Dyr i New Zealand
Hvis vi taler landdyr, er New Zealand en tynd kop te. Det er nærmest kun bondegårdsdyr, man vil møde – kiwien og den giftige edderkop ser man aldrig uden for fangenskab. Man skal ud til vandet for at finde andre dyr, end dem vi er vant til. Men der er de til gengæld store.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Hvis man vil opleve et fantastisk dyreliv, så tag til Afrika. I New Zealand er der meget at skrive hjem om, men ikke når det gælder landpattedyr. Flagermus og en øgle er det mest ophidsende. Resten er husdyr – eller dyr, man helst ikke vil se, fx rotter eller possums, der flyder i en blodpøl på asfalten. Oprindelig var her kun flagermus, ikke engang en rigtig mus. Maorierne medbragte hunde og rotter og småkravl. Senere kom europæerne med en bondegård. Dyr uden naturlig plads i kredsløbet: katte, svin, geder, kaniner og hjorte. Nogle slap ud i naturen, især geder og kaniner er i dag skadedyr.
Hvis man vil opleve et fantastisk dyreliv, så tag til Afrika. I New Zealand er der meget at skrive hjem om, men ikke når det gælder landpattedyr. Flagermus og en øgle er det mest ophidsende. Resten er husdyr – eller dyr, man helst ikke vil se, fx rotter eller possums, der flyder i en blodpøl på asfalten. Oprindelig var her kun flagermus, ikke engang en rigtig mus. Maorierne medbragte hunde og rotter og småkravl. Senere kom europæerne med en bondegård. Dyr uden naturlig plads i kredsløbet: katte, svin, geder, kaniner og hjorte. Nogle slap ud i naturen, især geder og kaniner er i dag skadedyr.
Landpattedyr i New Zealand
Flagermus
Der er tre arter af New Zealands eneste endemiske landpattedyr. Man kan kende dem fra andre flagermus ved, at de jager på skovbunden, det gør de udenlandske ikke.
Long-Tailed Bat Chalinolobus tuberculatus – er en særdeles truet art, men de bor i hele landet og kan ses i skovbryn ved skumringstid. Den er brun med små ører, vejer 8-10 gram, og frekvensen på dens ekko er så lav, at mennesker kan høre det. Den flyver med 60 km/t.
Stor Short-Tail Bat Mystacina robusta - er formentlig uddød. Levede på to øer ud for Stewart Island, men efter en uheldig invasion af skibsrotter i 1967, har man ikke set den. Mindre Short-Tail Bat Mystacina tuberculate – truet art, men findes stadig på steder, hvor man forsøger at holde liv i den.
Der er tre arter af New Zealands eneste endemiske landpattedyr. Man kan kende dem fra andre flagermus ved, at de jager på skovbunden, det gør de udenlandske ikke.
Long-Tailed Bat Chalinolobus tuberculatus – er en særdeles truet art, men de bor i hele landet og kan ses i skovbryn ved skumringstid. Den er brun med små ører, vejer 8-10 gram, og frekvensen på dens ekko er så lav, at mennesker kan høre det. Den flyver med 60 km/t.
Stor Short-Tail Bat Mystacina robusta - er formentlig uddød. Levede på to øer ud for Stewart Island, men efter en uheldig invasion af skibsrotter i 1967, har man ikke set den. Mindre Short-Tail Bat Mystacina tuberculate – truet art, men findes stadig på steder, hvor man forsøger at holde liv i den.
