Gode historier om New Zealand
Nedenstående er artikler, som har været bragt i Turen går til New Zealand eller danske aviser. Læs på denne side følgende artikler eller print dem ud og tag med:
Hvad er en kiwi?
Hvaler pustede liv i en by
Red skoven, æd en possum
Guide til strædet, der skiller
Maoriernes Adam og Eva
Landets kortlægger: James Cook?
Alle elsker All Blacks
Dansk kærlighedshistorie endte i en skuffe
Den kiwi, der kom først
Skik og brug: Goddaw i stuen
Dansk statsminister fra pioner i New Zealand
Bungy Jump historien
Turen går til Midgård
Trivia
Hvad er en kiwi?
Hvaler pustede liv i en by
Red skoven, æd en possum
Guide til strædet, der skiller
Maoriernes Adam og Eva
Landets kortlægger: James Cook?
Alle elsker All Blacks
Dansk kærlighedshistorie endte i en skuffe
Den kiwi, der kom først
Skik og brug: Goddaw i stuen
Dansk statsminister fra pioner i New Zealand
Bungy Jump historien
Turen går til Midgård
Trivia
Hvad er en kiwi?
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det var faktisk først en fugl. En lille langnæbbet, nyttesløs én, der skriger, så det lyder som kiiii-wiiii, kiii-wiii! Det er nok derfor, den hedder en kiwi, men jeg ved det ikke. Fuglen lever kun i New Zealand, og det var engang så langt væk, at de fleste af os i Skandinavien intet anede om fuglen, og vi havde i hvert fald slet ikke hørt den skrige kiiiwiii, kiii-wiii! Men så kom skosværten. En fed, gedigen læderfedt. Den kom i små, runde dåser fra New Zealand, hvor de havde været så vakse at putte deres nationalfugl på låget. Derfor husker mange den endnu. Og derfor var det kiwien som symbol på skosværte, der først blev verdensberømt.
Soldater fra New Zealand elskede deres læderfedt, ville ikke bruge andet til deres støvler, og de tog dåserne med til krigene i Europa, som de altid blev inviteret med til. Deres allierede soldaterkammerater kaldte dem kiwier på grund af den sjove dåse læderfedt, de sværgede til. Det blev den anden betydning af ordet kiwi: En soldat fra New Zealand. Et øgenavn, man var meget stolte over øgenavnet, for alt måtte være en hæder, når den tilfaldt landets glorværdige soldater. I årene efter 2. verdenskrig begyndte alle i New Zealand at kalde sig for kiwier.
Det var faktisk først en fugl. En lille langnæbbet, nyttesløs én, der skriger, så det lyder som kiiii-wiiii, kiii-wiii! Det er nok derfor, den hedder en kiwi, men jeg ved det ikke. Fuglen lever kun i New Zealand, og det var engang så langt væk, at de fleste af os i Skandinavien intet anede om fuglen, og vi havde i hvert fald slet ikke hørt den skrige kiiiwiii, kiii-wiii! Men så kom skosværten. En fed, gedigen læderfedt. Den kom i små, runde dåser fra New Zealand, hvor de havde været så vakse at putte deres nationalfugl på låget. Derfor husker mange den endnu. Og derfor var det kiwien som symbol på skosværte, der først blev verdensberømt.
Soldater fra New Zealand elskede deres læderfedt, ville ikke bruge andet til deres støvler, og de tog dåserne med til krigene i Europa, som de altid blev inviteret med til. Deres allierede soldaterkammerater kaldte dem kiwier på grund af den sjove dåse læderfedt, de sværgede til. Det blev den anden betydning af ordet kiwi: En soldat fra New Zealand. Et øgenavn, man var meget stolte over øgenavnet, for alt måtte være en hæder, når den tilfaldt landets glorværdige soldater. I årene efter 2. verdenskrig begyndte alle i New Zealand at kalde sig for kiwier.
Få år efter fik kiwierne som de første i verden en vis succes med at eksportere kinesiske stikkelsbær. Men navnet solgte ikke godt nok, det lød jo nærmest giftigt, og det var urimeligt, for frugten var sprængfuld af c-vitaminer. De opfindsomme kiwier tænkte, at hvad der var godt for skosværte, var vel også kunne være godt for frugt. Og kiwifrugten blev verdensberømt, mere end både fuglen, skosværten, soldaterne og newzealænderne selv.
Med jetfly, øget velstand og unges smag for eventyr blev New Zealand især i 1970´erne til et turistmål for hele Vesteuropa. Vi lærte nu om fuglen, der skriger kiii-wiii. Men mere vigtigt, vi opdagede, at kiwier også er et folk med varme smil og åbne arme, der har som passion, at vi skal elske deres land, i det mindste en brøkdel så meget som de selv elsker det. De checker hele tiden, om det lykkes. Stort set alle samtaler indleder de med spørgsmålet: So, what do you think of New Zealand? Man kan dårligt nok nå til bagage-karussellen, før man får spørgsmålet første gang. Så er det bare om at prise landet i høje toner, for så bliver man hurtigt gode venner. Og det er ikke engang noget pres at prise det. Det kommer af sig selv.
Kiwierne gør deres yderste for, at du får al mulig grund til at elske landet. Når man spontant checker ind i en feriepark, bliver man modtaget, som om at de har gået og glædet sig utålmodigt hele formiddagen. Og man kan knapt banke på en dør for at spørge om vej, før man sidder i sofaen med en cuppa og kikker i familiealbums. Er det tæt på skumring, triller kiwifar barbie frem, så man kan få tea. Grillen tændes med et tryk på en knap. Lunser af lam, okse eller muslinger lægges på. Øllerne åbnes. Og der sidder man efter to timer med sine nye venner for livet.
Gæstfriheden er en af forklaringerne på de mange nye rejsende i New Zealand. For da New Zealand i første omgang åbnede sig, blev landet mest besøgt af helt unge skandinaver, der var på vej en tur Jorden Rundt efter skoletid. Efter Østens bryderier, dumpede de ned i et lille paradis, hvor alt fungerer. Hvor alle er venlige, også når man ikke har tegnebogen fremme. Hvor man ikke bliver snydt. Hvor luften er ren. Hvor naturen er storslået. Og hvor ingen farer lurer udover venstrekørsel. Og de blev prompte spurgt: Hvad synes I om New Zealand? De svarede rigtigt, og de fik masser af venner.
Nye rygsækrejsende kommer stadig til, men det nye marked er blevet alle de gamle rygsækrejsende, der kommer tilbage for at besøge alle de venner, som de fik engang. Og for at vise børn eller børnebørn frem – og nu ser de landet på en lidt mere bekvem måde, nu med kuffert, i campervan eller på gode moteller. New Zealand er blevet rejsemål for alle – for alle dens venner. Og nye er velkomne. Både gamle og unge. Og så gør det vel ikke så meget, at man for 117. gang skal fortælle, at man synes, at New Zealand is GREEEAAAT!!! For det er det! Haere mai!
