I New Zealand bor kiwierne
Det er næsten surrealistisk, at man kan rejse helt om på den anden side af jorden og så havne hos folk, der minder så meget danskere. Kiwier er vestlige, veluddannede og venlige.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det første møde med en kiwi skuffer lidt. Her havde man glædet sig til en rå fårefarmer, med halmstrå i mundvigen, i overalls, krøllet og glad, med en sværm af får, fluer og hunde omkring sig. Eller man havde glædet sig til en stor, fed maori i bastskørt, der danser, råber og rækker tunge, så det kilder. Og hvad møder man? Civiliserede mennesker. Veluddannede. Velklædte. Veltalende. Veltilpassede. Velhavende. Med en levestandard og en levemåde som vores. Måske venligere, men ellers ligner de os til forveksling. For 85 pct. af kiwierne bor i byer og lever moderne liv med smart tøj, store huse og pæne biler. De går i teatret, surfer net, læser og lytter. Er der ikke bare en enkelt bondekarl i bøllehat? Jo, men han har sikkert en mini-lab-top-med-satellite-dish i baglommen. Kvinderne ligeså. De gør karriere og sætter børn i børnehave. Og de kigger alle på deres mobiltelefon, ligesom os.
Forskellen på danskere ligger i kontakten. Kiwier er kontaktsøgende. Et særligt gæstfrit gen må være udviklet, da landet lå afsondret. Man bliver næsten overrumplet af gæstfriheden.
Kiwierne er et af verdens mest berejste folk. Længe før unge fra Europa skulle Jorden Rundt efter skoletid, fløj unge kiwier til Europa på deres OE, Overseas Experience. Og de flytter gerne, hvis de ser grønnere græs andre steder, fx til Australien, hvor de kan bo uden det store papirarbejde. Aussierne regner derfor kiwierne for opportunistiske, men det forstår en kiwi slet ikke. De synes, de er hensigtsmæssige. Deres mål er at klare sig, og så må man gøre, hvad der er nødvendigt. De er opfindsomme, og de vil uden stort besvær reparere komplicerede maskiner med en klips og en elastik.
Mange vil gerne til New Zealand. I dag er hver 5. kiwi født uden for New Zealand. Antallet af asiater er fordoblet på ti år, og hver 8. indbygger i Auckland har asiatisk baggrund. Desuden kommer der polynesiere fra stillehavsøer. Men der er stadig flest pakeha'er og maori.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det første møde med en kiwi skuffer lidt. Her havde man glædet sig til en rå fårefarmer, med halmstrå i mundvigen, i overalls, krøllet og glad, med en sværm af får, fluer og hunde omkring sig. Eller man havde glædet sig til en stor, fed maori i bastskørt, der danser, råber og rækker tunge, så det kilder. Og hvad møder man? Civiliserede mennesker. Veluddannede. Velklædte. Veltalende. Veltilpassede. Velhavende. Med en levestandard og en levemåde som vores. Måske venligere, men ellers ligner de os til forveksling. For 85 pct. af kiwierne bor i byer og lever moderne liv med smart tøj, store huse og pæne biler. De går i teatret, surfer net, læser og lytter. Er der ikke bare en enkelt bondekarl i bøllehat? Jo, men han har sikkert en mini-lab-top-med-satellite-dish i baglommen. Kvinderne ligeså. De gør karriere og sætter børn i børnehave. Og de kigger alle på deres mobiltelefon, ligesom os.
Forskellen på danskere ligger i kontakten. Kiwier er kontaktsøgende. Et særligt gæstfrit gen må være udviklet, da landet lå afsondret. Man bliver næsten overrumplet af gæstfriheden.
Kiwierne er et af verdens mest berejste folk. Længe før unge fra Europa skulle Jorden Rundt efter skoletid, fløj unge kiwier til Europa på deres OE, Overseas Experience. Og de flytter gerne, hvis de ser grønnere græs andre steder, fx til Australien, hvor de kan bo uden det store papirarbejde. Aussierne regner derfor kiwierne for opportunistiske, men det forstår en kiwi slet ikke. De synes, de er hensigtsmæssige. Deres mål er at klare sig, og så må man gøre, hvad der er nødvendigt. De er opfindsomme, og de vil uden stort besvær reparere komplicerede maskiner med en klips og en elastik.
