New Zealands historie
Alt om New Zealands historie. Oversigt på årstal nederst.
Kiwiernes største problemer i dag stammer fra deres historie: At de er en nation af to folk, hvoraf det ene ofte føler sig som gæster, fordi det andet betragter sig som retmæssige ejere. Af samme grund spiller historie en rolle for alle kiwier. Her møder er skoleelever ikke historieløse. De ved for eksempel, hvem der vandt 1. og 2. verdenskrig: New Zealand!
Af Kenneth Bo Jørgensen
New Zealand var det sidste landområde, hvor mennesket satte sin fod, hvis man ser bort fra Antarktis. Det skete ca. år 800, altså da Gorm den Gamle var konge i Danmark. Helt præcist hvornår, hvordan og hvorfor, ved ingen. Men ifølge maoriernes sagn var det Kupe, søfareren og hans besætning. De havde jagtet en blæksprutte, som førte dem til Sydøen. Her så de den lange hvide sky, som ofte ligger langs alperne, og Kupes kone kaldte landet for Aotearoa, Den lange hvide skys land.
Kupe sejlede hjem til Hawaiki og fortalte om det smukke land. Men så skete der ikke noget i flere hundrede år. Hawaiki har intet med Hawaii at gøre. Forskere mener, at det betegner et sted, man forlader.
En større indvandring skete først i årene 1250-1300, det var polynesiere fra de nordøstlige Stillehavsøer. De ankom i store skibe, waka´er, som vi kalder kanoer, men det var nærmest katamaraner med store dæk mellem to skibsskrog. Hvorfor kom de? Vi ved det ikke. Et gæt er, at der har været hungersnød på deres øer, og så er det taget afsted for at finde det land, som Kupe havde beskrevet så rosende, og som var gået i arv som fortælling.
De legendariske waka´er ankom forskellige steder i New Zealand. De har alle navne, der går igen i de lokale stammer, der befolkede landet. De fleste landede på Nordøen, kun én waka nåede til Sydøen. I dag vil de fleste maorier hævde, at de stammer fra en af disse waka´er. Ifølge sagnet var der syv, men forskerne anslår, at der må have været over 200 skibe for at nå op på de efterfølgende indbyggertal. Sådan kom maorierne til Aotearoa.
Vidste du. at maorier først blev maorier, da de hvide kom. Indtil da kaldte de sig ikke noget, men da de så, at man kunne se anderledes ud, kaldte de sig maorier, som betyder: normale.
New Zealand var det sidste landområde, hvor mennesket satte sin fod, hvis man ser bort fra Antarktis. Det skete ca. år 800, altså da Gorm den Gamle var konge i Danmark. Helt præcist hvornår, hvordan og hvorfor, ved ingen. Men ifølge maoriernes sagn var det Kupe, søfareren og hans besætning. De havde jagtet en blæksprutte, som førte dem til Sydøen. Her så de den lange hvide sky, som ofte ligger langs alperne, og Kupes kone kaldte landet for Aotearoa, Den lange hvide skys land.
Kupe sejlede hjem til Hawaiki og fortalte om det smukke land. Men så skete der ikke noget i flere hundrede år. Hawaiki har intet med Hawaii at gøre. Forskere mener, at det betegner et sted, man forlader.
En større indvandring skete først i årene 1250-1300, det var polynesiere fra de nordøstlige Stillehavsøer. De ankom i store skibe, waka´er, som vi kalder kanoer, men det var nærmest katamaraner med store dæk mellem to skibsskrog. Hvorfor kom de? Vi ved det ikke. Et gæt er, at der har været hungersnød på deres øer, og så er det taget afsted for at finde det land, som Kupe havde beskrevet så rosende, og som var gået i arv som fortælling.
De legendariske waka´er ankom forskellige steder i New Zealand. De har alle navne, der går igen i de lokale stammer, der befolkede landet. De fleste landede på Nordøen, kun én waka nåede til Sydøen. I dag vil de fleste maorier hævde, at de stammer fra en af disse waka´er. Ifølge sagnet var der syv, men forskerne anslår, at der må have været over 200 skibe for at nå op på de efterfølgende indbyggertal. Sådan kom maorierne til Aotearoa.
Vidste du. at maorier først blev maorier, da de hvide kom. Indtil da kaldte de sig ikke noget, men da de så, at man kunne se anderledes ud, kaldte de sig maorier, som betyder: normale.
Maorierne (1300-1700)
Maorier spredte sig på øerne og udviklede et af verdens mest avancerede stenaldersamfund med en højt udviklet social og kulturel struktur. Omkring deres byer anlagde de avancerede forsvarsværker, pa´er, med sindrige systemer af skyttegrave og terrasser. De betragtede ikke landet som en nation, for dem var det hele verden, og de anså heller ikke sig selv som ét folk. De orienterede sig mod deres stamme, iwi, og for dem var nabostammen et helt andet land, som regel en fjende. En iwi kunne bestå af mange hundrede maorier, som igen var opdelt i klaner, som også kunne have indbyrdes stridigheder. De sloges ofte om jord, om jagt om hvadsomhelst. Drenge lærte at slås fra barnsben. De brugte hverken buer eller pile eller spyd. Alt foregik i nærkamp, hvor de brugte deres patu – det ligner et skohorn af træ eller jade. Det gjorde nas, men dræbte sjældent.
Læs også: Maoriernes Adam og Eva, her
Stammens høvding var ariki, mens rangatira var en slags mellemleder. Ariki var så fornem, at man altid frygtede, at fjenden skulle få fat i ham – for så fik de hans ånd og kræfter. Især når han var død. Derfor blev en afdød høvdings lig spændt op på en skærm – atamira – hvor man lod kødet rådne så meget, at det kunne skrabes af knoglerne. Knoglerne blev renset og malet til mel og lagt i en wakatupapaku, en kiste formet som en fødende kvinde. På den måde kom han tilbage til mor. Kisten blev gemt i en grotte eller i en klippesprække. Næste i hierarkiet var tohunga – præsten. Han fik gode råd af ånderne og forfædrene, og han bestemte de store ting, fx om man skulle drage i krig eller ej. Borgere hed tutua. Endelig var der slaverne, som man havde erobret i krige, de gjorde al arbejdet.
