companys vicedirektør i 1840, Joseph Somes. Så skal man ikke spekulere mere over det. Her er en stor bestand af krybdyret tuatara. Victoria University har sat dem ud på øen for at se, om de kan klare sig og yngle. Inden man går ud på øen, skal man igennem whare kiroe – rotte-huset, så man får checket, at der ikke er røget noget kryb med i håndbagagen. Indtil 1920 var øen karantænestation, og under 2. Verdenskrig opbevarede man uønskede fremmede, fx folk med tyske eller italienske navne, og indtil juli 1995 var den karantænestation for dyr. Det var tidligere en maori-bebyggelse. Øen har udviklet et rigt fugleliv. Og man skal holde sig til stierne for at skåne naturen. Man kan gå rundt om øen på cirka en time, Hvis man ikke ser tuatara´er, kan man glæde sig over en flot udsigt over hovedstaden.
East by West sejler fra Queens Wharf (se praktiske nedenfor)
Praktiske tips om Wellington:
Bregnekuglen ved Civic Square
Info (9) i-site: 18-32 Manners Street, ma-fr 9. 17, lø 10-15.30. tlf. 04 802 4860, mere salg end service, wellingtonnz.com DOC samme sted, 9-16.30,tlf. 04 472 5821.
Færger
Interislander og Bluebridge til Sydøen. Gratis bus til færgen fra stationen.
Du kan booke billet her.
Se også Trafik.
Læs om overfarten nederst.
East by West fra Queens Wharf sejler med stop ved seværdigheder, ma.-fr. 6.20-19, lø.-sø. 10-17, fra $11, tlf. 04 499 1273, eastbywest.co.nz
Tog Fra Bunny St. er der forbindelse til Auckland. Se Trafik.
Cityrail har ture beregnet for turister, tlf. 04 498 2000, se metlink.org.nz.
Kabelbane fra 280 Lambton Quay (ved McDonalds) til Botanisk Have hvert 10. minut, 7-22, kaldes også Old Goats, har kørt siden 1902.
Busser:
Bybus: City Circular kører i ringlinje til 16 seværdigheder og vigtige kvarterer hver 15. min alle dage 10-17 ($2,5 for en hel runde eller et stop).
Fjernbus: Fra jernbanestationen i Bunny St. til alle større byer på Nordøen. intercity.co.nz
Lufthavnsbus: 91 ca. hver halve time.
Sightseeing: Hop On/Hop Off City Tour kører til 10 seværdigheder, afgang fra i-SITE 9.30-14.30, fra $45, tlf 0800 246 877 (8-10). Book hoponhopoff.co.nz. En mere eksklusiv rundtur i mindre busser, koster ca. 200 kroner, den tager 1 1/2 time, men kan også bruges som hop-on-hop-off. Køb billet her.
Ture: Flat Earth Tours har halv- og heldagsture med guide. Temaer: mad, golf, Ringenes Herre, natur og maori, fra $95, flatearth.co.nz.
Udflugter: Rundtur i Wellington, book her
Overnatninger:
**** QT Hotel, 90 Cable St., tlf. 04 802 8900. Bygningen er rullet hertil på jernbaneskinner for at give plads til nationalmuseet. Værelser med digital-tv og panorama til havn og museum
*** Apollo Lodge, 49 Majoribanks St., tlf. 0800 361 645. Glimrende motel i gåafstand fra museet, med mange forskellige tilbud, også familierum.
*** Halswell Lodge, 21 Kent Tce, tlf. 04 385 0196. Centralt med familierum og køkken.
** Downtown Backpackers, 1 Bunny St., tlf. 0800 225 725, art deco hotel, tæt på alt
* Base Wellington, CBD - Courtney Place, 850 m fra centrum. Godt sted.
* YHA, 292 Wakefield St. , tlf. 0800 278 299. Et af landets bedste, lige ved Te Papa
Camp Top 10 Holiday Park, 95 Hutt Park Rd, tlf. 0800 948 686. 13 km til byen, men det er alligevel det nærmeste for campister. Flot feriepark.
Færger
Interislander og Bluebridge til Sydøen. Gratis bus til færgen fra stationen.
Du kan booke billet her.
Se også Trafik.
Læs om overfarten nederst.
East by West fra Queens Wharf sejler med stop ved seværdigheder, ma.-fr. 6.20-19, lø.-sø. 10-17, fra $11, tlf. 04 499 1273, eastbywest.co.nz
Tog Fra Bunny St. er der forbindelse til Auckland. Se Trafik.
Cityrail har ture beregnet for turister, tlf. 04 498 2000, se metlink.org.nz.