Mange vil gerne til New Zealand. I dag er hver 5. kiwi født uden for New Zealand. Antallet af asiater er fordoblet på ti år, og hver 8. indbygger i Auckland har asiatisk baggrund. Desuden kommer der polynesiere fra stillehavsøer. Men der er stadig flest pakeha'er og maori.
Hvad er en kiwi?
Det var først en fugl. En lille langnæbbet, nyttesløs én, der skriger, så det lyder som kiiii-wiiii, kiii-wiii! Det er nok derfor, den hedder en kiwi, men jeg ved det ikke. Fuglen lever kun i New Zealand, og det var engang så langt væk, at ingen i Danmark anede noget om fuglen, og vi havde i hvert fald ikke hørt den skrige kiiiwiii, kiii-wiii! Men så kom skosværten. En fed, læderfedt i små, runde dåser, lavet i New Zealand, og vi lagde mærke til, at den hed Kiwi, og der var en mærkelig fugl på låget. Kiwien som skosværte blev derfor først verdensberømt. Soldater i New Zealand elskede deres læderfedt, nægtede at bruge andet til deres støvler, og de tog dåserne med til krige i Europa, som de altid blev inviteret med til. Deres allierede så soldaterne fra New Zealand gejle deres støvler med kiwi-dåsernes læderfedt, og kaldte soldaterne for kiwier. Sådan lidt soldaterhumor. En kiwi blev: En soldat fra New Zealand. Det var sikkert for at drille, men soldaterne elskede det og tog det sig med hjem. Og efter 2. verdenskrig begyndte alle i New Zealand at kalde sig for kiwier, for de elskede deres soldater. Få år efter fik kiwierne succes med eksport af kinesiske stikkelsbær. Fordi de kaldte dem kiwier, for hvis det kunne sælge skosværte, kunne det vel også sælge frugt. Og det gjorde navnet kiwi verdensberømt, mere end både fuglen, skosværten, soldaterne og newzealænderne selv. Men i New Zealand omtaler man sig stadig som kiwi, uanset race, køn, farve eller religion. Og uanset om man er pakeha eller maori.
Pakeha og Maori
Maori og Pakeha er ligemænd i New Zealands Rigsvåben. Et rigsvåben uden løver, kun et slattent får.
Kiwier er alle, der bor i New Zealand, både maori og pakeha, det sidste er deres ord for "hvide". De lever fredeligt sammen, sådan da. Man behandler hinanden med respekt, og i det daglige og på gadeplan er der intet fjendskab. Men under overfladen er der problemer, og debatten mellem dem kan være høj.
Maorierne udgør 15 pct. af kiwierne. Kun hver femte er fuldblods, for ægteskaber mellem pakeha og maori har altid været fuldt acceptable. Så det kan være svært at se, hvem der er hvem. Man kan møde en maori med mørk hud og tatoveringer, der fortæller, at han hedder Den, som kan gå mange mil med et brækket ben, og straks bryde ud i grin og sige: Naaaaa, I am just good old Chris Tapper. Omvendt kan en rødhåret med fregner snildt kalde sig maori. Man skal bare have 30 pct. maori-blod, så må man være maori. Det kan være en fordel, fordi maorier får positiv særbehandling til jobs, boliger og uddannelse. De er overrepræsenteret i parlamentet og har deres egen minister.
Maoriernes kultur og skikke respekteres som aldrig før, og det er den gruppe, der har den største tilvækst. Man kunne derfor tro, at alt var fint, men det er det ikke.
For selv om der aldrig har været racediskrimination, og selv om de hvide set i historiens lys har behandlet maorierne pænt, kommer man ikke udenom, at maorierne er de dårligst stillede. De er mere arbejdsløse end hvide, og over halvdelen i fængsel er maorier. Der er flere overgreb på kvinder og børn blandt maorier.