Med jetfly, øget velstand og unges smag for eventyr blev New Zealand især i 1970´erne til et turistmål for hele Vesteuropa. Vi lærte nu om fuglen, der skriger kiii-wiii. Men mere vigtigt, vi opdagede, at kiwier også er et folk med varme smil og åbne arme, der har som passion, at vi skal elske deres land, i det mindste en brøkdel så meget som de selv elsker det. De checker hele tiden, om det lykkes. Stort set alle samtaler indleder de med spørgsmålet: So, what do you think of New Zealand? Man kan dårligt nok nå til bagage-karussellen, før man får spørgsmålet første gang. Så er det bare om at prise landet i høje toner, for så bliver man hurtigt gode venner. Og det er ikke engang noget pres at prise det. Det kommer af sig selv.
Kiwierne gør deres yderste for, at du får al mulig grund til at elske landet. Når man spontant checker ind i en feriepark, bliver man modtaget, som om at de har gået og glædet sig utålmodigt hele formiddagen. Og man kan knapt banke på en dør for at spørge om vej, før man sidder i sofaen med en cuppa og kikker i familiealbums. Er det tæt på skumring, triller kiwifar barbie frem, så man kan få tea. Grillen tændes med et tryk på en knap. Lunser af lam, okse eller muslinger lægges på. Øllerne åbnes. Og der sidder man efter to timer med sine nye venner for livet.
Gæstfriheden er en af forklaringerne på de mange nye rejsende i New Zealand. For da New Zealand i første omgang åbnede sig, blev landet mest besøgt af helt unge skandinaver, der var på vej en tur Jorden Rundt efter skoletid. Efter Østens bryderier, dumpede de ned i et lille paradis, hvor alt fungerer. Hvor alle er venlige, også når man ikke har tegnebogen fremme. Hvor man ikke bliver snydt. Hvor luften er ren. Hvor naturen er storslået. Og hvor ingen farer lurer udover venstrekørsel. Og de blev prompte spurgt: Hvad synes I om New Zealand? De svarede rigtigt, og de fik masser af venner.
Nye rygsækrejsende kommer stadig til, men det nye marked er blevet alle de gamle rygsækrejsende, der kommer tilbage for at besøge alle de venner, som de fik engang. Og for at vise børn eller børnebørn frem – og nu ser de landet på en lidt mere bekvem måde, nu med kuffert, i campervan eller på gode moteller. New Zealand er blevet rejsemål for alle – for alle dens venner. Og nye er velkomne. Både gamle og unge. Og så gør det vel ikke så meget, at man for 117. gang skal fortælle, at man synes, at New Zealand is GREEEAAAT!!! For det er det! Haere mai!
Kaikoura: Hvaler prustede liv i byen
Udflugtsbåd fra Whale Watch i Kaikoura
Deres knæ ryster endnu. Småhvinende tripper de rundt på dækket. På tysk, japansk og babylonisk bliver der udbrudt: Hold da kæft! Neeej! Åhh, min Gud!
De har været på en lille sejltur, der har givet dem deres livs oplevelse: De har set en hval! Eller rettere ryggen og halen af en hval.
Scenen er dagligdags her i Kaikoura på Sydøen. Synet af overeksalterede turister fra hele verden er blevet lige så kendt som lyden af knitrende dollars, yen og euro, der har gjort den til en velhavende by. For få år siden var den døende. Den blev kun holdt i live af New Zealands gourmeter, der kom langvejs fra for at spise crayfish.
De unge forsvandt, og den lokale maori-stamme var under opløsning. En dag kom englænderen Roger Sutherland tilfældigt forbi. Og hans knæ rystede, da han så hvalerne, sælerne og delfinerne ud for byens kyst. I en tid, hvor hvaler nærmest var blevet symbol på fred, fordragelighed og miljø, kunne han lugte big business.
Dermed opstod den prisbelønnede turistattraktion Whale Watch. I dag er Kaikoura blevet en international kendt på grund af de mange kaskelothvaler, der i generationer har pustet ud få hundrede meter fra byen.
Hvalerne elsker netop dette sted, fordi havbunden ud for Kaikoura dykker stejlt en kilometer ned og danner Hikurangi-dybet. Her pisker særlige strømforhold hvalernes yndlingsretter op, som de mæsker sig i. Og mange hundrede meter nede kan hvalerne få fat i de 12 m lange blæksprutter.
Det er anden gang, at Kaikoura bygger en hel industri op om dette hval-spisehjørne. Forskellen er, at man i 1840‘rne kom hertil for at dræbe hvaler, men nu vil man bare se på dem. Hver dag sejler flere små skibe de få kilometer ud til hvalerne. Helikoptere og mindre fly cirkulerer i samme rute i alle dagtimer, når vejret tillader det.
Byen er nu blomstrende, den lokale stamme, der har monopol på udflugterne, er blevet velhavende, og de unge maorier har fået arbejde og selvtillid.
Mange udefra har forsøgt at profitere på sagen. Men maori-stammen har haft held med at holde fast på hvalforretningen. Fortjenesten går til en fond, der skal skabe beskæftigelse for maorier, udbygge deres sundhedssektor og bevare maori-stammen i Kaikoura. Desuden går der penge til forskning af hvaler og delfiner for at overvåge, at de ikke lider overlast ved den ny type rovdrift.
Tilsyneladende er kaskelothvalerne upåvirkede af den enorme nysgerrighed på deres spisested. De pjasker stadig rundt derude og svipper deres store hale i vejret, når de dykker. Men i de senere år er kommet flere arrangører, der også vil ud til delfinerne, og de er blevet nervøse. Derfor har man ved hjælp af fonden lavet aftaler om at skåne dyrene på visse tider af dagen.
Mange maorier er beskæftiget med hvaludflugterne. Men de har også givet masser af arbejde til moteller, campingpladser, cafeer og restauranter.
Et økonomisk mirakel for byen, og en kæmpe oplevelse for turisterne.
Jeg gav mig selv mit livs julegave, står der i gæstebogen fra en af de mange begejstrede turister.
Red skoven, æd en possum
Possums kan bruges til meget, foto Kenneth Bo Jørgensen
Et possum er man sikker på at møde i New Zealand. På vejen, hvor det ligger splattet ud i en blodpøl – ca. én pr. km. Og ingen er kede af det. En god possum er en død possum.
Navnet er Trichosurus vulpecula. Et pungdyr, som man hentede fra Australien for at opbygge en pelsindustri, og så håbede man, at den ville fjerne kaniner og rotter, der undergravede skovene. Men possum ville hellere spise fugleæg, gerne æg fra sjældne fugle og rødder fra sjældne planter. De få tusinde fra starten af 1900-tallet er i dag blevet til 70 mio. De ælder hver nat 21.000 tons. Og formerer sig med 20 mio. om året. Nu er de en pest.
Egentlig er det et sødt dyr. En lille pelset fætter på 3-4 kg. Pelsen kan bruges til: Tæpper, trøjer, huer, handsker osv., og kødet kan spises. Possum-pie er en delikatesse. Men man kan ikke nå at spise dem, og de spreder sygdomme bl.a. tuberkulose til andre dyr.
Indtil 1960´erne fik man dusør, hvis man skød en, men det gjorde skovene til farlige steder at færdes, for enhver skoledreng var på jagt efter lommepenge. I stedet har man forsøgt sig med kemisk bekæmpelse, ofte sprøjtet ud med flyvemaskiner. Man vil skilte med Possums are pest off in this area – det kiwiernes måde at fortælle, at der er lagt gift ud.