Kabelbane fra 280 Lambton Quay (ved McDonalds) til Botanisk Have hvert 10. minut, 7-22, kaldes også Old Goats, har kørt siden 1902.
Busser:
Bybus: City Circular kører i ringlinje til 16 seværdigheder og vigtige kvarterer hver 15. min alle dage 10-17 ($2,5 for en hel runde eller et stop).
Fjernbus: Fra jernbanestationen i Bunny St. til alle større byer på Nordøen. intercity.co.nz
Lufthavnsbus: 91 ca. hver halve time.
Sightseeing: Hop On/Hop Off City Tour kører til 10 seværdigheder, afgang fra i-SITE 9.30-14.30, fra $45, tlf 0800 246 877 (8-10). Book hoponhopoff.co.nz. En mere eksklusiv rundtur i mindre busser, koster ca. 200 kroner, den tager 1 1/2 time, men kan også bruges som hop-on-hop-off. Køb billet her.
Ture: Flat Earth Tours har halv- og heldagsture med guide. Temaer: mad, golf, Ringenes Herre, natur og maori, fra $95, flatearth.co.nz.
Udflugter: Rundtur i Wellington, book her
Overnatninger:
**** QT Hotel, 90 Cable St., tlf. 04 802 8900. Bygningen er rullet hertil på jernbaneskinner for at give plads til nationalmuseet. Værelser med digital-tv og panorama til havn og museum
*** Apollo Lodge, 49 Majoribanks St., tlf. 0800 361 645. Glimrende motel i gåafstand fra museet, med mange forskellige tilbud, også familierum.
*** Halswell Lodge, 21 Kent Tce, tlf. 04 385 0196. Centralt med familierum og køkken.
** Downtown Backpackers, 1 Bunny St., tlf. 0800 225 725, art deco hotel, tæt på alt
* Base Wellington, CBD - Courtney Place, 850 m fra centrum. Godt sted.
* YHA, 292 Wakefield St. , tlf. 0800 278 299. Et af landets bedste, lige ved Te Papa
Camp Top 10 Holiday Park, 95 Hutt Park Rd, tlf. 0800 948 686. 13 km til byen, men det er alligevel det nærmeste for campister. Flot feriepark.
Blev du glad for guiden, så støt med et lille beløb på MobilePay, 20216673
400 restauranter at vælge imellem, og man får meget for pengene.
//// Logan Brown, 192 Cuba St. on.-to. 12-13.30, fr.-lø. 12-14, ti.-sø. fra 17.30, gourmetrestaurant, loganbrown.co.nz
/// Ombra, 199 Cuba St., 11.30-sent, italiensk, ombra.co.nz
/// Angkor Restaurant, 43 Dixon St., tlf. 04 384 9423. God, veltillavet cambodiansk mad uden de store armbevægelser. Prøv crispy finger rolls. Har stor buffet.
// The Flying Burrito Brothers, hj. Vivian og Cuba, 17-sent, tlf. 04 385 8811. Man kan få en kæmpe tallerken med forretter, masser af stærke sager, oste og chili.
// Istanbul, 156 Cuba St., tlf. 04 385 4998. Tyrkisk mad i en hektisk, men rar atmosfære. Godt til større familier. Prøv grill-platten eller fast to-retters menu.
// Tulsi, 135 Cuba, tlf. 04 802 4144. Der er 32 indiske restauranter, dette er en af de bedste. Smørkyllingen er fantastisk.
// Nikau Gallery Café, Civic Square, ma.-fr. 7-16, lø. 8-16, sø. 10-16. nikaucafe.co.nz
/ Fidel’s, 234 Cuba St. – en af byens ældste cafeer, fidelscafe.com
/ Floriditas, 161 Cuba St., ma.-lø. 7-22, sø. 7.30-21.30, floriditas.co.nz
/ Loretta, 181 Cuba St., ti. 9-22, on.-fr. 7-22, lø. 8-22, sø. 8-21, loretta.net.nz
/ Mr. Bun´s, Taranaki/Dixon, støjende og skægt – morgenmad døgnet rundt
/ Foodcourt, 55 Cuba, meget lidt charmerende, men billigt og effektivt, mest asiatisk.
/ Mojo kaffe, 37 Customhouse Quay, Baristaerne er nogle af verdens bedste.
/ Night Market, fr. 17-23, wellingtonnightmarket.co.nz
Guide til Cook Strait
Guide til turen over strædet:
Det smalle stræde mellem Nordøen og Sydøen, Cook Strait (1), er opkaldt efter søfareren og New Zealands kortlægger, James Cook. Han valgte området gentagne gange, når skibene skulle ligge for anker, så besætningen kunne hvile eller vedligeholde skibet. Strædet var så smalt, at han i første omgang troede, at det var en bugt. Det er kun 19 km på det smalleste stykke, og utallige svømmere har krydset med muskelkraft, og flere vil sætte rekorder. Det første forsøg var i 1963, hvor Barrie Davenport klarede det på 11 timer og 13 minutter. De fleste vælger dog at krydse strædet på færger.