Possoms kan bruges til meget, foto Kenneth Bo Jørgensen
Possum, Trichosurus vulpecula – et dyr, man møder på vejen, hvor det ligger splattet ud på asfalten i en blodpøl – ca. én pr. km. Og ingen er kede af det. En god possum er en død possum. Pungræven blev hentet fra Australien i 1887, dels for at levere pels, dels for at spise kaniner og rotter, der undergravede skovene. Men den ville hellere ville spise æg fra sjældne fugle og rødder fra sjældne planter. Nogle få tusinde er nu blevet til 70 mio., der hver nat æder 21.000 tons vegetation og æg. De formerer sig med 20 mio. om året og er den absolut største trussel mod naturen. En lille pelset en på 3-4 kg. Pelsen kan bruges til tæpper, trøjer, huer, mm, og possum-pie er en delikatesse. Men man kan ikke nå at æde og pelse de store mængder, og de spreder sygdomme til andre dyr. Man kan heller ikke skyde sig ud af det. I stedet bruger man kemisk bekæmpelse. Se skilte som: Possums are pest off in this area – det betyder, at der er lagt gift ud. Se mere i Possum World i Napier.
Læs også: Red skoven, Æd en possum, her
Læs også: Red skoven, Æd en possum, her
Kryb
Stort set al kryb i New Zealand er endemiske – det vil sige, at de altid har boet her. Blandt de mest spektakulære er:
Katipo Latrodectus katipo – giftig edderkop, men det er sjældent, at mennesker ser den, og endnu sjældnere, at nogen bliver bidt. Hvis man gør, skal man søge læge. Navnet er maori og betyder: Nat-stikker. Der er flere arter. Den bor på Sydøen ved kysterne og den nedre del af Nordøen. Den er sort, og på maven er der en rød stribe omkranset i hvidt. Den regnes for tæt på udryddelse. Det er en af de få edderkopper, hvor hannen ikke bliver spist efter parring.
Billede af Nerezza fra Pixabay
Weta Deinacrida heteracantha
- fårekylling, der kan blive 10 cm lang og synge. Den har levet i 100 mio. år i New Zealands kolde bjerge og kan lade sig nedfryse til nærmest livløs tilstand og så tø op på få minutter, når det bliver varmt. Videnskabsmænd interesserer sig meget for weta´en, fordi den måske har løsningen på, hvordan man kan nedfryse menneskelige organer og tø dem op igen uden at skade dem. De findes i 70 arter, bittesmå på et par gram, til kæmpe weta på 70 gram. Man kan godt blive lidt forskrækket, når man ser dem, men de er altså vegetarer.
Tuataraen Sphenodon punctatus - New Zealands mest berømte endemiske krybdyr, for det er det nulevende dyr i verden, hvis udvikling kan føres længst tilbage – helt til dinosaur-tiden. Den bliver op til 65 cm lang, op til 60 år gammel og er totalfredet. Den lever på nogle få isolerede øer, så det er svært at komme til at se den i naturen. Til gengæld er den fast inventar på mange små zoos.
- fårekylling, der kan blive 10 cm lang og synge. Den har levet i 100 mio. år i New Zealands kolde bjerge og kan lade sig nedfryse til nærmest livløs tilstand og så tø op på få minutter, når det bliver varmt. Videnskabsmænd interesserer sig meget for weta´en, fordi den måske har løsningen på, hvordan man kan nedfryse menneskelige organer og tø dem op igen uden at skade dem. De findes i 70 arter, bittesmå på et par gram, til kæmpe weta på 70 gram. Man kan godt blive lidt forskrækket, når man ser dem, men de er altså vegetarer.
Tuataraen Sphenodon punctatus - New Zealands mest berømte endemiske krybdyr, for det er det nulevende dyr i verden, hvis udvikling kan føres længst tilbage – helt til dinosaur-tiden. Den bliver op til 65 cm lang, op til 60 år gammel og er totalfredet. Den lever på nogle få isolerede øer, så det er svært at komme til at se den i naturen. Til gengæld er den fast inventar på mange små zoos.
Tuatara - verdens ældste øgle.