Læs også: Maoriernes Adam og Eva, her
Stammens høvding var ariki, mens rangatira var en slags mellemleder. Ariki var så fornem, at man altid frygtede, at fjenden skulle få fat i ham – for så fik de hans ånd og kræfter. Især når han var død. Derfor blev en afdød høvdings lig spændt op på en skærm – atamira – hvor man lod kødet rådne så meget, at det kunne skrabes af knoglerne. Knoglerne blev renset og malet til mel og lagt i en wakatupapaku, en kiste formet som en fødende kvinde. På den måde kom han tilbage til mor. Kisten blev gemt i en grotte eller i en klippesprække. Næste i hierarkiet var tohunga – præsten. Han fik gode råd af ånderne og forfædrene, og han bestemte de store ting, fx om man skulle drage i krig eller ej. Borgere hed tutua. Endelig var der slaverne, som man havde erobret i krige, de gjorde al arbejdet.
Maorilandsbyers midtpunkt var og er stadig marae – den grønne plæne foran forsamlingshuset, wharerunanga. Her mødes man til festlige lejligheder. Huset hædrer stammens forfader – whakapapa – helt korporligt, spærrene er hans ribben, forpælen hans hjerte, de lange planker på tagets forkant er hans åbne arme. Inden for er stammens historie fortalt i et virvar af træudskæringer. Hvert hus er et familiealbum, og kun folk fra stammen kan fortælle, hvad udskæringerne betyder. Der er ca. 1000 forsamlingshuse, og de bruges dagligt, der bygges endda 3-4 nye hvert år.
Maorierne havde kunstnerisk sans, og alt blev udsmykket – også dem selv. Både kvinder og mænd blev tatoveret: Mænd i ansigtet, på baller og lår, kvinderne på kinder, læber og ankler. En lang og smertefuld proces, hvor man hamrede hul i huden med et stykke ben og gned pigment ind i såret. Tatoveringerne i ansigtet blev forbudt i 1800-tallet, så når man i dag ser maorier med de geometriske tegninger i ansigtet, er det forhåbentlig tegnet på.
Maorierne havde kunstnerisk sans, og alt blev udsmykket – også dem selv. Både kvinder og mænd blev tatoveret: Mænd i ansigtet, på baller og lår, kvinderne på kinder, læber og ankler. En lang og smertefuld proces, hvor man hamrede hul i huden med et stykke ben og gned pigment ind i såret. Tatoveringerne i ansigtet blev forbudt i 1800-tallet, så når man i dag ser maorier med de geometriske tegninger i ansigtet, er det forhåbentlig tegnet på.
Du kan støtte guiden via MobilePay på tlf. 20216673
Hungersnød (1700-1770)
Tiden før den europæiske invasion fremstilles ofte som rent paradis. Men historien er ikke som i Caribien, hvor høje, flotte og sunde indianere fik ødelagt deres civilisation af spanierne. I Aotearoa er det omvendt. De hvide reddede maorierne fra at dø af sult.
De første par hundrede år var ellers gået fint for maorierne. Der var rigeligt med mad. De spiste søde kartofler kumara, og bregnerødder knuste de til mel eller grød. De fiskede, især efter ål, og der var masser. De jagede moa, en kæmpe struds, der spruttede af proteiner, og som også gav fjer til tøj og prydelse, ben til redskaber og æggeskaller til skåle. Desuden blev der dækket op til fest, når en hval skyllede i land, for det blev betragtet som en gave fra guderne. Man spiste i øvrigt også hinanden. Mest besejrede fjender, især hjernen, for at få overført kraft. Eller for at drille. Meget få hvide endte i maoriernes gryder. De brød sig ikke om smagen af os. Bitre, syntes de.
De var på vej mod en katastrofe, da de hvide kom. For moa’ en var udryddet. Ikke på grund af rovdrift, som man troede i mange år. Danske forskere påviste, at den måtte være uddød på grund af sygdom (se fugle), og så forsvandt den nemme adgang til proteiner. Det var hårdt at finde bregnerødder, og de søde kartofler var svære at dyrke, høsten slog ofte fejl. Undersøgelser af tænder og knogler har vist, at maorierne sulte. Redningen blev bla kartofler, som især amerikanere medbragte. De var lette at dyrke og blev basisføden. Desuden kom der svin, geder og får med skibene, som maorierne handlede sig til. De kunne igen få proteiner. Et helt folk var reddet. Og de hvide var i det hele taget vældig populære. For de ville give en masse sjove ting for noget så simpelt som kauritræ og harpiks. Maorierne syntes, at de havde skudt papegøjen. Alligevel gik det skidt. Man regner med, at der var ca. 100.000 maorier i Aotearoa, da de første hvide ankom, men de skulle snart blive færre.
De første par hundrede år var ellers gået fint for maorierne. Der var rigeligt med mad. De spiste søde kartofler kumara, og bregnerødder knuste de til mel eller grød. De fiskede, især efter ål, og der var masser. De jagede moa, en kæmpe struds, der spruttede af proteiner, og som også gav fjer til tøj og prydelse, ben til redskaber og æggeskaller til skåle. Desuden blev der dækket op til fest, når en hval skyllede i land, for det blev betragtet som en gave fra guderne. Man spiste i øvrigt også hinanden. Mest besejrede fjender, især hjernen, for at få overført kraft. Eller for at drille. Meget få hvide endte i maoriernes gryder. De brød sig ikke om smagen af os. Bitre, syntes de.
De var på vej mod en katastrofe, da de hvide kom. For moa’ en var udryddet. Ikke på grund af rovdrift, som man troede i mange år. Danske forskere påviste, at den måtte være uddød på grund af sygdom (se fugle), og så forsvandt den nemme adgang til proteiner. Det var hårdt at finde bregnerødder, og de søde kartofler var svære at dyrke, høsten slog ofte fejl. Undersøgelser af tænder og knogler har vist, at maorierne sulte. Redningen blev bla kartofler, som især amerikanere medbragte. De var lette at dyrke og blev basisføden. Desuden kom der svin, geder og får med skibene, som maorierne handlede sig til. De kunne igen få proteiner. Et helt folk var reddet. Og de hvide var i det hele taget vældig populære. For de ville give en masse sjove ting for noget så simpelt som kauritræ og harpiks. Maorierne syntes, at de havde skudt papegøjen. Alligevel gik det skidt. Man regner med, at der var ca. 100.000 maorier i Aotearoa, da de første hvide ankom, men de skulle snart blive færre.