I dag erkender man, at årsagen er den berøringsangst, der har været fra pakeha til maori. Det har været politisk ukorrekt at målrette en indsats fx mod unge kriminelle maorier, fordi man dermed antydede, at maorier er mere kriminelle end andre, selv om enhver kan se, at det er de. Og man har ladt maorikvinderne helt i stikken. For eksempel accepteret, at de end ikke må tale i offentlige forsamlinger. Flere og flere mener, at man er ved at kvæle maorierne i omsorg, og at tiden er inde til, at alle kiwier behandles ens, uanset tiptip-oldeforældrene. Premierminister Helen Clark sagde ligeud i 2005, at maorierne var nødt til at udvikle sig. At de kunne starte med at tillade kvinder komme til orde. Så spyttede de på hende, da hun kom for at fejre Waitangi-Day, og et år aflyste hun sin deltagelse. De er kommet på god fod igen. Men der er ikke sket store ændringer på forholdene, og ekstremistiske maorier forlanger stadig selvstyre, egne fængsler og økonomisk erstatning i stride strømme (se historie)
Maorierne udgør 15 pct. af kiwierne. Kun hver femte er fuldblods, for ægteskaber mellem pakeha og maori har altid været fuldt acceptable. Så det kan være svært at se, hvem der er hvem. Man kan møde en maori med mørk hud og tatoveringer, der fortæller, at han hedder Den, som kan gå mange mil med et brækket ben, og straks bryde ud i grin og sige: Naaaaa, I am just good old Chris Tapper. Omvendt kan en rødhåret med fregner snildt kalde sig maori. Man skal bare have 30 pct. maori-blod, så må man være maori. Det kan være en fordel, fordi maorier får positiv særbehandling til jobs, boliger og uddannelse. De er overrepræsenteret i parlamentet og har deres egen minister.
Maoriernes kultur og skikke respekteres som aldrig før, og det er den gruppe, der har den største tilvækst. Man kunne derfor tro, at alt var fint, men det er det ikke.
For selv om der aldrig har været racediskrimination, og selv om de hvide set i historiens lys har behandlet maorierne pænt, kommer man ikke udenom, at maorierne er de dårligst stillede. De er mere arbejdsløse end hvide, og over halvdelen i fængsel er maorier. Der er flere overgreb på kvinder og børn blandt maorier.
I dag erkender man, at årsagen er den berøringsangst, der har været fra pakeha til maori. Det har været politisk ukorrekt at målrette en indsats fx mod unge kriminelle maorier, fordi man dermed antydede, at maorier er mere kriminelle end andre, selv om enhver kan se, at det er de. Og man har ladt maorikvinderne helt i stikken. For eksempel accepteret, at de end ikke må tale i offentlige forsamlinger. Flere og flere mener, at man er ved at kvæle maorierne i omsorg, og at tiden er inde til, at alle kiwier behandles ens, uanset tiptip-oldeforældrene. Premierminister Helen Clark sagde ligeud i 2005, at maorierne var nødt til at udvikle sig. At de kunne starte med at tillade kvinder komme til orde. Så spyttede de på hende, da hun kom for at fejre Waitangi-Day, og et år aflyste hun sin deltagelse. De er kommet på god fod igen. Men der er ikke sket store ændringer på forholdene, og ekstremistiske maorier forlanger stadig selvstyre, egne fængsler og økonomisk erstatning i stride strømme (se historie)
Velfærd i New Zealand
New Zealand har nærmest opfundet velfærdssamfundet. Som første land i verden med folkepension, arbejdsløshedsunderstøttelse, gratis lægehjælp og sygedagpenge. Men nu er de ved at neddrosle velfærden, dels er der ikke råd til den, dels er troen på, at bistand kan løse alt for nedadgående. Pensionsalderen er sat op fra 60 til 65 år, og man skal tegne private pensioner. Dagpengene er så små, at man knapt kan leve af dem. Delvis brugerbetaling er indført i dele af sundhedsvæsenet, og over halvdelen af kiwierne har privat sygeforsikring. Undervisning er gratis, men med en række gebyrer, selv i folkeskolen. Det er stadig gratis at blive behandlet på sygehuse. Og kvinder får udvidet betalt barsel til 26 uger i 2020. Så man kan stadig kalde det et velfærdssamfund.
Kiwierne har generelt fået færre penge mellem hænderne, fordi lønningerne ikke er fulgt med inflationen. Den gennemsnitlige årsløn er ca. 200.000 kroner, til gengæld betaler man meget lidt i skat, 12-30 pct. Dertil kommer ejendomsskat, og da de langt de fleste er husejere, gælder den stort set alle. De fattige er blevet fattigere. Børnefamilier har det så hårdt, at regeringen i 2018 vedtog at give 4 milliarder kroner om året i ekstra tilskud til ca. 300.000 børn, der menes at leve i fattigdom. Og der er udnævnt en børnekommissær, som skal sikre gode vilkår for børn, ikke mindst maoribørn, som ofte har det sværest.
New Zealands problem er, at økonomien konstant er udfordret af store naturkatastrofer, som kræver milliardinvesteringer. For eksempel jordskælvet i Christchurch. Men derudover er der hele tiden veje, der falder sammen, floder der oversvømmer byer – og alt, hvad et naturskønt land må døje med.