Mange håner, at man kan udrydde dem ved at gøre dem moderne. Parlamentsmedlemmer har lagt possumtæpper på deres parlamentssæder. Sloganet lyder: Red træerne – køb possum, eller spis en. Se i Possum World i Napier.
Navnet er Trichosurus vulpecula. Et pungdyr, som man hentede fra Australien for at opbygge en pelsindustri, og så håbede man, at den ville fjerne kaniner og rotter, der undergravede skovene. Men possum ville hellere spise fugleæg, gerne æg fra sjældne fugle og rødder fra sjældne planter. De få tusinde fra starten af 1900-tallet er i dag blevet til 70 mio. De ælder hver nat 21.000 tons. Og formerer sig med 20 mio. om året. Nu er de en pest.
Egentlig er det et sødt dyr. En lille pelset fætter på 3-4 kg. Pelsen kan bruges til: Tæpper, trøjer, huer, handsker osv., og kødet kan spises. Possum-pie er en delikatesse. Men man kan ikke nå at spise dem, og de spreder sygdomme bl.a. tuberkulose til andre dyr.
Indtil 1960´erne fik man dusør, hvis man skød en, men det gjorde skovene til farlige steder at færdes, for enhver skoledreng var på jagt efter lommepenge. I stedet har man forsøgt sig med kemisk bekæmpelse, ofte sprøjtet ud med flyvemaskiner. Man vil skilte med Possums are pest off in this area – det kiwiernes måde at fortælle, at der er lagt gift ud.
Mange håner, at man kan udrydde dem ved at gøre dem moderne. Parlamentsmedlemmer har lagt possumtæpper på deres parlamentssæder. Sloganet lyder: Red træerne – køb possum, eller spis en. Se i Possum World i Napier.
Guide til strædet, der skiller
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det smalle stræde mellem Nordøen og Sydøen, Cook Strait (1), er opkaldt efter søfareren og New Zealands kortlægger, James Cook. Han valgte området gentagne gange, når skibene skulle ligge for anker, så besætningen kunne hvile eller vedligeholde skibet. Strædet var så smalt, at han i første omgang troede, at det var en bugt. Det er kun 19 km på det smalleste stykke, og utallige svømmere har krydset med muskelkraft, og flere vil sætte rekorder. Det første forsøg var i 1963, hvor Barrie Davenport klarede det på 11 timer og 13 minutter. De fleste vælger dog at krydse strædet på færger.
Mellem Wellington og Picton er der 96 km, og det tager ca. tre timer. Selv om færgerne har udmærkede restauranter, er de fleste passagerer på dækket, for sejlturen betragtes som en af verdens smukkeste. Sejler man fra Wellington begynder oplevelsen med panoramaudsigt over hovedstadens skyline. Fra dækket kommer det nye nationalmuseum Te Papa (2) til sin arkitektoniske ret, man kan bedre se den maoriske inspiration. Her ser man også byens strand og promenade strakt ud i Oriental Bay (3). Man vil også lægge mærke til, at Wellingtons naturlige havn har en usædvanlig lille åbning til strædet. Mange geologer mener, at et større jordskælv en dag vil lukke havnen helt af, så havnen bliver en sø. Man kan i havnen skimte de to små øer, Somes Island (4) og Makora Island (5), – opkaldt efter en datter af den legendariske søfarer Kupe, der var første mand i New Zealand.
I det smalle stykke lige før man kommer ud i strædet passerer man på højre side Miramar Peninsula med Mt. Crawford (163 m). Neden for ligger Ataturk Memorial (6) – et mindesmærke for kampene i Gallipoli i 1915, hvor mange kiwier mistede livet. På den anden side af vandet kan man se Pencarrow Head (7) – en 98 meter høj bakke, hvor New Zealands ældste fyrtårn står – det er fra 1859. Færgen holder sig tæt på kysten, indtil den lægger kursen i syd. På det sidste stykke af Nordøen passerer man Red Rock og lidt senere Sinclair Head (8) – begge med livlige sælkolonier. Før man kommer ud i åbent vand, er der udsigt til Oteranga Bay (9) – det sted, hvor der er registreret den højeste vindhastighed på New Zealand nogensinde – 268 km/t. Det skete 10. april 1968.
Herefter er man ude i Cook Strait. Nogenlunde midtvejs mellem de to øer – mellem Perano Head på Sydøen og Cape Terawhiti på Nordøen - er man ved det smalleste sted. Perano Head er det første land, man ser – opkaldt efter en berømt familie, der levede af hvalfangeri helt frem til 1964. Færgen nærmer sig nu de smukke fjorde, hvor man ofte må undre sig over, om der overhovedet er plads til færgen i de smalle passager. Man sejler ind i Whekenui Bay (10) – eller Blækspruttebugten. Den er opkaldt efter den kæmpeblæksprutte, som søfareren Kupe angiveligt forfulgte på vej til New Zealand, og på dette sted skulle han endelig have indhentet og dræbt den. Herefter dukker det ene smukke og vidunderlige natursceneri op efter det andet. Dybe bugter, høje bjerge og smukke farver. Man passerer Cook´s Look Out (11) på Arapawa Island. Her står et monument, der markerer det punkt, hvorfra Cook første gang så ud på det stræde, der senere skulle få hans navn. Tory Channel er opkaldt efter skibet Tory, som New Zealand Company sendte ud for nærmere at undersøge området i de tidlige nybyggerår. Senere etablerede John Guard en hvalfangerstation i 1820 sammen med sin kone Elizabeth. Deres børn var de første hvide børn, født på Sydøen.
Dieffenbach Point (12) er opkaldt efter lægen og naturvidenskabsmanden, Ernst Dieffenbach, fra New Zealand Company, der fandt ud af at udregne et bjergs nøjagtige højde ved at observere kogetemperaturerne i forskellige højder. Herefter er man inde i Queen Charlotte Sound (13) – opkaldt af James Cook efter dronningen af England på hans tid. Det er i dag et af de mest besøgte naturområder i New Zealand – berømmet alle vegne for sin overdådige skønhed. Og så nærmer man sig Picton (14), som er omgivet af grønt, grønne skove og lune, indtil man kommer helt ind til byens grønne parker.
Hele turen tager lidt over 3 timer – og hvis vejret arter sig, er det en nydelse hele vejen. Hvis man alligevel mangler underholdning på vejen, så køb en pose pommes fritter i cafeteriaet og gå op på dækket. Ræk en enkelt fritte ud, og vupti, så har de store måger lavet et F-16-dyk og vipset den ud af ens fingre.
Det smalle stræde mellem Nordøen og Sydøen, Cook Strait (1), er opkaldt efter søfareren og New Zealands kortlægger, James Cook. Han valgte området gentagne gange, når skibene skulle ligge for anker, så besætningen kunne hvile eller vedligeholde skibet. Strædet var så smalt, at han i første omgang troede, at det var en bugt. Det er kun 19 km på det smalleste stykke, og utallige svømmere har krydset med muskelkraft, og flere vil sætte rekorder. Det første forsøg var i 1963, hvor Barrie Davenport klarede det på 11 timer og 13 minutter. De fleste vælger dog at krydse strædet på færger.