Opdagelsen (1769)
Europæere så første gang Aoteaora i 1642, da hollænderen Abel Tasman sejlede tæt på ved et tilfælde. Han satte aldrig sine ben på øerne, for da hans skibe nærmede sig, sejlede maorier ham i møde og dræbte fire matrosser. Han kaldte stedet Murderers Bay – i dag Golden Bay, som ligger i den region, der er opkaldt efter Tasman. Tasman mente, han var havnet ved en halvø med forbindelse til Sydamerika, som hollænderne kaldte Staten Land. Først to år senere viste beregninger, at han havde taget fejl, og at han havde opdaget et helt nyt land. Ingen ved, hvem der kaldte stedet Nova Zeelandia efter den hollandske provins Zeeland – muligvis var det korttegneren, der plottede det ind – og noget skulle det jo hedde.
Den store opdagelsesrejsende James Cook fattede større interesse for stedet og opfattes i dag som New Zealands egentlige opdager, men for retfærdighedens skyld kaldes han for kortlæggeren. Cook så landet første gang 6. oktober 1769 og gik i land et par dage efter, sejlede rundt om begge øer og tegnede et kort, der bruges i de næste 150 år. Det kort var årsag til, at europæerne kom strømmende fra 1790.
Læs også portræt af James Cook, her.
Den store opdagelsesrejsende James Cook fattede større interesse for stedet og opfattes i dag som New Zealands egentlige opdager, men for retfærdighedens skyld kaldes han for kortlæggeren. Cook så landet første gang 6. oktober 1769 og gik i land et par dage efter, sejlede rundt om begge øer og tegnede et kort, der bruges i de næste 150 år. Det kort var årsag til, at europæerne kom strømmende fra 1790.
Læs også portræt af James Cook, her.
De hvide kommer (1790-1814)
I modsætning til nutidens turister, var det ikke det flotte sceneri og de venlige maorier, de hvide var interesserede i. På Sydøen ville de have hvaler og sæler. På Nordøen gik de efter flax til tovværk, og kauritræ og harpiks, for det var guld værd. Det var ikke just cremen af den hvide race, som ankom. De medbragte sprut, prostitution, kriminalitet og skydevåben, men i første omgang var maorierne begejstrede for den nye civilisation. De blev rige af at hjælpe de hvide med at plyndre landet for naturrigdomme. Maorierne fældede de kauritræer, som de hvide ville købe, og de tog hyre på hvalfangerbåde for at slagte hvaler. Maorierne solgte også souvenirs, for de hvide ville betale store summer for et indskrumpet tatoveret maorihovede. Først brugte man døde til formålet, hvilket også var det normale, men siden slog man slaver ihjel for at få hoveder nok, og efterhånden blev det ganske farligt at have en tatovering i hovedet, man kunne hurtigt blive sat til tørre. Indskrumpede hoveder endte på museer over hele verden, vi havde også et på Nationalmuseet i København. Men det er leveret tilbage og opbevares nu på et indviet sted på Nationalmuseet i Wellington.
Den nye velstand og lette adgang til mad betød, at maorierne kunne bekrige hinanden mere end nogensinde. De havde fået tid, fordi de nye kartofler ikke krævede så meget arbejde, og de havde fået rifler, der gjorde krig meget sjovere. Høvdingerne drog efterhånden i krig så ofte, at de mistede kontrollen i landsbyen, og når de endelig var hjemme, lå de i druk, for alkohol vandt også frem. Lovløshed, druk og hor bredte sig især i nord, hvor de fleste hvide bosatte sig. Byen Russel blev kaldt The Hellhole of the Pacific. Dertil kom sygdomme, som maorierne ikke havde modstandskraft over for, forkølelse og influenza kunne slå dem ihjel med et nys. Så selv om sulten kunne stilles, blev de stadig færre. Og det hvide klientel blev stadig voldsommere og ikke særlig venlige over for maorierne.
Den nye velstand og lette adgang til mad betød, at maorierne kunne bekrige hinanden mere end nogensinde. De havde fået tid, fordi de nye kartofler ikke krævede så meget arbejde, og de havde fået rifler, der gjorde krig meget sjovere. Høvdingerne drog efterhånden i krig så ofte, at de mistede kontrollen i landsbyen, og når de endelig var hjemme, lå de i druk, for alkohol vandt også frem. Lovløshed, druk og hor bredte sig især i nord, hvor de fleste hvide bosatte sig. Byen Russel blev kaldt The Hellhole of the Pacific. Dertil kom sygdomme, som maorierne ikke havde modstandskraft over for, forkølelse og influenza kunne slå dem ihjel med et nys. Så selv om sulten kunne stilles, blev de stadig færre. Og det hvide klientel blev stadig voldsommere og ikke særlig venlige over for maorierne.
Missionærerne kommer (1814-1830)
Rare mennesker fulgte efter de første handelsfolk: missionærerne. Den første var engelske Samuel Marsden, i 1814, men der gik ti år, før den første maori blev døbt. Maorierne fandt den kristne tro latterlig. Men de fik respekt for missionærerne, som kom for at hjælpe dem. Missionærerne ville forhindre kolonisering. Og de ville forhindre grusomme overgreb på de indfødte, som det fx var sket på indianerne i Caribien. Derfor skulle maorierne døbes, og så skulle man lade dem passe sig selv. Missionærer kom til Kerkeri i Northland i 1819, inviteret af høvding Hongi Hika, en snu høvding, der mente, at de hvide var af det gode, for de solgte ham våben. Han rejste i 1820 til England for at hjælpe sprogforskerne med at udvikle et skriftsprog for maori. Hongi Hika kom i audiens hos den engelske kong Georg, som behandlede høvdingen som en ligemand. Hongi blev overøst med gaver, men da han kom til Sydney på tilbagevejen, vekslede han det hele til rifler. Derefter indledte han den ene grusomme krig efter den anden mod maori-stammer helt ned til Rotorua. Missionærerne fik det ene chok efter det andet, når han kom hjem med krigstrofæer og slaver, og de gyste, når han satte fjendens hoveder på pæle og lod dem udstille i landsbyen, men de opgav aldrig. Hvad de ikke opnåede i omvendelse, gjorde de til gengæld i oplysning, de lærte maorierne og de hvide tilflyttere at dyrke jorden. Det var i Kerikeri, man første gang, i maj 1820, brugte en plov. Hongis død i 1828 indledte fredelige tider, og til sidst fik missionærerne overtaget. Der blev bygget skoler, og snart var Kerkeri et velfungerende sted.
Men det myldrede stadig ind med barske hvide. Og skønt det foregik nogenlunde anstændigt i New Zealand, var der masser af slagsmål på kryds og tværs, og da man en gang forsøgte at straffe maorier, der havde angrebet hvide, svarede de igen ved at sætte ild til det engelske skib Boyd og æde den 70 mand store besætning. Det forværrede samarbejdsklimaet betydeligt. De hvide blev mere brutale, og så blev maorierne mere brutale, og missionærerne kunne til sidst hverken gøre fra eller til.