Men bortset fra det, så er kiwierne glade og giver udtryk for høj livskvalitet. Og de bliver sundere og sundere. På ti år er levealderen øget med 3,2 år, den største stigning i noget OECD-land. Og kampagner mod fed mad, rygning og trafikdrab fortsætter med at forlænge kiwiernes skønne liv.
Vidste du, at New Zealand har auto-ægteskaber. Hvis et par – uanset køn – bor sammen i mere end tre år, har de samme rettigheder som ægteviede.
Kiwierne har generelt fået færre penge mellem hænderne, fordi lønningerne ikke er fulgt med inflationen. Den gennemsnitlige årsløn er ca. 200.000 kroner, til gengæld betaler man meget lidt i skat, 12-30 pct. Dertil kommer ejendomsskat, og da de langt de fleste er husejere, gælder den stort set alle. De fattige er blevet fattigere. Børnefamilier har det så hårdt, at regeringen i 2018 vedtog at give 4 milliarder kroner om året i ekstra tilskud til ca. 300.000 børn, der menes at leve i fattigdom. Og der er udnævnt en børnekommissær, som skal sikre gode vilkår for børn, ikke mindst maoribørn, som ofte har det sværest.
New Zealands problem er, at økonomien konstant er udfordret af store naturkatastrofer, som kræver milliardinvesteringer. For eksempel jordskælvet i Christchurch. Men derudover er der hele tiden veje, der falder sammen, floder der oversvømmer byer – og alt, hvad et naturskønt land må døje med.
Men bortset fra det, så er kiwierne glade og giver udtryk for høj livskvalitet. Og de bliver sundere og sundere. På ti år er levealderen øget med 3,2 år, den største stigning i noget OECD-land. Og kampagner mod fed mad, rygning og trafikdrab fortsætter med at forlænge kiwiernes skønne liv.
Vidste du, at New Zealand har auto-ægteskaber. Hvis et par – uanset køn – bor sammen i mere end tre år, har de samme rettigheder som ægteviede.
Sproget i New Zealand
New Zealand har to sprog, engelsk og maori. Maori tales kun af ca. 8 pct., og endnu færre forstår det. Men det er ved at ændre sig. Flere skoler er begyndt at undervise i det, så man ligefrem kan tage en uddannelse på maori. Man vil se stadig flere stednavne på maori. Engelske navne bliver omdøbt til de originale maori, f.eks. hed det Egmont vulkanen, nu hedder den Taranaki - igen. Man er dog ikke nået til at omdøbe New Zealand til Aoetearoa,maoriernes navn for deres land, men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. (se sproghjørnet)
Vidste du, at maori skriftsproget blev opfundet af engelske sprogfolk i Oxford. Det skete i 1820, da en række høvdinger kom til England. Det har 15 bogstaver.
Religion
New Zealand er et kristent land - 2/3 er protestanter (anglikanere og presbyterianere), resten er katolikker. Også maorierne er kristne, der er en maori-anglikansk kirke, de dyrker det blot med en række maori-facetter med ceremonier og helligdomme fra deres kultur, f.eks. hellige steder, tapu, som også respekteres af pakeha'er. De fleste har et afslappet forhold til religion.
Uddannelse
Kiwiernes uddannelsessystem blev i 1980´erne forbillede for hele den vestlige verden, også Danmark. Deres folkeskole indførte undervisning, der tilpasser sig den enkelte elev med individuelle handleplaner. Dog er der noget mere disciplin i New Zealands skoler end i danske. Største problem er lærermangel, så lærere har let ved at få opholdstilladelse i New Zealand. Skolegang er gratis, men der er en række udgifter og gebyrer, som efterhånden er blevet en belastning for de fattigste. På grund af de store afstande må 20.000 børn hjemmeundervises. Men ellers kan man tage alle slags uddannelser på begge øer, og der er syv universiteter.
New Zealand har to sprog, engelsk og maori. Maori tales kun af ca. 8 pct., og endnu færre forstår det. Men det er ved at ændre sig. Flere skoler er begyndt at undervise i det, så man ligefrem kan tage en uddannelse på maori. Man vil se stadig flere stednavne på maori. Engelske navne bliver omdøbt til de originale maori, f.eks. hed det Egmont vulkanen, nu hedder den Taranaki - igen. Man er dog ikke nået til at omdøbe New Zealand til Aoetearoa,maoriernes navn for deres land, men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. (se sproghjørnet)
Vidste du, at maori skriftsproget blev opfundet af engelske sprogfolk i Oxford. Det skete i 1820, da en række høvdinger kom til England. Det har 15 bogstaver.