Mellem Wellington og Picton er der 96 km, og det tager ca. tre timer. Selv om færgerne har udmærkede restauranter, er de fleste passagerer på dækket, for sejlturen betragtes som en af verdens smukkeste. Sejler man fra Wellington begynder oplevelsen med panoramaudsigt over hovedstadens skyline. Fra dækket kommer det nye nationalmuseum Te Papa (2) til sin arkitektoniske ret, man kan bedre se den maoriske inspiration. Her ser man også byens strand og promenade strakt ud i Oriental Bay (3). Man vil også lægge mærke til, at Wellingtons naturlige havn har en usædvanlig lille åbning til strædet. Mange geologer mener, at et større jordskælv en dag vil lukke havnen helt af, så havnen bliver en sø. Man kan i havnen skimte de to små øer, Somes Island (4) og Makora Island (5), – opkaldt efter en datter af den legendariske søfarer Kupe, der var første mand i New Zealand.
I det smalle stykke lige før man kommer ud i strædet passerer man på højre side Miramar Peninsula med Mt. Crawford (163 m). Neden for ligger Ataturk Memorial (6) – et mindesmærke for kampene i Gallipoli i 1915, hvor mange kiwier mistede livet. På den anden side af vandet kan man se Pencarrow Head (7) – en 98 meter høj bakke, hvor New Zealands ældste fyrtårn står – det er fra 1859. Færgen holder sig tæt på kysten, indtil den lægger kursen i syd. På det sidste stykke af Nordøen passerer man Red Rock og lidt senere Sinclair Head (8) – begge med livlige sælkolonier. Før man kommer ud i åbent vand, er der udsigt til Oteranga Bay (9) – det sted, hvor der er registreret den højeste vindhastighed på New Zealand nogensinde – 268 km/t. Det skete 10. april 1968.
Herefter er man ude i Cook Strait. Nogenlunde midtvejs mellem de to øer – mellem Perano Head på Sydøen og Cape Terawhiti på Nordøen - er man ved det smalleste sted. Perano Head er det første land, man ser – opkaldt efter en berømt familie, der levede af hvalfangeri helt frem til 1964. Færgen nærmer sig nu de smukke fjorde, hvor man ofte må undre sig over, om der overhovedet er plads til færgen i de smalle passager. Man sejler ind i Whekenui Bay (10) – eller Blækspruttebugten. Den er opkaldt efter den kæmpeblæksprutte, som søfareren Kupe angiveligt forfulgte på vej til New Zealand, og på dette sted skulle han endelig have indhentet og dræbt den. Herefter dukker det ene smukke og vidunderlige natursceneri op efter det andet. Dybe bugter, høje bjerge og smukke farver. Man passerer Cook´s Look Out (11) på Arapawa Island. Her står et monument, der markerer det punkt, hvorfra Cook første gang så ud på det stræde, der senere skulle få hans navn. Tory Channel er opkaldt efter skibet Tory, som New Zealand Company sendte ud for nærmere at undersøge området i de tidlige nybyggerår. Senere etablerede John Guard en hvalfangerstation i 1820 sammen med sin kone Elizabeth. Deres børn var de første hvide børn, født på Sydøen.
Dieffenbach Point (12) er opkaldt efter lægen og naturvidenskabsmanden, Ernst Dieffenbach, fra New Zealand Company, der fandt ud af at udregne et bjergs nøjagtige højde ved at observere kogetemperaturerne i forskellige højder. Herefter er man inde i Queen Charlotte Sound (13) – opkaldt af James Cook efter dronningen af England på hans tid. Det er i dag et af de mest besøgte naturområder i New Zealand – berømmet alle vegne for sin overdådige skønhed.
Hele turen tager lidt over 3 timer – og hvis vejret arter sig, er det en nydelse hele vejen. Hvis man alligevel mangler underholdning på vejen, så køb en pose pommes fritter i cafeteriaet og gå op på dækket. Ræk en enkelt fritte ud, og vupti, så har de store måger lavet et F-16-dyk og vipset den ud af ens fingre. Og så nærmer man sig Picton (14), som er omgivet af grønt, grønne skove og lune, indtil man kommer helt ind til byens grønne parker
Det smalle stræde mellem Nordøen og Sydøen, Cook Strait (1), er opkaldt efter søfareren og New Zealands kortlægger, James Cook. Han valgte området gentagne gange, når skibene skulle ligge for anker, så besætningen kunne hvile eller vedligeholde skibet. Strædet var så smalt, at han i første omgang troede, at det var en bugt. Det er kun 19 km på det smalleste stykke, og utallige svømmere har krydset med muskelkraft, og flere vil sætte rekorder. Det første forsøg var i 1963, hvor Barrie Davenport klarede det på 11 timer og 13 minutter. De fleste vælger dog at krydse strædet på færger.