Men det myldrede stadig ind med barske hvide. Og skønt det foregik nogenlunde anstændigt i New Zealand, var der masser af slagsmål på kryds og tværs, og da man en gang forsøgte at straffe maorier, der havde angrebet hvide, svarede de igen ved at sætte ild til det engelske skib Boyd og æde den 70 mand store besætning. Det forværrede samarbejdsklimaet betydeligt. De hvide blev mere brutale, og så blev maorierne mere brutale, og missionærerne kunne til sidst hverken gøre fra eller til.
Imperiet slår til (1832-1840)
Inden længe forlangte nybyggere beskyttelse for maorierne og hinanden, og missionærerne forlangte beskyttelse af maorierne. Man henvendte sig til det mægtige Britiske Imperium. Men i London ønskede man ikke at stoppe mere ind under den britiske krone, for der var rigeligt gang i butikken. Selv om man egentlig gerne ville komme maorierne til undsætning. Først da det så ud til, at Frankrig ville påtage sig opgaven i stedet, sprang briterne til. På en spagfærdig måde. De sendte i 1832 en britisk repræsentant James Busby til landet for at være myndighed, oprette ro og orden, beskytte englænderne og maorier, samt forlige maorierne internt. Han kom ene mand. Uden penge, våben eller medarbejdere. Han måtte endda selv betale sin billet fra Australien. Maorierne kaldte ham krigeren uden våben. Alligevel det lykkedes ham at få 25 høvdinge på Nordøen til at samarbejde, give dem fælles flag, og sikre maorierne ret til at bestemme i deres eget område. Men problemerne fortsatte.
Dåbsdag i Waitangi (1840)
I 1840 overtog kaptajn William Hobson styret. Stadig med ædle motiver, og maorierne kunne godt se musikken i at få mere beskyttelse mod de hvide. Derfor underskrev 45 høvdinge 6. februar 1840 en traktat foran den britiske repræsentants hus i Waitangi. Datoen regnes i dag for New Zealands dåbsdag. Med den traktat havde maorierne pludselig fået sig en dronning, der boede i England. En af høvdingerne udråbte til gengæld sig selv til konge af England. Det syntes han kun var rimeligt. Waitangi-aftalen blev sendt rundt i hele landet, og 500 høvdinge skrev under. 21. maj 1840 erklærede Hobson New Zealand for en britisk koloni og sig selv for guvernør over New Zealand.
Men der var indbyggede bomber i traktaten. Den gav dronning Victoria lov til at regere. Til gengæld garanterede hun, at maorierne kunne beholde deres land, skove, fiskerettigheder og helligdomme. Kun regeringen måtte købe og sælge jord. Men der viste sig snart uenighed om, hvad traktaten egentlig gik ud på. Der var store forskelle på den engelske tekst og teksten på maori. Den engelske udgave talte om absolut suverænitet til briterne, men det anede høvdingerne intet om. For i maori-udgaven nævnte man kun administration, og den sikrede høvdingene myndighed over egen stamme – et afsnit, som slet ikke stod i den engelske tekst. Maorierne havde skrevet under på en traktat, der skulle beskytte dem. Mens briterne skrev under på en traktat, der gav dem al magten i New Zealand.
Men der var indbyggede bomber i traktaten. Den gav dronning Victoria lov til at regere. Til gengæld garanterede hun, at maorierne kunne beholde deres land, skove, fiskerettigheder og helligdomme. Kun regeringen måtte købe og sælge jord. Men der viste sig snart uenighed om, hvad traktaten egentlig gik ud på. Der var store forskelle på den engelske tekst og teksten på maori. Den engelske udgave talte om absolut suverænitet til briterne, men det anede høvdingerne intet om. For i maori-udgaven nævnte man kun administration, og den sikrede høvdingene myndighed over egen stamme – et afsnit, som slet ikke stod i den engelske tekst. Maorierne havde skrevet under på en traktat, der skulle beskytte dem. Mens briterne skrev under på en traktat, der gav dem al magten i New Zealand.
Maorikrigene (1860-1872)
Englænderne var med en vis ret stolte over at have forhandlet sig fredeligt til en koloni, det var ikke sket gør. For vel havde de fuppet maorierne, men de var ikke blevet tvunget til noget – og man skød ikke på dem. Briterne var oprigtigt interesserede i maoriernes velfærd. Fx sendte de en delegation til England for at skabe et maoriskriftsprog. Sprogeksperter på Oxford Universitet udformede det – med 15 bogstaver. Høvdingerne kom i audiens hos den britiske konge, som behandlede dem som statsoverhoveder på statsbesøg. Han overvældede dem med gaver, som de i øvrigt byttede til våben på vejen hjem. Men trods de gode hensigter gik det mere og mere galt. Maorierne forstod ikke de hvides måder. Når maorierne solgte jord til de hvide, troede de, at de bare skulle låne den. Da de så, at jorden derefter blev solgt videre til mange gange højere priser, følte de sig snydt. Høvding Hone Heke fældede den flagstang, der var rejst i hovedstaden Russell som symbol på Waitangiaftalen. Den blev rejst igen, men den symbolske protest fortsatte, og flagstangen nåede at ryge ned fire gange med masser af krig imellem. På Nordøen slog flere høvdinge sig sammen og valgte en konge i håb om at kunne samle alle maorier. Høvding Te Wherohwero blev kong Potatu 1. Der blev krig, med blodige slag frem til 1872. Kongen overgav sig dog først officielt i 1881. Maorierne blev straffet for deres krigshandlinger. Man konfiskerede deres jord. Det var derfor en bitter fred, og der var kun 40.000 maorier tilbage. Man regnede dem for så uddødende, at briterne åbent talte om, at man måtte "smooth their pillow", altså gøre det rart for dem dødslejet.
Velfærd starter (1872-1914)
Imens strømmede indvandrere til. Flittige folk, der forvandlede bushen til effektive landbrug. I England og Skotland dannede man selskaber, hvis formål var velordnet indvandring af ordentlige borgere. Mange gjorde det godt, og økonomien boomede i landet. Da de første køleskibe blev opfundet i 1882, kunne man eksportere kød til fjerne lande, og glæden ville ingen ende tage. Samtidig fandt man guld. Omkring 1900 var der 1 million hvide indbyggere.