Powelliphanta Powelliphanta hochstetteri – endemisk og verdens største kødædende snegl. Den bliver stor som en knytnæve, selv om den lever af at suge orme op ad jorden. Den har lunger og trækker vejret. Den lever godt gemt i bushen, men alligevel lykkes det dens værste fjende rotten at finde den, og derfor er det en truet art. De bor på Nordøen fra Lake Waikaremoana til Kapiti Coast, på Sydøen fra Marlborough Sounds til Fiordland og Southland.
Hochstetter's frog Leiopelma hochstetteri – endemisk frø, der adskiller sig fra andre frøer ved at være usædvanlig kluntet, når den springer. Den kommer godt nok afsted, men så lander den nærmest på maven og skal lige have tid til at arrangere benene, før den kan springe igen. Det ser lidt morsomt ud. Den kan også skelnes fra de mange australske frøer ved, at den har en trommehinde bag øjet. Og så kan den ikke svømme, og derfor er der sandsynlighed for, at den har været her, siden landet var en del af Gondwana.
Hochstetter's frog Leiopelma hochstetteri – endemisk frø, der adskiller sig fra andre frøer ved at være usædvanlig kluntet, når den springer. Den kommer godt nok afsted, men så lander den nærmest på maven og skal lige have tid til at arrangere benene, før den kan springe igen. Det ser lidt morsomt ud. Den kan også skelnes fra de mange australske frøer ved, at den har en trommehinde bag øjet. Og så kan den ikke svømme, og derfor er der sandsynlighed for, at den har været her, siden landet var en del af Gondwana.
Er du glad for guiden, så send et bidrag via MobilePay på tlf. 20216673
Hav-dyr
Til havs er der et rigere dyreliv end til lands. Hvaler, sæler, delfiner og pingviner, hajer og rokker. De mere almindelige fisk er torsk, tun, snapper og sværdfisk. Desuden er der mange åle-arter, både ferskvandsål og havål, der kan blive to meter lange og veje 20 kilo. Hvaler er hellige for maorierne og betragtes som forfædre, derfor jagede de dem ikke. Strandede hvaler må de gerne spise dem, for det er gaver fra guderne. Hvaljagt kom med europæerne, og blev først stoppet i 1964. I 1978 blev alle havets pattedyr omkring New Zealand fredet.
Læs også: Hvaler pustede liv i byen, her.
Læs også: Hvaler pustede liv i byen, her.
Nogle dage er man heldige at se dette syn i det fjerne, foto Kenneth Bo Jørgensen
Hvaler:
Kaskelothvalen – Sperm Whale. Den kan måle op til 18 m og veje 57 tons. Den har verdens største hjerne, beskyttet af et hoved, der udgør 1/3 af kropsvægten. Hovedet er fyldt med fedt, som blev brugt til stearinlys. Det engelske navn har den fået, fordi man troede, at olien var sperm, hvorfor det så end skulle sidde i det hoved? Vi kalder det spermacethvalver. Man møder dem på vej fra Sydpolen til Ækvator, hvor skal op for at parre sig.
Sydkaperen – Southern Right Whale. De var så almindelige langs kysterne, at nybyggere klagede over søvnproblemer, fordi hvalerne støjede hele natten. De blev kaldt rigtige hvaler, fordi de var nemme at fange, og fordi de havde et højt olieindhold. De var endda elskværdige at holde sig flydende, når de var dræbt, så fangerne kunne bugsere kadaverne i havn. En gruppe på ca. 100 kommer hver vinter til New Zealand, hvor de går ind på lavt vand for at hvile sig på havbunden med åndehullet over vand.
Pukkelhvalen – Humpback Whale var engang almindelig, men nu er der kun et par tusinde tilbage. Et par hundrede passerer New Zealands kyst om sommeren. De fanger deres bytte ved at indkapsle det i en luftlomme, som de puster ud. Derefter bryder de boblen og snupper det. De er kendt for at kunne synge lange komplicerede sange i timevis.
Brydes hval – Bryde´s Whale er den mest almindelige hval i det nordlige New Zealand.