Mellem Wellington og Picton er der 96 km, og det tager ca. tre timer. Selv om færgerne har udmærkede restauranter, er de fleste passagerer på dækket, for sejlturen betragtes som en af verdens smukkeste. Sejler man fra Wellington begynder oplevelsen med panoramaudsigt over hovedstadens skyline. Fra dækket kommer det nye nationalmuseum Te Papa (2) til sin arkitektoniske ret, man kan bedre se den maoriske inspiration. Her ser man også byens strand og promenade strakt ud i Oriental Bay (3). Man vil også lægge mærke til, at Wellingtons naturlige havn har en usædvanlig lille åbning til strædet. Mange geologer mener, at et større jordskælv en dag vil lukke havnen helt af, så havnen bliver en sø. Man kan i havnen skimte de to små øer, Somes Island (4) og Makora Island (5), – opkaldt efter en datter af den legendariske søfarer Kupe, der var første mand i New Zealand.
I det smalle stykke lige før man kommer ud i strædet passerer man på højre side Miramar Peninsula med Mt. Crawford (163 m). Neden for ligger Ataturk Memorial (6) – et mindesmærke for kampene i Gallipoli i 1915, hvor mange kiwier mistede livet. På den anden side af vandet kan man se Pencarrow Head (7) – en 98 meter høj bakke, hvor New Zealands ældste fyrtårn står – det er fra 1859. Færgen holder sig tæt på kysten, indtil den lægger kursen i syd. På det sidste stykke af Nordøen passerer man Red Rock og lidt senere Sinclair Head (8) – begge med livlige sælkolonier. Før man kommer ud i åbent vand, er der udsigt til Oteranga Bay (9) – det sted, hvor der er registreret den højeste vindhastighed på New Zealand nogensinde – 268 km/t. Det skete 10. april 1968.
Herefter er man ude i Cook Strait. Nogenlunde midtvejs mellem de to øer – mellem Perano Head på Sydøen og Cape Terawhiti på Nordøen - er man ved det smalleste sted. Perano Head er det første land, man ser – opkaldt efter en berømt familie, der levede af hvalfangeri helt frem til 1964. Færgen nærmer sig nu de smukke fjorde, hvor man ofte må undre sig over, om der overhovedet er plads til færgen i de smalle passager. Man sejler ind i Whekenui Bay (10) – eller Blækspruttebugten. Den er opkaldt efter den kæmpeblæksprutte, som søfareren Kupe angiveligt forfulgte på vej til New Zealand, og på dette sted skulle han endelig have indhentet og dræbt den. Herefter dukker det ene smukke og vidunderlige natursceneri op efter det andet. Dybe bugter, høje bjerge og smukke farver. Man passerer Cook´s Look Out (11) på Arapawa Island. Her står et monument, der markerer det punkt, hvorfra Cook første gang så ud på det stræde, der senere skulle få hans navn. Tory Channel er opkaldt efter skibet Tory, som New Zealand Company sendte ud for nærmere at undersøge området i de tidlige nybyggerår. Senere etablerede John Guard en hvalfangerstation i 1820 sammen med sin kone Elizabeth. Deres børn var de første hvide børn, født på Sydøen.
Dieffenbach Point (12) er opkaldt efter lægen og naturvidenskabsmanden, Ernst Dieffenbach, fra New Zealand Company, der fandt ud af at udregne et bjergs nøjagtige højde ved at observere kogetemperaturerne i forskellige højder. Herefter er man inde i Queen Charlotte Sound (13) – opkaldt af James Cook efter dronningen af England på hans tid. Det er i dag et af de mest besøgte naturområder i New Zealand – berømmet alle vegne for sin overdådige skønhed. Og så nærmer man sig Picton (14), som er omgivet af grønt, grønne skove og lune, indtil man kommer helt ind til byens grønne parker.
Hele turen tager lidt over 3 timer – og hvis vejret arter sig, er det en nydelse hele vejen. Hvis man alligevel mangler underholdning på vejen, så køb en pose pommes fritter i cafeteriaet og gå op på dækket. Ræk en enkelt fritte ud, og vupti, så har de store måger lavet et F-16-dyk og vipset den ud af ens fingre.
Det er en kæmpe fornøjelse at sejle mellem Nordøen og Sydøen med Interislander. Følg guiden ovenfor
Kiwiernes rugbyhold: Alle elsker All Blacks
Kiwierne er vilde med sport, men bindegale, når det gælder rugby. Når landsholdet All Blacks er på banen, er landet koncentreret om kun det. Landet kan koge af begejstring, når All Blacks vinder selv mindre vigtige kampe, og folk er deprimerede, når de taber.
Forklaringen på denne entusiasme skal ifølge forskere søges i landets fortid og dets to folk. Rugby er den lim, der holder en splittet nation sammen. For i rugby er de to folk lige. All Blacks har næsten lige mange maori og pakeha-spillere, og de kommer fra alle samfundslag. Når de står samlet, viser de, at nationen er samlet. Samtidig udtrykker rugby det, som kiwierne kan lide at forbinde sig med: Et barskt, virilt folk, der kæmper mand mod mand.
New Zealand er verdens mindste rugby-nation, men den mest engagerede. 160.000 kiwier spiller aktivt. Resten ser på. De tv-transmitterede kampe har verdens højeste seerfrekvens målt pr. indbygger, og alle hjemmekampe med All Blacks er udsolgt måneder i forvejen med priser på op til 4000 kroner for en ståplads. Hvert år udkommer nye bøger om holdet, der sælger på rekordtid. Bogen Men in Black solgte 100.000 eksemplarer. Spillerne er i aviserne hver eneste dag. Man følger alt – fra små knæ-operationer til nye kærester, som også bliver folkehelte. Rugby blev opfundet i 1823 af den engelske skoledreng William Webb Ellis, der samlede bolden op med hænderne under en fodboldkamp. Det nåede til New Zealand, og man fik et nationalt hold i 1884. Navnet All Blacks fik de en snes år senere på grund af en stavefejl. De skulle spille i England, og en journalist ønskede at skrive, at kiwierne spillede med så stor forsvarsvilje, at man skulle tro, at de var all backs, men i avisen kom der til at stå all blacks. Det kom til at stå på plakaterne, og da holdet syntes, det så smart ud, blev navnet bevaret. Nu hedder kricket-landsholdet Black Caps, og basketball-landsholdet Tall Blacks.
Maorierne har sat deres kendemærke på All Blacks. Holdet indleder alle kampe med at opføre The Haka – et gammelt maori-angrebsritual, hvor man synger højt og dramatisk, mens man klasker sig på lårene og rækker tunge. Det skulle skræmme modstanderne ikke så lidt.