Det endte i et brag. Man havde forgældet sig med store lån i udlandet. Men det økonomiske kollaps havde en sølvkant. For visionære regeringer opfandt nye sociale foranstaltninger for at afhjælpe den store nød. Man vedtog jordreformer, mindsteløn, bistandshjælp, pensioner og sygesikring som de første i verden. Verden så på New Zealand som et socialt laboratorium. Bannerfører blev man også om kvinders rettigheder. Rødstrømpen Kate Sheppard ledte den kamp, der gav kvinder i New Zealand stemmeret i 1893, som den første nation i verden.
Det endte i et brag. Man havde forgældet sig med store lån i udlandet. Men det økonomiske kollaps havde en sølvkant. For visionære regeringer opfandt nye sociale foranstaltninger for at afhjælpe den store nød. Man vedtog jordreformer, mindsteløn, bistandshjælp, pensioner og sygesikring som de første i verden. Verden så på New Zealand som et socialt laboratorium. Bannerfører blev man også om kvinders rettigheder. Rødstrømpen Kate Sheppard ledte den kamp, der gav kvinder i New Zealand stemmeret i 1893, som den første nation i verden.
Støt den gratis guide til New Zealand via Mobilepay på tlf. 20216673.
Verdenskrigene (1914-1945)
Verdenskrigene var ulykkelige for New Zealand på grund af de enorme mennesketab. Lige siden Boer-krigen havde kiwierne været med på fronten i alle større konflikter på britisk side. Man forsvarede Moder England. Også af praktiske grunde. For New Zealand var så isoleret fra omverdenen, at det nærmest var umuligt at komme derfra, hvis man ikke havde mange penge. Krigstjeneste gav gratis transport til mange interessante steder. Men alt for mange vendte aldrig tilbage.
I begge verdenskrige var New Zealand det land, der sendte flest borgere i krig i forhold til indbyggertallet – og det land, der mistede flest i forhold til indbyggertal. 100.000 kiwier deltog i 1. Verdenskrig, da New Zealand kun havde 1 mio. indbyggere. 18.000 blev dræbt. I 2. Verdenskrig drog 140.000 af sted, 12.000 blev dræbt, næsten halvdelen var piloter. Derfor vil selv den mindste by have krigsmonumenter, der mindes de faldne, for alle led tab.
Kiwier blev kendt som modige soldater og fik de vanskeligste opgaver, og derfor selvfølgelig også de højeste tabstal. Under 1. verdenskrig led de enorme tab i slaget om Gallipoli, det eneste slag som tyrkerne vandt. Og under 2. verdenskrig var kiwierne ifølge den tyske general Rommel de værste at møde i kamp. Især B Company 28, en bataljon af 3578 maorier, var frygtede. Den britiske feltmarskal Montgomery sagde: Giv mig en deling maorier, og jeg vil vinde krigen. 649 maorier blev dræbt, 70 pct. kom sårede tilbage. Maoriernes heroiske indsats blev banebrydende for forholdet mellem pakeha og maori, for på slagmarken lærte de hinanden at kende, og de fik respekt for hinanden. Hvide kiwier blev rasende, når hvide amerikanske soldater behandlede maorier, som de behandlede deres sorte soldater.
Verdenskrigene betød også, at kiwierne som folk blev til. Hidtil havde kiwier været regionalt tilknyttet, og visse regioner følte mere slægtskab med England end nabo-regionen. Nordøen og Sydøen kunne for den sags skyld have været hvert sit land. Men krigene samlede kiwierne – og de begyndte at kalde sig kiwier. Der var heller ingen problemer med at få større uafhængighed fra Storbritannien.
I begge verdenskrige var New Zealand det land, der sendte flest borgere i krig i forhold til indbyggertallet – og det land, der mistede flest i forhold til indbyggertal. 100.000 kiwier deltog i 1. Verdenskrig, da New Zealand kun havde 1 mio. indbyggere. 18.000 blev dræbt. I 2. Verdenskrig drog 140.000 af sted, 12.000 blev dræbt, næsten halvdelen var piloter. Derfor vil selv den mindste by have krigsmonumenter, der mindes de faldne, for alle led tab.
Kiwier blev kendt som modige soldater og fik de vanskeligste opgaver, og derfor selvfølgelig også de højeste tabstal. Under 1. verdenskrig led de enorme tab i slaget om Gallipoli, det eneste slag som tyrkerne vandt. Og under 2. verdenskrig var kiwierne ifølge den tyske general Rommel de værste at møde i kamp. Især B Company 28, en bataljon af 3578 maorier, var frygtede. Den britiske feltmarskal Montgomery sagde: Giv mig en deling maorier, og jeg vil vinde krigen. 649 maorier blev dræbt, 70 pct. kom sårede tilbage. Maoriernes heroiske indsats blev banebrydende for forholdet mellem pakeha og maori, for på slagmarken lærte de hinanden at kende, og de fik respekt for hinanden. Hvide kiwier blev rasende, når hvide amerikanske soldater behandlede maorier, som de behandlede deres sorte soldater.
Verdenskrigene betød også, at kiwierne som folk blev til. Hidtil havde kiwier været regionalt tilknyttet, og visse regioner følte mere slægtskab med England end nabo-regionen. Nordøen og Sydøen kunne for den sags skyld have været hvert sit land. Men krigene samlede kiwierne – og de begyndte at kalde sig kiwier. Der var heller ingen problemer med at få større uafhængighed fra Storbritannien.
Efterkrigstiden (1945-1985)
Generelt var efterkrigstiden venlig ved New Zealand, og man fik en af verdens højeste levestandarder. Landbruget trivedes med en effektiv andelsbevægelse, og eksporten voksede. Eksport af kiwi-frugt blev en kæmpe succes. Man kunne sælge uendelige mængder af får og smør til Europa. Og med jetflyene blev New Zealand pludselig et stort hit i 1970´erne for turister. Men så gik Storbritannien ind i EF. Dermed mistede New Zealand sit primære marked, og landet blev kastet ud i et nationalt og økonomisk bungy-jump. Der skete også et dramatisk braindrain, for mange af landets dygtigste flyttede til Australien. Det var Labour, der først strammede elastikken med en hestekur i 1984. Dollaren blev devalueret, skattetrykket sænket og moms indført. Det gik stadig skidt. I 1990 beskar National Party de sociale ydelser og indførte brugerbetaling på mange områder. Der skulle flere penge i produktionsapparatet frem for i arbejderen. Landbrugsstøtten blev afskaffet, bare sådan lige bum. Der var masse-demonstrationer i gaderne. Men kuren virkede. Ledigheden dalede, og produktiviteten steg. Samtidig fornyede den offentlige sektor sig på en måde, der gav genlyd. Ministre fra hele verden – herunder Danmark – kom for at lære. Visse dele blev direkte kopieret i USA af Bill Clinton. I slutningen af 1990´erne lettede Labour på hestekuren, men holdt fast ved den stramme økonomiske politik.