Kaskelothvalen – Sperm Whale. Den kan måle op til 18 m og veje 57 tons. Den har verdens største hjerne, beskyttet af et hoved, der udgør 1/3 af kropsvægten. Hovedet er fyldt med fedt, som blev brugt til stearinlys. Det engelske navn har den fået, fordi man troede, at olien var sperm, hvorfor det så end skulle sidde i det hoved? Vi kalder det spermacethvalver. Man møder dem på vej fra Sydpolen til Ækvator, hvor skal op for at parre sig.
Sydkaperen – Southern Right Whale. De var så almindelige langs kysterne, at nybyggere klagede over søvnproblemer, fordi hvalerne støjede hele natten. De blev kaldt rigtige hvaler, fordi de var nemme at fange, og fordi de havde et højt olieindhold. De var endda elskværdige at holde sig flydende, når de var dræbt, så fangerne kunne bugsere kadaverne i havn. En gruppe på ca. 100 kommer hver vinter til New Zealand, hvor de går ind på lavt vand for at hvile sig på havbunden med åndehullet over vand.
Pukkelhvalen – Humpback Whale var engang almindelig, men nu er der kun et par tusinde tilbage. Et par hundrede passerer New Zealands kyst om sommeren. De fanger deres bytte ved at indkapsle det i en luftlomme, som de puster ud. Derefter bryder de boblen og snupper det. De er kendt for at kunne synge lange komplicerede sange i timevis.
Brydes hval – Bryde´s Whale er den mest almindelige hval i det nordlige New Zealand.
Delfiner:
Øresvin – Bottlenose Dolphin, Flipper-typen. Det er dem, der ser ud til at grine hele tiden. De er blandt de største, kan blive 4 m lange og optræder i grupper på 15-30. (foto i top)
Hectors delfin – Hector´s Dolphin mindre delfin, der kun findes i New Zealands farvande og kun i få tusinde. Bestanden vokser ikke, fordi de lever tæt på land og derfor ofte går i fiskernes net. De lever i små grupper bl.a. ved Banks Peninsula. Omkring Nordøen er der kun omkring 100 tilbage.
Mørk hvidskæving – Dusky Dolphin , også kaldet havets akrobat, fordi den underholder og nyder kontakt med mennesker. Ses mest i flokke ved Bay of Plenty og omkring Sydøen.
Øresvin – Bottlenose Dolphin, Flipper-typen. Det er dem, der ser ud til at grine hele tiden. De er blandt de største, kan blive 4 m lange og optræder i grupper på 15-30. (foto i top)
Hectors delfin – Hector´s Dolphin mindre delfin, der kun findes i New Zealands farvande og kun i få tusinde. Bestanden vokser ikke, fordi de lever tæt på land og derfor ofte går i fiskernes net. De lever i små grupper bl.a. ved Banks Peninsula. Omkring Nordøen er der kun omkring 100 tilbage.
Mørk hvidskæving – Dusky Dolphin , også kaldet havets akrobat, fordi den underholder og nyder kontakt med mennesker. Ses mest i flokke ved Bay of Plenty og omkring Sydøen.
Man nærmest falder over sæler, foto Kenneth Bo Jørgensen
Sæler:
Sæler blev jaget af maorier, og der var fest, når man havde sådan en med hjem. Kødet blev spist, benene brugt til udsmykning, og fedtet var medicin. Babyer fik en luns spæk at sutte på, hvis de var syge. Derfor var sælerne allerede i fare, da europæerne ankom, og de blev fredet i 1894. Man ser dem adskillige steder langs kysten.
Pelssælen – New Zealand Fur Seal er den mest almindelige sæl. Den er brun med ru hår og yngler i i store kolonier flere steder.
Søløven – New Zealand (Hookers) Sea Lion findes kun i New Zealand, men er alligevel en sjælden gæst, ses i små grupper på Stewart Island og ved Otago-kysten.