Religion
New Zealand er et kristent land - 2/3 er protestanter (anglikanere og presbyterianere), resten er katolikker. Også maorierne er kristne, der er en maori-anglikansk kirke, de dyrker det blot med en række maori-facetter med ceremonier og helligdomme fra deres kultur, f.eks. hellige steder, tapu, som også respekteres af pakeha'er. De fleste har et afslappet forhold til religion.
Uddannelse
Kiwiernes uddannelsessystem blev i 1980´erne forbillede for hele den vestlige verden, også Danmark. Deres folkeskole indførte undervisning, der tilpasser sig den enkelte elev med individuelle handleplaner. Dog er der noget mere disciplin i New Zealands skoler end i danske. Største problem er lærermangel, så lærere har let ved at få opholdstilladelse i New Zealand. Skolegang er gratis, men der er en række udgifter og gebyrer, som efterhånden er blevet en belastning for de fattigste. På grund af de store afstande må 20.000 børn hjemmeundervises. Men ellers kan man tage alle slags uddannelser på begge øer, og der er syv universiteter.
Erhvervsliv i New Zealand
Trods masser af år med socialdemokratisk styre har New Zealand en af de mest liberale økonomier i verden. F.eks. er deres landbrug uden nogen form for støtte, og det går glimrende. Desuden satser man på teknologi og udvinding af olie og naturgas. Rygraden i økonomien er landbrug, gartneri og turisme. Landets store problem er mangel på arbejdskraft, men man kan ikke blive enige om, hvem man vil tiltrække. Labour vil åbne portene for indvandring, mens de nationale vil hente udvandrede kiwier hjem igen. Især de 650.000 kiwier, der bor i Australien. Ca. 45.000 fra alverdens lande får lov at indvandre til New Zealand hvert år. Heraf er 20 pct. familiesammenføringer og 10 pct. flygtninge.
New Zealand er plettet med får. Billede af Tom Fløgstad fra Pixabay
Landbrug
New Zealand lever af græs. Den jævne regn får græsset til at vokse bedre end noget andet sted, og får og kvæg har det dejligt. 62 pct. af landets areal bruges til landbrug. Der er mellem 50-80 mio. får fordelt på 24.000 farme - og 11 mio. stykker kvæg, som går ude. Dertil 1,1 mio. hjorte. Man producerer også geder, emuer og strudse. Intet andet land i verden har så mange husdyr pr. indbygger. Derfor har man samme miljøproblemer som i Danmark, med kvælstof, der tager livet af åer og vandløb. Og dyrene bøvser og prutter og ændrer klimaet. Ingen landmænd får støtte fra staten. Støtten havde nået EU-højder, men i 1980´erne blev den fjernet, og masser af bønder gik fallit, tilbage blev levedygtige bønder, der nu kan konkurrere med resten af verden – også de støtteplagede europæere.
New Zealand lever af græs. Den jævne regn får græsset til at vokse bedre end noget andet sted, og får og kvæg har det dejligt. 62 pct. af landets areal bruges til landbrug. Der er mellem 50-80 mio. får fordelt på 24.000 farme - og 11 mio. stykker kvæg, som går ude. Dertil 1,1 mio. hjorte. Man producerer også geder, emuer og strudse. Intet andet land i verden har så mange husdyr pr. indbygger. Derfor har man samme miljøproblemer som i Danmark, med kvælstof, der tager livet af åer og vandløb. Og dyrene bøvser og prutter og ændrer klimaet. Ingen landmænd får støtte fra staten. Støtten havde nået EU-højder, men i 1980´erne blev den fjernet, og masser af bønder gik fallit, tilbage blev levedygtige bønder, der nu kan konkurrere med resten af verden – også de støtteplagede europæere.
Gartneri
Klimaet er ideelt til frugt, grøntsager og blomster. Kiwifrugt er den største eksportvare. Den stammer fra Yangtze-dalen i Kina og hed kinesisk stikkelsbær. Både englænderne og amerikanerne prøvede at tjene penge på den, men opgav. I 1959 opkaldte man dem efter sig selv og fortalte hele verden om frugten, der havde dobbelt så mange C-vitaminer som appelsiner. Succesen var hjemme. New Zealand har nu to tredjedele af verdensproduktionen. Den mest kendte er sorten zespri, men man har et hav af sorter i alle farver.