Nej Tak til Atomer og Irak (1985-2003)
New Zealand markerede sig i 1980erne sig som modstander af atomprøvesprængninger. Det kulminerede, da franske agenter i 1985 sænkede Greenpeace-skibet Rainbow Warrior, der lå i Auckland. En aktivist blev dræbt. FN mæglede, og New Zealand fik $13 mio. i erstatning, til gengæld blev de franske agenter udleveret i Frankrig – senere løsladt og belønnet. New Zealand var rystet over den manglende internationale opbakning. Det fik man dog, da Frankrig genoptog atomprøvesprængningerne i 1995. New Zealands regering protesterede, og denne gang fulgte andre lande efter, herunder Danmark, det nyttede dog ikke noget. Kiwierne tog samme tørn med USA over atompolitik i 1984. Man lagde en 320 km atomvåbenfri zone rundt om New Zealand, som amerikanske krigsskibe med atomvåben skulle holde sig væk fra. Det var dyrt, for forsyning af krigsskibe var big business, og det kostede det tætte venskab med USA. Først i 1995 tog en amerikansk præsident igen imod en premierminister fra New Zealand. I dag er forholdet til USA normalt igen.
Irakkrigen i 2003 blev et vendepunkt for kiwierne. Kiwierne var altid kommet USA til hjælp, både i Korea, Vietnam, Golfkrigen og Afghanistan. Men i modsætning til Australien sagde New Zealand nej til at sende soldater til Irak uden FN-mandat, og da FN gav mandat, ville New Zealand kun sende ingeniørtropper. Aussierne var rasende, men på et møde mellem de to premierministre blev de "enige om at være uenige."
Irakkrigen i 2003 blev et vendepunkt for kiwierne. Kiwierne var altid kommet USA til hjælp, både i Korea, Vietnam, Golfkrigen og Afghanistan. Men i modsætning til Australien sagde New Zealand nej til at sende soldater til Irak uden FN-mandat, og da FN gav mandat, ville New Zealand kun sende ingeniørtropper. Aussierne var rasende, men på et møde mellem de to premierministre blev de "enige om at være uenige."
Terror, jordskælv og corona (2010-2020)
Et tiår vil kiwierne aldrig glemme. Ulykker i den store skala stod nærmest i kø, og de kunne lige komme sig over det ene, da den næste indtraf.
I 2011 mistede 185 livet ved et jordskælv i Christchurch - læs her, og i 2016 blev Kaikoura ramte af et jordskælv, der ændrede landskabet, men ingen mennesker døde - læs ´her
Og det sidste år i årtiet blev vildt:
15. marts 2019 blev New Zealand udsat for det værste terrorangreb i landets historie. Det skete i to moskeer i Christchurch, Først kl. 13.40 i Noor-moskeen i forstaden Riccarton, siden i Linwood Islamic Center fem kilometer derfra, kl. 13:55. 51 blev dræbt, 29 sårede. Det første angreb blev streamet på Facebook live. En 28-årig australsk mand er anklaget for angrebet, og retssagen ventes at starte i maj 2020. Premierminister Jacinda Ardern beskrev det som "en af New Zealands mørkeste dage". Som følge af tragedien vedtog Parlamentet en mere restriktiv våbenlov, og man satte en kampagne i gang for at få fjernet våben i hjemmene. Kiwierne kunne resten af året aflevere deres våben og få 90 pct. af indkøbsprisen tilbage - no questions asked. 57.000 geværer og 5000 automatvåben blev aflevereret, og staten måtte af med 450 millioner kroner for at købe dem tilbage.
9. december 2019 blev landet ramt af ny sorg, da vulkanen White Island gik i udbrud - læs her. 47 udenlandske turister var på øen på udflugt, da det skete. 19 døde.
Corona ramte New Zealand med samme alvor som resten af verden, og landet måtte igennem nedlukning og hele paletten. Men på grund af en effektiv indsats, lykkedes et at holde landet så fri, at dødsfaldet blev minimalt, og landet åbnede før de fleste.
I november 2020 viste New Zealand igen, at de vil have førertrøjen på, når det gælder den internationale dagsorden: Nu med klima. Regeringen erklærede ”a state of emergency” på klimaets vegne for at sætte fokus på global opvarmning. Ønsket er at presse verdens lande til at handle, sagde premierminister Jacinda Ardern fra Labour. Det var et af hendes valgløfter i den seneste valgkamp, som hun vandt med kæmpe sejr, ikke mindst som belønning for sin håndtering af coronakrisen. I sin sidste valgperiode fik Arderns regering vedtaget, at New Zealand skal være klimaneutral i 2050. Hun trådte overraskende tilbage i 2023 på et tidspunkt, da hun var mere populær i udlandet end hjemme. Hun overlod posten til den mere traditionelle Labour-leder, Chris Hipkens.
Corona
I følge en opgørelse fra WHO i januar 2021 er New Zealand det land i verden, der har klaret corona-krisen bedst. Selv om landet fik virus samtidig med alle andre, havde landet efter et år kun haft 2000 tilfælde og kun 27 dødsfald. Til sammenligning havde Danmark 2000 dødsfald, og vi har nogenlunde samme befolkningsstørrelse. Årsagen er, at New Zealand lukkede meget brutalt ned og lukkede grænserne omgående. Og de lukkede kun langsomt op for turister.
I 2011 mistede 185 livet ved et jordskælv i Christchurch - læs her, og i 2016 blev Kaikoura ramte af et jordskælv, der ændrede landskabet, men ingen mennesker døde - læs ´her
Og det sidste år i årtiet blev vildt:
15. marts 2019 blev New Zealand udsat for det værste terrorangreb i landets historie. Det skete i to moskeer i Christchurch, Først kl. 13.40 i Noor-moskeen i forstaden Riccarton, siden i Linwood Islamic Center fem kilometer derfra, kl. 13:55. 51 blev dræbt, 29 sårede. Det første angreb blev streamet på Facebook live. En 28-årig australsk mand er anklaget for angrebet, og retssagen ventes at starte i maj 2020. Premierminister Jacinda Ardern beskrev det som "en af New Zealands mørkeste dage". Som følge af tragedien vedtog Parlamentet en mere restriktiv våbenlov, og man satte en kampagne i gang for at få fjernet våben i hjemmene. Kiwierne kunne resten af året aflevere deres våben og få 90 pct. af indkøbsprisen tilbage - no questions asked. 57.000 geværer og 5000 automatvåben blev aflevereret, og staten måtte af med 450 millioner kroner for at købe dem tilbage.