Søelefanten – Southern Elephant Seal er stor – en voksen han kan veje 3,5 tons. De holder til ved Antarktis, men ses en gang imellem på rejse til varmere himmelstrøg.
Se Pingviner under Fugle i New Zealand
Sæler blev jaget af maorier, og der var fest, når man havde sådan en med hjem. Kødet blev spist, benene brugt til udsmykning, og fedtet var medicin. Babyer fik en luns spæk at sutte på, hvis de var syge. Derfor var sælerne allerede i fare, da europæerne ankom, og de blev fredet i 1894. Man ser dem adskillige steder langs kysten.
Pelssælen – New Zealand Fur Seal er den mest almindelige sæl. Den er brun med ru hår og yngler i i store kolonier flere steder.
Søløven – New Zealand (Hookers) Sea Lion findes kun i New Zealand, men er alligevel en sjælden gæst, ses i små grupper på Stewart Island og ved Otago-kysten.
Søelefanten – Southern Elephant Seal er stor – en voksen han kan veje 3,5 tons. De holder til ved Antarktis, men ses en gang imellem på rejse til varmere himmelstrøg.
Se Pingviner under Fugle i New Zealand
Muslinger er repræsenteret med ikke mindre end 2100 arter. Men den vigtigste er:
boneart.co.nz
Paua, Haliotis iris, (på dansk: sø-øre eller abalone) er en snegl med stor betydning. Indersiden af skallen har et grønt farvespil, og maorierne brugte dem til at skabe øjne i deres udsmykninger. I dag bruges de til smykker og kaldes også hav-opal. Musklen suger sig fast på klippesider fire meter under vand. Kødet smager godt efter en tur på barbien. Alle vil derfor gerne høste dem, så der er regler for at bevare bestanden. De skal have en vis længde afhængig af arten, og man må kun samle 10 styk pr. mand pr. dag. Det er desuden forbudt at bruge dykkerudstyr, når man høster dem. Man må nøjes med snorkel.
Kæmpeblæksprutte lever på meget dybt vand, og kun få har set en i live, men man mener, at den lever i stort antal omkring New Zealand. I 2015 skyllede en 15 meter lang kæmpeblæksprutte op på stranden i Punakaiki. I mange år troede man, at de var mytologiske væsener, men så begyndte døde blæksprutter at skylle op på kysterne. Nogle fanget i net, men de dør, så snart de kommer op i de lavere vandlag. De kan blive op til 16 m og veje over 300 kg. De bliver kun tre år gamle, parrer sig kun én gang og dør. Det var ifølge maoriernes legende sådan en karl, deres forfader Kupe jagtede, da han opdagede Aotearoa.
Hajer er mest på museer
Hajer svømmer omkring hele New Zealand. Som regel er de så velforsynede af havets tilbud, at de ikke generer mennesker, mange af arterne er heller ikke spor interesserede alligevel. Men der sker ulykker, bare ikke nær så hyppigt som i Australien. På 100 år er der kun 8 mennesker, der er døde af hajangreb langs New Zealands kyster. Men vær opmærksom på advarselsskilte og svøm aldrig i nærheden af sælkolonier.
OBS! Ved visse strande på Nordøen begyndte der i sommeren 2021 at skylle giftige slanger ind fra havet. Sorte slanger med gule maver. Det viste sig at være gulbrystet havslange Pelamis platura. Den kan være dødelig, og der er ingen modgift. Til gengæld er det sjældent, at de angriber mennesker, men man ved jo aldrig. Ingen aner, hvor de er kommet fra.
Læs også undermenuerne i Natur:
Hvor er vi? Klik Geografi
Hvad gror her? Klik Planter i New Zealand
Hvad flyver her? Klik Fugle i New Zealand
Hvor er vi? Klik Geografi
Hvad gror her? Klik Planter i New Zealand
Hvad flyver her? Klik Fugle i New Zealand