Vidste du, at kiwifrugten indeholder et enzym, der effektivt fortærer proteiner. Derfor kan man gøre kød mørt ved at hælde kiwisaft på det.
Klimaet er ideelt til frugt, grøntsager og blomster. Kiwifrugt er den største eksportvare. Den stammer fra Yangtze-dalen i Kina og hed kinesisk stikkelsbær. Både englænderne og amerikanerne prøvede at tjene penge på den, men opgav. I 1959 opkaldte man dem efter sig selv og fortalte hele verden om frugten, der havde dobbelt så mange C-vitaminer som appelsiner. Succesen var hjemme. New Zealand har nu to tredjedele af verdensproduktionen. Den mest kendte er sorten zespri, men man har et hav af sorter i alle farver.
Vidste du, at kiwifrugten indeholder et enzym, der effektivt fortærer proteiner. Derfor kan man gøre kød mørt ved at hælde kiwisaft på det.
New Zealands vinmarkerne giver nu nogle af verdens bedste vine.
Vin
New Zealand er en efterhånden pæn stor vinnation. Den fik et kick, da SAS i 1980erne tog vin fra New Zealand på menukortet, fordi man anså den for verdens bedste. Fra Marlborough kom den nu verdensberømte Sauvignon Blanc, der er helt anderledes liflig og fruity end det, man får ud af samme drue i Europa, og området eksploderede og er stadig det største vinområde. Men alle vil være med. Vin vinder ind på flere og flere markeder – og marker. Nu er der næsten 700 vingårde. De 18 største producerer næsten fem millioner liter vin om året. På 60 pct. af vinmarkerne gror Sauvignon Blanc, men Pinot Noir vinder også indpas. Og det er de nu også verdensmestre i. Pinot Noir udgør ca. 10 % af landets produktion. Derudover producerer man skønne hvidvine som Chardonnay og Riesling, og gode fyldige rødvine som Merlot og Cabernet Sauvignon. New Zealands vine er i den dyre ende, men man vil jo hævde, at det skyldes den ekstremt høje kvalitet. SKÅL!
New Zealand er en efterhånden pæn stor vinnation. Den fik et kick, da SAS i 1980erne tog vin fra New Zealand på menukortet, fordi man anså den for verdens bedste. Fra Marlborough kom den nu verdensberømte Sauvignon Blanc, der er helt anderledes liflig og fruity end det, man får ud af samme drue i Europa, og området eksploderede og er stadig det største vinområde. Men alle vil være med. Vin vinder ind på flere og flere markeder – og marker. Nu er der næsten 700 vingårde. De 18 største producerer næsten fem millioner liter vin om året. På 60 pct. af vinmarkerne gror Sauvignon Blanc, men Pinot Noir vinder også indpas. Og det er de nu også verdensmestre i. Pinot Noir udgør ca. 10 % af landets produktion. Derudover producerer man skønne hvidvine som Chardonnay og Riesling, og gode fyldige rødvine som Merlot og Cabernet Sauvignon. New Zealands vine er i den dyre ende, men man vil jo hævde, at det skyldes den ekstremt høje kvalitet. SKÅL!
Billede af Holger Detje fra Pixabay
Turisme
Næsten 8 procent af New Zealands arbejdsstyrke (188.000) er beskæftiget med turisme. Og de skal betjene omkring 4 millioner turister årligt. De giver en indtægt på 50 milliarder kroner (2016). Langt de fleste turister kommer fra Australien. Man forventer en årlig vækst på 6 pct. Om det lykkes, vil afhænge af om man kan få den fornødne arbejdskraft til turisterhvervet. Det er allerede et problem visse steder. Der har altid været turister i New Zealand, men før var det kun for de rige, da rejsen var lang og dyr. Turisme tog fart, da flyrejser blev billige og hurtige, og der kom velstand til Asien og Japan. Siden er antallet steget enormt. I 1984 kom der en halv mio. turister, i 2005 var tallet steget til over 2 millioner. Udover Australien kommer de fleste fra Japan, USA og Storbritannien. Især rygsækrejsende opdagede New Zealand på vej rundt om Jorden. Antallet steg med 50 pct. fra 1987 til 1999 og blev en hel industri. Den lever endnu, men suppleret af børnefamilier og ældre rejsende.