9. december 2019 blev landet ramt af ny sorg, da vulkanen White Island gik i udbrud - læs her. 47 udenlandske turister var på øen på udflugt, da det skete. 19 døde.
Corona ramte New Zealand med samme alvor som resten af verden, og landet måtte igennem nedlukning og hele paletten. Men på grund af en effektiv indsats, lykkedes et at holde landet så fri, at dødsfaldet blev minimalt, og landet åbnede før de fleste.
I november 2020 viste New Zealand igen, at de vil have førertrøjen på, når det gælder den internationale dagsorden: Nu med klima. Regeringen erklærede ”a state of emergency” på klimaets vegne for at sætte fokus på global opvarmning. Ønsket er at presse verdens lande til at handle, sagde premierminister Jacinda Ardern fra Labour. Det var et af hendes valgløfter i den seneste valgkamp, som hun vandt med kæmpe sejr, ikke mindst som belønning for sin håndtering af coronakrisen. I sin sidste valgperiode fik Arderns regering vedtaget, at New Zealand skal være klimaneutral i 2050. Hun trådte overraskende tilbage i 2023 på et tidspunkt, da hun var mere populær i udlandet end hjemme. Hun overlod posten til den mere traditionelle Labour-leder, Chris Hipkens.
Corona
I følge en opgørelse fra WHO i januar 2021 er New Zealand det land i verden, der har klaret corona-krisen bedst. Selv om landet fik virus samtidig med alle andre, havde landet efter et år kun haft 2000 tilfælde og kun 27 dødsfald. Til sammenligning havde Danmark 2000 dødsfald, og vi har nogenlunde samme befolkningsstørrelse. Årsagen er, at New Zealand lukkede meget brutalt ned og lukkede grænserne omgående. Og de lukkede kun langsomt op for turister.
Maori-erstatninger (1975-2020)
Efter 2. verdenskrig blev maorierne i højere grad en del af New Zealand. Men der opstod også en bevægelse for maori-selvstyre og erstatning for de hvides ugerninger i 1800-tallet. I 1975 etablerede regeringen The Waitangi Tribunal. Her kan maorierne afprøve deres krav, og siden er pengene fosset ud af statskassen. Milliarder af kroner og enorme landområder er givet til maori-stammer for ubehageligheder, der fandt sted i 1800 og hvidkål. I november 1995 fik Tainui-stammen 18.000 hektar jord og $112 mio. i erstatning for overgreb og social nød forårsaget af engelske bosættere i 1868. Og en personlig undskyldning af dronning Elizabeth. I 1999 udbetalte kommissionen en erstatning på $42 mio. til Ngati Awa-stammen, fordi engelske soldater i 1880 havde belejret en landsby, ødelagt nogle huse og fængslet 30 maorier uretmæssigt. Og det bliver ved. Ofte køber stammerne jord for erstatningerne og etablerer virksomheder og fonde, hvis overskud går til skoler og institutioner til glæde for de lokale maorier. Andre gange aner ingen, hvor pengene bliver af, og det irriterer ikke kun pakeha´er, men også maorier, for de betaler jo også skat
Men maorierne har også skudt så meget over mål, at det gav bagslag. I 2002 krævede Ngati Toa-stammen for eksempel $1/2 mio. i royalty, fordi rugby-landsholdet opfører krigsdansen haka før deres kampe (se Kulturliv). Stammen mente at have copyright på haka, selv om den er flere hundrede år gammel. Men størst ramaskrig gav det i 2003, da maorier forlangte ejerskab til havet omkring New Zealand. Da regeringen lod kravet prøve ved tribunalet, havde kiwierne fået nok. De var rasende. Og det blev endnu værre, da regeringen kundgjorde, at havene tilhørte ”The Crown”, altså staten, og at alle i New Zealand havde ”ansvar” for dem. Netop fordi det, at man med teksten prøvede at behage maorierne, var dråben. Premierminister Helen Clark måtte i hast før valget i 2005 erkende, at man var gået for vidt. Og nu skulle det stoppe. Men det gjorde det ikke. i 2014 fik maorierne hele den enorme nationalpark Te Urewera på Nordøen “tilbage”, som det hed. Og så var den ikke længere nationalpark.
Maorierne blev tilbudt en samlet erstatning på $1 milliard og en personlig undskyldning fra dronningen, hvis de vil frafalde krav i fremtiden, men det har de afvist. Nu er aftalen, at maorierne må hamre løs med krav indtil 2020. Derefter lukker kassen. Herefter kan maorier kun lægge sager an om forhold, der er sket efter 1992. Resten bliver et lukket kapitel - men det har man sagt før.
Men maorierne har også skudt så meget over mål, at det gav bagslag. I 2002 krævede Ngati Toa-stammen for eksempel $1/2 mio. i royalty, fordi rugby-landsholdet opfører krigsdansen haka før deres kampe (se Kulturliv). Stammen mente at have copyright på haka, selv om den er flere hundrede år gammel. Men størst ramaskrig gav det i 2003, da maorier forlangte ejerskab til havet omkring New Zealand. Da regeringen lod kravet prøve ved tribunalet, havde kiwierne fået nok. De var rasende. Og det blev endnu værre, da regeringen kundgjorde, at havene tilhørte ”The Crown”, altså staten, og at alle i New Zealand havde ”ansvar” for dem. Netop fordi det, at man med teksten prøvede at behage maorierne, var dråben. Premierminister Helen Clark måtte i hast før valget i 2005 erkende, at man var gået for vidt. Og nu skulle det stoppe. Men det gjorde det ikke. i 2014 fik maorierne hele den enorme nationalpark Te Urewera på Nordøen “tilbage”, som det hed. Og så var den ikke længere nationalpark.
Maorierne blev tilbudt en samlet erstatning på $1 milliard og en personlig undskyldning fra dronningen, hvis de vil frafalde krav i fremtiden, men det har de afvist. Nu er aftalen, at maorierne må hamre løs med krav indtil 2020. Derefter lukker kassen. Herefter kan maorier kun lægge sager an om forhold, der er sket efter 1992. Resten bliver et lukket kapitel - men det har man sagt før.
Hvis du vil støtte guiden, kan du fx sende en 20'er til MobilePay på tlf. nr. 20216673
Vigtige årstal i New Zealand
950: Kupe opdager ifølge legenden Aotearoa.
1100-1300: Flere immigrationsbølger af polynesiere.