Først i de senere år er spillerne begyndt at tjene store penge. Men tilsyneladende er det ikke rigdom, men æren der trækker, for det er næsten umuligt for udenlandske hold at købe All Blacks-spillere. Flere har prøvede at score en af de største spillere, Jonah Lomu, en typisk All Blacks-skæbne. Han kom fra små kår og var som barn så stor, at han måtte løbe i kirke om søndagen, fordi der ikke var plads til ham i bilen. Gennem rugby blev han nationalhelt. Han har sagt nej til alle udenlandske tilbud, og i 1999 sagde han nej til en rolle i en James Bond-film, fordi han frygtede, at det ville gå ud over hans træning. Alt for All Blacks, sagde han, og det kunne kiwierne lide.
Forklaringen på denne entusiasme skal ifølge forskere søges i landets fortid og dets to folk. Rugby er den lim, der holder en splittet nation sammen. For i rugby er de to folk lige. All Blacks har næsten lige mange maori og pakeha-spillere, og de kommer fra alle samfundslag. Når de står samlet, viser de, at nationen er samlet. Samtidig udtrykker rugby det, som kiwierne kan lide at forbinde sig med: Et barskt, virilt folk, der kæmper mand mod mand.
New Zealand er verdens mindste rugby-nation, men den mest engagerede. 160.000 kiwier spiller aktivt. Resten ser på. De tv-transmitterede kampe har verdens højeste seerfrekvens målt pr. indbygger, og alle hjemmekampe med All Blacks er udsolgt måneder i forvejen med priser på op til 4000 kroner for en ståplads. Hvert år udkommer nye bøger om holdet, der sælger på rekordtid. Bogen Men in Black solgte 100.000 eksemplarer. Spillerne er i aviserne hver eneste dag. Man følger alt – fra små knæ-operationer til nye kærester, som også bliver folkehelte. Rugby blev opfundet i 1823 af den engelske skoledreng William Webb Ellis, der samlede bolden op med hænderne under en fodboldkamp. Det nåede til New Zealand, og man fik et nationalt hold i 1884. Navnet All Blacks fik de en snes år senere på grund af en stavefejl. De skulle spille i England, og en journalist ønskede at skrive, at kiwierne spillede med så stor forsvarsvilje, at man skulle tro, at de var all backs, men i avisen kom der til at stå all blacks. Det kom til at stå på plakaterne, og da holdet syntes, det så smart ud, blev navnet bevaret. Nu hedder kricket-landsholdet Black Caps, og basketball-landsholdet Tall Blacks.
Maorierne har sat deres kendemærke på All Blacks. Holdet indleder alle kampe med at opføre The Haka – et gammelt maori-angrebsritual, hvor man synger højt og dramatisk, mens man klasker sig på lårene og rækker tunge. Det skulle skræmme modstanderne ikke så lidt.
Først i de senere år er spillerne begyndt at tjene store penge. Men tilsyneladende er det ikke rigdom, men æren der trækker, for det er næsten umuligt for udenlandske hold at købe All Blacks-spillere. Flere har prøvede at score en af de største spillere, Jonah Lomu, en typisk All Blacks-skæbne. Han kom fra små kår og var som barn så stor, at han måtte løbe i kirke om søndagen, fordi der ikke var plads til ham i bilen. Gennem rugby blev han nationalhelt. Han har sagt nej til alle udenlandske tilbud, og i 1999 sagde han nej til en rolle i en James Bond-film, fordi han frygtede, at det ville gå ud over hans træning. Alt for All Blacks, sagde han, og det kunne kiwierne lide.
Støt guiden med drikkepenge via MobilePay: 20216673
Maoriernes Adam og Eva
Maorierne har deres opfattelse af, hvordan liv opstod på Jorden. I begyndelse var der en mor og en far. Mor var Jorden, Papatuanuku, og far var himlen, Ranginui. De var så glade for hinanden, at de måtte være helt tæt sammen; derfor kunne intet lys komme imellem dem. Det ærgrede deres børn, og de prøvede at skille forældrene for at få lys. Det lykkedes først for Tane, træ-guden. Og med et brag kom der lys. Tane er derfor livgiveren, og alle er hans børn. Hans brødre var ikke tilfredse, fx havguden, der stadig raser engang imellem. Og faren var heller ikke tilfreds, han græder stadig over adskillelsen fra sin elskede, det er regn.
Også rumlen i undergrunden skyldes adskillelsen. For moder Jord var gravid, da det hele skete. Det ufødte barn, Ruaumoko, rumlede derfor rundt inde i Jorden og skabte Jordens bjergrige overflade ved adskillelsen. Og når der er jordskælv skyldes det, at han stadig vælter rundt derinde.
En af de mest kendte i maoriernes gudeverden er Maui. Han sørgede for, at dagene blev lange, for i begyndelsen gik solen lynhurtigt ned. Den strøg over himlen på få minutter, og det var upraktisk. Maui lavede derfor reb af flax og lokkede et magisk kæbeben ud af kæben på sin blinde farmor og brugte blod fra sin næse som madding. Da solen stod op, fangede han den med rebet og tævede løs på den med det magiske kæbeben. Da Maui slap solen igen, var den så svag, at den nu var hele dagen om at vandre over himlen.
Maui var også guden, der fandt New Zealand – på en fisketur. Han brugte sit magiske kæbeben som fiskekrog. En kæmpe fisk bed på. Så enorm, at det var hele Nordøen. For at få has på den sprang Maui i vandet og tævede den med sin jadekølle, alle disse knubs blev øens bjerge og dale. Derefter trak han til, krogen sad fast i Wellington, halen var Northlands, Taupo fiskens hjerte, og det hele kom op og blev land.
Hvorfra kom så Sydøen? Jo, det var kanoen, som Maui fiskede fra. Han sad på det sted, hvor vi i dag har Kaikoura. Og ankeret var Stewart Island. Det er ligeså godt som Adam og Eva.
Også rumlen i undergrunden skyldes adskillelsen. For moder Jord var gravid, da det hele skete. Det ufødte barn, Ruaumoko, rumlede derfor rundt inde i Jorden og skabte Jordens bjergrige overflade ved adskillelsen. Og når der er jordskælv skyldes det, at han stadig vælter rundt derinde.
En af de mest kendte i maoriernes gudeverden er Maui. Han sørgede for, at dagene blev lange, for i begyndelsen gik solen lynhurtigt ned. Den strøg over himlen på få minutter, og det var upraktisk. Maui lavede derfor reb af flax og lokkede et magisk kæbeben ud af kæben på sin blinde farmor og brugte blod fra sin næse som madding. Da solen stod op, fangede han den med rebet og tævede løs på den med det magiske kæbeben. Da Maui slap solen igen, var den så svag, at den nu var hele dagen om at vandre over himlen.
Maui var også guden, der fandt New Zealand – på en fisketur. Han brugte sit magiske kæbeben som fiskekrog. En kæmpe fisk bed på. Så enorm, at det var hele Nordøen. For at få has på den sprang Maui i vandet og tævede den med sin jadekølle, alle disse knubs blev øens bjerge og dale. Derefter trak han til, krogen sad fast i Wellington, halen var Northlands, Taupo fiskens hjerte, og det hele kom op og blev land.
Hvorfra kom så Sydøen? Jo, det var kanoen, som Maui fiskede fra. Han sad på det sted, hvor vi i dag har Kaikoura. Og ankeret var Stewart Island. Det er ligeså godt som Adam og Eva.