Næsten 8 procent af New Zealands arbejdsstyrke (188.000) er beskæftiget med turisme. Og de skal betjene omkring 4 millioner turister årligt. De giver en indtægt på 50 milliarder kroner (2016). Langt de fleste turister kommer fra Australien. Man forventer en årlig vækst på 6 pct. Om det lykkes, vil afhænge af om man kan få den fornødne arbejdskraft til turisterhvervet. Det er allerede et problem visse steder. Der har altid været turister i New Zealand, men før var det kun for de rige, da rejsen var lang og dyr. Turisme tog fart, da flyrejser blev billige og hurtige, og der kom velstand til Asien og Japan. Siden er antallet steget enormt. I 1984 kom der en halv mio. turister, i 2005 var tallet steget til over 2 millioner. Udover Australien kommer de fleste fra Japan, USA og Storbritannien. Især rygsækrejsende opdagede New Zealand på vej rundt om Jorden. Antallet steg med 50 pct. fra 1987 til 1999 og blev en hel industri. Den lever endnu, men suppleret af børnefamilier og ældre rejsende.
News Zealands politiske system
Dronningens og Prins Philips stole i Wellington står for det meste tomme.
New Zealand er et kongedømme som vores – men fjernstyret. Storbritanniens Elizabeth 2. er Dronning af New Zealand, men kiwierne ser hende næsten kun på pengesedler, frimærker og i ugeblade. Hun er dog den mest nærværende monark, de har haft. Hun er den første af landets seks engelske monarker, der har besøgt landet, ti besøg på 60 år. Så Elizabeth sidder trygt på tronen. Men det er luftet, at det ikke fortsætter med Charles. Man har ikke noget personligt imod ham, men et tronskifte vil være en god anledning til at blive republik. Det er et følsomt emne, for mange føler, at den britiske monark sikre forbindelse til den vestlige verden.
I det daglige varetages dronningens opgaver af generalguvernøren, udpeget af parlamentet, men udnævnt af dronningen. Og landet styres af en regering ledet af en primeminister. Det parlamentariske system er som det engelske. Man har ingen grundlov, men regerer efter tidligere lovgivning og sædvane. Deres Folketing hedder House of Representatives med 122 medlemmer – heraf er syv pladser reserveret til maorier, men maorier kan også opstille for andre partier.
Det politiske liv domineres af det konservative National Party og det socialdemokratiske Labour. Siden man i 1996 gik over til forholdstalsvalg som i Danmark, har små partier skabt et politisk billede som det danske. Der er valg hvert tredje år.
Kiwierne er generelt politisk aktive, og der er pressionsgrupper for alt. Lovforslag behandles i åbne udvalg, select commitees, og forslag skal til høring, og det er ikke som i Danmark noget formelt, for her vil borgerne høres. De sender breve i tusinder til hvert lovslag. Da regeringen foreslog skat på fårehold for at finansiere forskning i dyrenes prutter, sendte fåreavlere vrede breve med fårelort. Postvæsenet var ikke begejstret. Af alle indsendte protester skal udvalget vælge nogen, som får lov at fremføre deres meninger over for udvalget. Parlamentet holder møder som i England, hvor et stort sølvscepter, the mace, sættes på en holder foran formanden, kun derefter gælder det talte ord. Hvis diskussionen bliver for voldsom, fjerner formanden scepteret, og så kan man lige så godt tie stille. Læs mere på www.parliament.nz
New Zealands fremtid som nation og økonomisk enhed er ofte til debat. Mange mener, at landet er for lille til at gøre sig gældende i den globale landsby. Man tør nu foreslå det unævnelige, at New Zealand kunne blive den 7. delstat i Australien, og man taler om fælles mønt. Det kan få følelserne uden på uldtrøjen.
I det daglige varetages dronningens opgaver af generalguvernøren, udpeget af parlamentet, men udnævnt af dronningen. Og landet styres af en regering ledet af en primeminister. Det parlamentariske system er som det engelske. Man har ingen grundlov, men regerer efter tidligere lovgivning og sædvane. Deres Folketing hedder House of Representatives med 122 medlemmer – heraf er syv pladser reserveret til maorier, men maorier kan også opstille for andre partier.
Det politiske liv domineres af det konservative National Party og det socialdemokratiske Labour. Siden man i 1996 gik over til forholdstalsvalg som i Danmark, har små partier skabt et politisk billede som det danske. Der er valg hvert tredje år.