Mellem Wellington og Picton er der 96 km, og det tager ca. tre timer. Selv om færgerne har udmærkede restauranter, er de fleste passagerer på dækket, for sejlturen betragtes som en af verdens smukkeste. Sejler man fra Wellington begynder oplevelsen med panoramaudsigt over hovedstadens skyline. Fra dækket kommer det nye nationalmuseum Te Papa (2) til sin arkitektoniske ret, man kan bedre se den maoriske inspiration. Her ser man også byens strand og promenade strakt ud i Oriental Bay (3). Man vil også lægge mærke til, at Wellingtons naturlige havn har en usædvanlig lille åbning til strædet. Mange geologer mener, at et større jordskælv en dag vil lukke havnen helt af, så havnen bliver en sø. Man kan i havnen skimte de to små øer, Somes Island (4) og Makora Island (5), – opkaldt efter en datter af den legendariske søfarer Kupe, der var første mand i New Zealand.
I det smalle stykke lige før man kommer ud i strædet passerer man på højre side Miramar Peninsula med Mt. Crawford (163 m). Neden for ligger Ataturk Memorial (6) – et mindesmærke for kampene i Gallipoli i 1915, hvor mange kiwier mistede livet. På den anden side af vandet kan man se Pencarrow Head (7) – en 98 meter høj bakke, hvor New Zealands ældste fyrtårn står – det er fra 1859. Færgen holder sig tæt på kysten, indtil den lægger kursen i syd. På det sidste stykke af Nordøen passerer man Red Rock og lidt senere Sinclair Head (8) – begge med livlige sælkolonier. Før man kommer ud i åbent vand, er der udsigt til Oteranga Bay (9) – det sted, hvor der er registreret den højeste vindhastighed på New Zealand nogensinde – 268 km/t. Det skete 10. april 1968.
Herefter er man ude i Cook Strait. Nogenlunde midtvejs mellem de to øer – mellem Perano Head på Sydøen og Cape Terawhiti på Nordøen - er man ved det smalleste sted. Perano Head er det første land, man ser – opkaldt efter en berømt familie, der levede af hvalfangeri helt frem til 1964. Færgen nærmer sig nu de smukke fjorde, hvor man ofte må undre sig over, om der overhovedet er plads til færgen i de smalle passager. Man sejler ind i Whekenui Bay (10) – eller Blækspruttebugten. Den er opkaldt efter den kæmpeblæksprutte, som søfareren Kupe angiveligt forfulgte på vej til New Zealand, og på dette sted skulle han endelig have indhentet og dræbt den. Herefter dukker det ene smukke og vidunderlige natursceneri op efter det andet. Dybe bugter, høje bjerge og smukke farver. Man passerer Cook´s Look Out (11) på Arapawa Island. Her står et monument, der markerer det punkt, hvorfra Cook første gang så ud på det stræde, der senere skulle få hans navn. Tory Channel er opkaldt efter skibet Tory, som New Zealand Company sendte ud for nærmere at undersøge området i de tidlige nybyggerår. Senere etablerede John Guard en hvalfangerstation i 1820 sammen med sin kone Elizabeth. Deres børn var de første hvide børn, født på Sydøen.
Dieffenbach Point (12) er opkaldt efter lægen og naturvidenskabsmanden, Ernst Dieffenbach, fra New Zealand Company, der fandt ud af at udregne et bjergs nøjagtige højde ved at observere kogetemperaturerne i forskellige højder. Herefter er man inde i Queen Charlotte Sound (13) – opkaldt af James Cook efter dronningen af England på hans tid. Det er i dag et af de mest besøgte naturområder i New Zealand – berømmet alle vegne for sin overdådige skønhed.
Hele turen tager lidt over 3 timer – og hvis vejret arter sig, er det en nydelse hele vejen. Hvis man alligevel mangler underholdning på vejen, så køb en pose pommes fritter i cafeteriaet og gå op på dækket. Ræk en enkelt fritte ud, og vupti, så har de store måger lavet et F-16-dyk og vipset den ud af ens fingre. Og så nærmer man sig Picton (14), som er omgivet af grønt, grønne skove og lune, indtil man kommer helt ind til byens grønne parker
Det kan være en strid overfart, men som regel er den skøn.