Landets kortlægger: James Cook
Jeg håber, min ærgerrighed vil føre mig ikke blot videre end noget andet menneske har været før mig, men så vidt, som jeg tror, at det er muligt for mennesket at komme.
Da den engelske opdagelsesrejsende James Cook skrev disse ord, anede han ikke, at folk en dag kunne komme til månen. Men bortset fra det, fik han opfyldt sit mål. Han ledte tre epokegørende jordomsejlinger, der ændrede vores opfattelse af kloden.
Fra 1768-71 sejlede han ud for at finde Sydkontinentet. Kloge hoveder mente dengang, at Jorden var symmetrisk opbygget, og derfor måtte der være et enormt fastland på den sydlige halvkugle, der matchede det på den nordlige halvkugle – et tempereret fastland, der skulle strække sig fra Sydamerika til New Zealand. Det kunne Cook af gode grunde ikke finde. Til gengæld genfandt han (Abel Tasman havde været der, se historie), men Cook kortlagde også både New Zealand og dele af Australien. Så godt, at man brugte hans kort i mange år frem.
Fra 1772-75 skulle han igen finde Sydkontinentet. Og ud over besøg i New Zealand sejlede Cook syd for den antarktiske polarcirkel og kunne endeligt bevise, at der ikke var et Sydkontinent. Han blev på denne tur første mand, der sejlede Jorden rundt fra øst til vest.
Fra 1778-79 skulle han finde Nordvestpassagen mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Han sejlede igen til New Zealand og herfra til Hawaii, som han navngav Sandwichøerne. Han opdagede Alaska, men blev dræbt, da han vendte tilbage til Sandwichøerne.
Alle ekspeditionerne fortog han i det ikke så yndefulde skib Endeavour.
James Cook blev født i 1728 i et fattigt hjem. Som 18-årig tog han hyre på et kulskib, og det viste sig hurtigt, at han var god på søen. 29 år gammel fik han tilbud om at blive skibsfører, men sagde nej. I stedet meldte han sig i 1755 til Royal Navy. Ingen ved hvorfor. Måske var han bare træt af kulstøv. Det kan i hvert fald ikke have været, fordi han drømte om en karriere som officer i marinen, for det var forbeholdt adelen.
Han blev bådsmand på ekspeditioner til Canada og var med til at udforske Newfoundlands kyst. Han viste sans for ekspeditioner, og efter ti år blev han udpeget til leder af den første store britiske ekspedition til Stillehavet. Officielt for at bringe astronomer til Tahiti, så de kunne observere planeten Merkur passere mellem Solen og Jorden.
Cook kunne sit kram. Han var en genial kartograf, navigatør og skibsfører. Han var fremsynet i sin behandling af mandskabet. Han lod matroser piske, hvis de ikke spiste deres henkogte surkål, for ellers fik de skørbug. Cook var også påpasselig med mandskabets hygiejne. Et par uvaskede hænder kostede rask væk en dags romration.
James Cook blev først rigtig anerkendt efter anden ekspedition, hvor han aflivede myten om det sydlige kontinent. Han blev fejret, blev kaptajn og var i audiens hos kongen. Han fik pension, som han kunne leve af. Men hjemme trak kun konen, Elizabeth og seks børn, tre døde ved fødslen, og resten nåede kun at blive få år gamle. Så han stak til søs igen.
Hvordan James Cook var privat, aner vi ikke. Hans logbøger var objektive. Han efterlod et hav af papirer og breve, men dem brændte hans kone, som levede i 56 år efter hans død. Vi ved måske, at han var en venlig mand, når han en gang imellem var hjemme, for konen klagede altid over malerierne af hendes mand. Nok lignede de, sagde hun, men han så alt for alvorlig ud.
Hans sidste ekspedition endte på Hawaii. Her blev han slået ned af de lokale polynesiere, som lod hans kød sejle ud til skibet, mens knoglerne blev delt ud som souvenirs til de forskellige høvdinge. Hvorfor? Det er der ingen, der ved. Cook blev 50 år gammel.
Jeg håber, min ærgerrighed vil føre mig ikke blot videre end noget andet menneske har været før mig, men så vidt, som jeg tror, at det er muligt for mennesket at komme.
Da den engelske opdagelsesrejsende James Cook skrev disse ord, anede han ikke, at folk en dag kunne komme til månen. Men bortset fra det, fik han opfyldt sit mål. Han ledte tre epokegørende jordomsejlinger, der ændrede vores opfattelse af kloden.
Fra 1768-71 sejlede han ud for at finde Sydkontinentet. Kloge hoveder mente dengang, at Jorden var symmetrisk opbygget, og derfor måtte der være et enormt fastland på den sydlige halvkugle, der matchede det på den nordlige halvkugle – et tempereret fastland, der skulle strække sig fra Sydamerika til New Zealand. Det kunne Cook af gode grunde ikke finde. Til gengæld genfandt han (Abel Tasman havde været der, se historie), men Cook kortlagde også både New Zealand og dele af Australien. Så godt, at man brugte hans kort i mange år frem.
Fra 1772-75 skulle han igen finde Sydkontinentet. Og ud over besøg i New Zealand sejlede Cook syd for den antarktiske polarcirkel og kunne endeligt bevise, at der ikke var et Sydkontinent. Han blev på denne tur første mand, der sejlede Jorden rundt fra øst til vest.
Fra 1778-79 skulle han finde Nordvestpassagen mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Han sejlede igen til New Zealand og herfra til Hawaii, som han navngav Sandwichøerne. Han opdagede Alaska, men blev dræbt, da han vendte tilbage til Sandwichøerne.
Alle ekspeditionerne fortog han i det ikke så yndefulde skib Endeavour.
James Cook blev født i 1728 i et fattigt hjem. Som 18-årig tog han hyre på et kulskib, og det viste sig hurtigt, at han var god på søen. 29 år gammel fik han tilbud om at blive skibsfører, men sagde nej. I stedet meldte han sig i 1755 til Royal Navy. Ingen ved hvorfor. Måske var han bare træt af kulstøv. Det kan i hvert fald ikke have været, fordi han drømte om en karriere som officer i marinen, for det var forbeholdt adelen.
Han blev bådsmand på ekspeditioner til Canada og var med til at udforske Newfoundlands kyst. Han viste sans for ekspeditioner, og efter ti år blev han udpeget til leder af den første store britiske ekspedition til Stillehavet. Officielt for at bringe astronomer til Tahiti, så de kunne observere planeten Merkur passere mellem Solen og Jorden.
Cook kunne sit kram. Han var en genial kartograf, navigatør og skibsfører. Han var fremsynet i sin behandling af mandskabet. Han lod matroser piske, hvis de ikke spiste deres henkogte surkål, for ellers fik de skørbug. Cook var også påpasselig med mandskabets hygiejne. Et par uvaskede hænder kostede rask væk en dags romration.
James Cook blev først rigtig anerkendt efter anden ekspedition, hvor han aflivede myten om det sydlige kontinent. Han blev fejret, blev kaptajn og var i audiens hos kongen. Han fik pension, som han kunne leve af. Men hjemme trak kun konen, Elizabeth og seks børn, tre døde ved fødslen, og resten nåede kun at blive få år gamle. Så han stak til søs igen.