1642: Abel Tasman opdager New Zea-land.
1769: James Cook kortlægger New Zealand – og igen i 1773 og 1777.
1790: De første sælfangere ankommer.
1809: Maorier angriber skibet »Boyd« og spiser besætningen.
1814: Første missionær ankommer.
1820: Maorierne får skriftsprog.
1824: Første maori bliver døbt.
1827: Biblen udkommer på maori.
1833: Første britiske repræsentant ankommer.
1840: Waitangi-traktaten underskrives.
1858: Høvdinger danner eget kongerige. Maori landkrigene begynder.
1865: Wellington bliver hovedstad. Første centralregering etableres.
1876: Skolepligt indføres.
1879: Alle mænd får stemmeret.
1881: Maori-kongen overgiver sig.
1882: Verdens første køleskib sejler fra Dunedin.
1890: Hjemmestyre indføres.
1893: Kvinder får stemmeret som de første i verden.
1894: Verdens første arbejdsret indføres.
1898: Verdens første folkepension.
1899: Første maori udnævnes til minister.
1100-1300: Flere immigrationsbølger af polynesiere.
1642: Abel Tasman opdager New Zea-land.
1769: James Cook kortlægger New Zealand – og igen i 1773 og 1777.
1790: De første sælfangere ankommer.
1809: Maorier angriber skibet »Boyd« og spiser besætningen.
1814: Første missionær ankommer.
1820: Maorierne får skriftsprog.
1824: Første maori bliver døbt.
1827: Biblen udkommer på maori.
1833: Første britiske repræsentant ankommer.
1840: Waitangi-traktaten underskrives.
1858: Høvdinger danner eget kongerige. Maori landkrigene begynder.
1865: Wellington bliver hovedstad. Første centralregering etableres.
1876: Skolepligt indføres.
1879: Alle mænd får stemmeret.
1881: Maori-kongen overgiver sig.
1882: Verdens første køleskib sejler fra Dunedin.
1890: Hjemmestyre indføres.
1893: Kvinder får stemmeret som de første i verden.
1894: Verdens første arbejdsret indføres.
1898: Verdens første folkepension.
1899: Første maori udnævnes til minister.
1901: Regeringen afviser føderation med Australien.
1907: Landets status hæves fra koloni til dominion (selvstyre).
1911: Verdens første folkepension for kvinder.
1915: 2.700 kiwier dør i slaget ved Gallipoli i Tyrkiet.
1936: 40-timers arbejdsuge indføres.
1938: Verdens første offentlige sygesikring og bistandshjælp.
1947: Landet bliver uafhængigt af Storbritannien.
1951: Indgår i forsvarspagten ANZUS.
1962: Indførelse af ombudsmand.
1975: Waitangi-kommissionen nedsættes.
1983: Danner fællesmarked med Australien.
1985: Greenpeaceskibet Rainbow Warrior sænkes.
1994: Undskyldning og erstatning til Tainui-stammen.
1995: New Zealand vinder første gang America’s Cup i Black Magic.
1995: Regeringen giver undskyldning til maorier.
1996: Første valg efter forholdstalssystemet.
1997: Jenny Shipley bliver første kvindelige premierminister.
1999: Helen Clark bliver første valgte kvindelige premierminister.
2003: Prostitution gøres lovlig.
2003 Den sidste af de tre Ringenes Herre-film har verdenspremiere
2010 Christchurch rammes af store jordskælv, og igen i 2011
2011 New Zealand vinder VM i rugby, og igen i 2015.
2011 Generalguvernøren indvier Te Araroa, New Zealands længste vandresti på 3000 km
2016 Jordskælv ødelægger store områder omkring Kaikoura.
2017 Labour-regering med verdens yngste kvindelige premierminister, Jacinda Ardern
2017 New Zealand udpeges som det mindste korrupte land i verden
2019 Christchurch rammes af terrorangreb på moskeer, flere end 50 dræbte
2019 White Island går i udbrud 9. december og dræber 19 turister
2020 Folkeafstemning pålægger regeringen at indføre aktiv dødshjælp i 2021
2020 Regeringen vedtager, at erklære klimaet i krise og vil være klimaneutral i 2050
2020 Landet lukker for turister på grund af Corona.
2022 New Zealand kommer ud af Corona-krisen med kun 27 dødsfald (opgjort 1/10)
2023 Cyklonen Gabriella hærger Nordøen.
1907: Landets status hæves fra koloni til dominion (selvstyre).
1911: Verdens første folkepension for kvinder.
1915: 2.700 kiwier dør i slaget ved Gallipoli i Tyrkiet.
1936: 40-timers arbejdsuge indføres.
1938: Verdens første offentlige sygesikring og bistandshjælp.
1947: Landet bliver uafhængigt af Storbritannien.
1951: Indgår i forsvarspagten ANZUS.
1962: Indførelse af ombudsmand.
1975: Waitangi-kommissionen nedsættes.
1983: Danner fællesmarked med Australien.
1985: Greenpeaceskibet Rainbow Warrior sænkes.
1994: Undskyldning og erstatning til Tainui-stammen.
1995: New Zealand vinder første gang America’s Cup i Black Magic.
1995: Regeringen giver undskyldning til maorier.
1996: Første valg efter forholdstalssystemet.
1997: Jenny Shipley bliver første kvindelige premierminister.
1999: Helen Clark bliver første valgte kvindelige premierminister.
2003: Prostitution gøres lovlig.
2003 Den sidste af de tre Ringenes Herre-film har verdenspremiere
2010 Christchurch rammes af store jordskælv, og igen i 2011
2011 New Zealand vinder VM i rugby, og igen i 2015.
2011 Generalguvernøren indvier Te Araroa, New Zealands længste vandresti på 3000 km
2016 Jordskælv ødelægger store områder omkring Kaikoura.
2017 Labour-regering med verdens yngste kvindelige premierminister, Jacinda Ardern
2017 New Zealand udpeges som det mindste korrupte land i verden
2019 Christchurch rammes af terrorangreb på moskeer, flere end 50 dræbte
2019 White Island går i udbrud 9. december og dræber 19 turister
2020 Folkeafstemning pålægger regeringen at indføre aktiv dødshjælp i 2021
2020 Regeringen vedtager, at erklære klimaet i krise og vil være klimaneutral i 2050
2020 Landet lukker for turister på grund af Corona.
2022 New Zealand kommer ud af Corona-krisen med kun 27 dødsfald (opgjort 1/10)
2023 Cyklonen Gabriella hærger Nordøen.
Støt guiden med drikkepenge via MobilePay: 20216673