Kiwierne er generelt politisk aktive, og der er pressionsgrupper for alt. Lovforslag behandles i åbne udvalg, select commitees, og forslag skal til høring, og det er ikke som i Danmark noget formelt, for her vil borgerne høres. De sender breve i tusinder til hvert lovslag. Da regeringen foreslog skat på fårehold for at finansiere forskning i dyrenes prutter, sendte fåreavlere vrede breve med fårelort. Postvæsenet var ikke begejstret. Af alle indsendte protester skal udvalget vælge nogen, som får lov at fremføre deres meninger over for udvalget. Parlamentet holder møder som i England, hvor et stort sølvscepter, the mace, sættes på en holder foran formanden, kun derefter gælder det talte ord. Hvis diskussionen bliver for voldsom, fjerner formanden scepteret, og så kan man lige så godt tie stille. Læs mere på www.parliament.nz
New Zealands fremtid som nation og økonomisk enhed er ofte til debat. Mange mener, at landet er for lille til at gøre sig gældende i den globale landsby. Man tør nu foreslå det unævnelige, at New Zealand kunne blive den 7. delstat i Australien, og man taler om fælles mønt. Det kan få følelserne uden på uldtrøjen.
Hvad spiser en kiwi?
Nationaldesserten Pavlova - lidt til den meget søde tand, foto Kenneth Bo Jørgensen
Nationalretten er lam i mintsauce, og i det hele taget kød. Frem med barbie, så er den ged stegt. Til, får man chips, som betyder pomfritter, og tomato sauce, som betyder ketchup. Nationaldesserten er Pavlova opkaldt efter en danser, der gæstede New Zealand i 1920. Marengs omkranset af en sød frugt, som kræver en meget sød tand. Og indtil for få år siden behøvede man sådan set ikke vide mere om mad i New Zealand. Men nu har specielt den asiatiske og polynesiske kogekunst løftet de kulinariske oplevelser. Kiwierne er også syge med indisk. Der har også udviklet sig en sandwich-kultur, der udgør et helt måltid.
Mælk og ost hører med til alle måltider, og om eftermiddagen har man engelske tetraditioner med boller og flødeskum. Eller med honning, som der også bliver produceret.
Kiwiernes yndlingspålæg, vegemite, lugter af gær og ligner bilvoks, men de er ligeså glade for det, som vi er for leverpostej. En af de største delikatesser er whitebait, gennemsigtige småfisk, som skyller op på stranden fra september til november, nærmest en grød af fiskeyngel, der steges i friture og serveres med mintsauce og kartofler. Muslinger spises store og blævrede lige fra skallen, og i sneglen paua sidder en bøf som en tømrerhånd. En lækkerbisken efter en tur på barbie. Derudover er der en rigdom i frugt og grøntsager – og kiwier selvfølgelig.
Maori-kulturen har bidraget med søde kartofler, kumara. Og hangi: Kød tilberedt i underjordisk ovn, hvor maden simrer på ophedede sten under et jordlag.
Aftensmad kaldes tea, man skal derfor ikke spise hjemmefra, hvis man bliver inviteret til te. Og når man skal have pudding, er det ikke budding, men dessert.
Mælk og ost hører med til alle måltider, og om eftermiddagen har man engelske tetraditioner med boller og flødeskum. Eller med honning, som der også bliver produceret.
Kiwiernes yndlingspålæg, vegemite, lugter af gær og ligner bilvoks, men de er ligeså glade for det, som vi er for leverpostej. En af de største delikatesser er whitebait, gennemsigtige småfisk, som skyller op på stranden fra september til november, nærmest en grød af fiskeyngel, der steges i friture og serveres med mintsauce og kartofler. Muslinger spises store og blævrede lige fra skallen, og i sneglen paua sidder en bøf som en tømrerhånd. En lækkerbisken efter en tur på barbie. Derudover er der en rigdom i frugt og grøntsager – og kiwier selvfølgelig.
Maori-kulturen har bidraget med søde kartofler, kumara. Og hangi: Kød tilberedt i underjordisk ovn, hvor maden simrer på ophedede sten under et jordlag.
Aftensmad kaldes tea, man skal derfor ikke spise hjemmefra, hvis man bliver inviteret til te. Og når man skal have pudding, er det ikke budding, men dessert.
Og så skal man selvfølgelig have en Tui på en varm solskinsdag.
Denne digitale guide af "Turen går til New Zealand" (Politikens Forlag) holder forfatteren opdateret uden beregning. Støt arbejdet. Send en skilling via Mobilepay til tlf. 20216673.