Hvordan James Cook var privat, aner vi ikke. Hans logbøger var objektive. Han efterlod et hav af papirer og breve, men dem brændte hans kone, som levede i 56 år efter hans død. Vi ved måske, at han var en venlig mand, når han en gang imellem var hjemme, for konen klagede altid over malerierne af hendes mand. Nok lignede de, sagde hun, men han så alt for alvorlig ud.
Hans sidste ekspedition endte på Hawaii. Her blev han slået ned af de lokale polynesiere, som lod hans kød sejle ud til skibet, mens knoglerne blev delt ud som souvenirs til de forskellige høvdinge. Hvorfor? Det er der ingen, der ved. Cook blev 50 år gammel.
Støt guiden med drikkepenge via MobilePay: 20216673
Stuckenberg: Kærlighedsdrama i en skuffe
Ingeborg Stuckenberg
Der findes mange historier om danskere, der tog til New Zealand, spyttede i næverne og gjorde lykke. Vi hører sjældent om dem, det gik skidt. En af dem var Ingeborg Stuckenberg. Hovedpersonen i et kærlighedsdrama, der er skrevet bøger og lavet film om. Det endte tragisk i New Zealand.
Hun blev født i København i 1866 i gode kår, og hun udviklede et stort musiske talent. Som 21-årig giftede hun sig med digteren Viggo Stuckenberg og blev venner med dansk litteraturs store mænd. Hun digtede selv, og i de første år af ægteskabet gik det fint, men så følte Ingeborg, at hun kom til at stå i skyggen af sin mand. Og det passede ikke hendes lidenskabelige temperament. Og så gik hun hen og forelskede sig i den kongelige gartner på Sorgenfri Slot, Hans Dines Madsen. Det var en skandale, men den rejste i de 1903 fra tog til New Zealand, hvor hendes bror boede. Men her var ingen lykke for Ingeborg. Hun blev blev fortvivlet. Hendes bror havde hverken fundet mælk eller honning på gaderne. Han var forhutlet, og der var ikke andet end surt slid at tage fat på. De litterære aftener i de varme stuer i København var væk. Og Ingeborg havde ingen returbillet. Hun skrev om sit nye hjem: Hjemløse og fremmede dør de, der ikke var kraftige nok til det frygtelige arbejde her fordres for at eksistere. Hjemløse og fremmede, uden at kunne gøre sig forståelige i deres eget sprog; forladte og uænsede kan de ligge og dø i deres hytter herovre. Ingen tænker på andet end at frelse sig selv. Og stadig kommer folk rejsende, stadig fortrøstningsfulde giver de deres sidste nødskilling ud til denne sørgelige, uendelige skuffelse.
Ingeborg Stuckenberg sluttede selv sit liv. Den bitre kvinde opdagede, at gartneren i al hemmelighed havde købt billet hjem. Tanken om, at han ville efterlade hende i dette helvede, blev for meget for hende. Hun skød sig 12. august 1904.
Hun nåede at skrive fortrydelsens ord til Viggo Stuckenberg: Kæreste, hvor har vi to holdt af hinanden – hvor har jeg elsket dig med al mit forspildte livs varme.
Hun er begravet på Waikaraka Park Cemetery i Auckland. På nationalmuseet i Wellington er hun med som eksempel på, at det hele ikke var lyserødt for indvandrerne. Man finder hende i afdelingen om emigrations-historie – i en skuffe.
Hun blev født i København i 1866 i gode kår, og hun udviklede et stort musiske talent. Som 21-årig giftede hun sig med digteren Viggo Stuckenberg og blev venner med dansk litteraturs store mænd. Hun digtede selv, og i de første år af ægteskabet gik det fint, men så følte Ingeborg, at hun kom til at stå i skyggen af sin mand. Og det passede ikke hendes lidenskabelige temperament. Og så gik hun hen og forelskede sig i den kongelige gartner på Sorgenfri Slot, Hans Dines Madsen. Det var en skandale, men den rejste i de 1903 fra tog til New Zealand, hvor hendes bror boede. Men her var ingen lykke for Ingeborg. Hun blev blev fortvivlet. Hendes bror havde hverken fundet mælk eller honning på gaderne. Han var forhutlet, og der var ikke andet end surt slid at tage fat på. De litterære aftener i de varme stuer i København var væk. Og Ingeborg havde ingen returbillet. Hun skrev om sit nye hjem: Hjemløse og fremmede dør de, der ikke var kraftige nok til det frygtelige arbejde her fordres for at eksistere. Hjemløse og fremmede, uden at kunne gøre sig forståelige i deres eget sprog; forladte og uænsede kan de ligge og dø i deres hytter herovre. Ingen tænker på andet end at frelse sig selv. Og stadig kommer folk rejsende, stadig fortrøstningsfulde giver de deres sidste nødskilling ud til denne sørgelige, uendelige skuffelse.
Ingeborg Stuckenberg sluttede selv sit liv. Den bitre kvinde opdagede, at gartneren i al hemmelighed havde købt billet hjem. Tanken om, at han ville efterlade hende i dette helvede, blev for meget for hende. Hun skød sig 12. august 1904.
Hun nåede at skrive fortrydelsens ord til Viggo Stuckenberg: Kæreste, hvor har vi to holdt af hinanden – hvor har jeg elsket dig med al mit forspildte livs varme.
Hun er begravet på Waikaraka Park Cemetery i Auckland. På nationalmuseet i Wellington er hun med som eksempel på, at det hele ikke var lyserødt for indvandrerne. Man finder hende i afdelingen om emigrations-historie – i en skuffe.
Den rigtige kiwi - for den kom først
Et lidt underligt dyr at vælge som nationalsymbol. Snøftende, kluntet og lille med en alt for lang næse. At kiwi-fuglen overhovedet har overlevet skyldes formentlig, at den har så ringe nytteværdi. Dens latinske navn er Apterygidai, dens maori-navn er kiwi. Opkaldt efter dens lyde. Kiwien er kun aktiv om natten, hvor den tusser rundt i skovbunden og søger efter regnorme, småkryb og nedfaldne frø, flyve kan den ikke. Den er verdens mindste ikke-flyvende fugl. Den kan ikke engang prale af sit næb, for i fugleverdenen måles næb fra næsebor og ud, og kiwien har som den eneste fugl næsebor på spidsen af næbbet, det er derfor officielt verdens mindste næb, så langt det end er. Der er fem kiwi-arter. Den brune kiwi er den mest almindelige og holder til på Nordøen og i en variant på dele af Sydøen.
Kiwien kan blive op til 55 år gammel. Den er monogam og når ofte sølvbryllup. Kiwi-hunnen bærer med smil en kæmpe byrde. I hver yngleperiode lægger hun tre æg, som vejer 20 pct. af hendes vægt pr. styk. Det ville svare til, at en kvinde tre gange om året skulle føde babyer på 12-15 kg. Til gengæld ruger hannen æg i de 2-3 måneder, inden de klækker.
Selv om de ser tilforladelige ud, er de strudser og kan blive hidsige, hvis man nærmer sig deres territorium, som ofte kan være på op til 40 hektar. De sparker og river med deres knivskarpe kløer. Det er derfor ikke de voksne fugle, der er truede af possums, katte og rotter, men deres unger. De forlader reden kun en uge gamle som et pund fjerprydet kødbolle, og få overlever det første år. Derfor er der kiwi-områder, hvor det er strengt forbudt at medbringe hunde og andre rovdyr. For at redde bestanden har man udsat kiwier på øer, hvor der ikke er naturlige fjender. Se www.kiwirecovery.org.nz
I alle større byer kan man besøge et kiwi-house, hvor man har lavet natforhold, så turisterne kan se fuglen i funktion i dagtimerne.
Skik og brug hos maorierne
Goddaw i stuen
Alle folk har deres ritualer, når der kommer besøg, men maorierne har et lidt længere ritual, der ikke kan klares med et goddaw i stuen. Hele velkomstarrangementet kaldes pohiri. Og den besøgende hedder en manuhiri.
Se, hvis man gerne vil ind og se til en maori, må man som manuhiri først stille sig op ude på marae´en, pladsen foran forsamlingshuset. Her tager man så sin værtindegave frem, og hos maorierne må det gerne være lidt penge. Derefter møder man wero, en bister kriger i skørt og bar overkrop. Han går skeptisk og fægtende med et spyd frem mod gæsten. For gæstens fødder lægger han en lille gren. Nu skal gæsten tage den op for at vise, at han kommer med fredelige hensigter. En kairanga er det velkomstkald, der betyder, at man nu kan gå ind i huset, tag skoene af, hold en pause ved døren for at vise respekt for de døde, og gå så ind.
Så er det tid til mihi, velkomsttaler, værten taler først, dernæst gæsten, tak fordi man måtte komme og den slags, og så går man direkte over i waiata, hvor man skal synge en sang. Lille Peter Edderkop er helt acceptabel, og der er ingen krav til det kunstneriske. Man giver så officielt sin gave, koha, og når alt det er i orden, kan man så hongi, det vil sige røre hinanden med næserne, ikke gnubbe, kun røre, og hvis man er blevet meget fine venner, kan man forsøge at finde fælles åndedræt. Så er der serveret til kai, mad, og så er man faktisk en maori, men kun indtil man forlader huset. Så er det om igen, hvis man igen vil på visit.
Alle folk har deres ritualer, når der kommer besøg, men maorierne har et lidt længere ritual, der ikke kan klares med et goddaw i stuen. Hele velkomstarrangementet kaldes pohiri. Og den besøgende hedder en manuhiri.
Se, hvis man gerne vil ind og se til en maori, må man som manuhiri først stille sig op ude på marae´en, pladsen foran forsamlingshuset. Her tager man så sin værtindegave frem, og hos maorierne må det gerne være lidt penge. Derefter møder man wero, en bister kriger i skørt og bar overkrop. Han går skeptisk og fægtende med et spyd frem mod gæsten. For gæstens fødder lægger han en lille gren. Nu skal gæsten tage den op for at vise, at han kommer med fredelige hensigter. En kairanga er det velkomstkald, der betyder, at man nu kan gå ind i huset, tag skoene af, hold en pause ved døren for at vise respekt for de døde, og gå så ind.
Så er det tid til mihi, velkomsttaler, værten taler først, dernæst gæsten, tak fordi man måtte komme og den slags, og så går man direkte over i waiata, hvor man skal synge en sang. Lille Peter Edderkop er helt acceptabel, og der er ingen krav til det kunstneriske. Man giver så officielt sin gave, koha, og når alt det er i orden, kan man så hongi, det vil sige røre hinanden med næserne, ikke gnubbe, kun røre, og hvis man er blevet meget fine venner, kan man forsøge at finde fælles åndedræt. Så er der serveret til kai, mad, og så er man faktisk en maori, men kun indtil man forlader huset. Så er det om igen, hvis man igen vil på visit.
Støt guiden med drikkepenge via MobilePay: 20216673
Dansk statsminister var kaffebonde i New Zealand
D. G. Monrad, forfatter til grundloven
En af Danmarks største statsmænd var også en af New Zealands første indbyggere: Ditlev Gothard Monrad.
D. G. Monrad blev født i København i 1811, voksede op i Præstø, blev lærer og præst. Under enevælden kæmpede han for demokrati, bl.a. som redaktør af den liberale avis Fædrelandet. Da kongen gav sig i 1848, blev Monrad sat til at skrive Grundloven. I den første demokratiske regering blev Monrad undervisningsminister. Senere statsminister – eller konseilspræsident, som det hed. Men krigen mod Tyskland i 1864 blev hans skæbne. For under fredskonferencen i London sagde han nej til fredsbetingelser, som ville have betydet, at Danmark kunne beholde en del af Slesvig. Han sagde det ikke engang selv, men lod kongen bestemme, selv om enevælden var afskaffet. Derfor brød krigen ud igen, og Danmark mistede både Slesvig, Holsten og Sønderjylland. Monrad fik skylden. Så satte han en annonce i avisen og bekendtgjorde, at nu var han den, der var skredet. 54 år gammel sejlede han med familien til New Zealand. Her blev han modtaget af den britiske guvernør, for man vidste godt, at han ikke var en hr. hvem som helst. Men han ville være nybygger og efter et kort ophold i en civiliseret lejlighed i Nelson, drog han ind i vildnisset i det sydlige af Nordøen. Store pramme fragtede statsmandens bibliotek og koncertflygel op ad floden, så der kunne komme kultur i det lille hus på prærien.
Monrad byggede en lille hytte i Karere, ti km uden for det nuværende Palmerston North. Han dyrkede kaffe, og det var hårdt og ret umuligt. Efter tre år havde han fået nok og sejlede hjem. Her genoptog han sin politiske og teologiske karriere, blev igen medlem af Folketinget og sandelig også biskop for Maribo Stift. Han døde i 1887.
Hans familie levede videre i New Zealand, hvor de gjorde det godt. Et barnebarn – også en Ditlev – blev grundlægger af områdets andelsbevægelse. Han og konen Kamma boede i den oprindelige hytte i Karere, indtil de i 1905 byggede det smukke hus Kaingahou på 642 Pioner Highway i Palmerston North. Arkitekten var danskeren, Abraham du Fresne. Kun ved særlige lejligheder er det åbent for offentligheden, men man kan også sagtens se det fra vejen.
Ditlev jr. døde i 1908. Hans og andre danske og norske gravsteder er i den skandinaviske afdeling af byens gamle kirkegård, Terrace End Cemetary. De ligger i anden række ud mod Napier Road i retning mod Napier..
Palmerston North mindes Monrad-familien på mange måder. På Botanical Road ligger Monrad Mediate School, hvor der også vokser en Monrad Elm. Det er resultatet af en stikling, som den gamle Monrads kone Emilie havde med fra Danmark og plantede i Karere. I 1976 blev der taget stiklinger fra træet – en blev plantet ved Kaingahou, en anden kom til at vokse på skolen. Desuden er en park og en gade opkaldt efter Monrad.
D. G. Monrad blev født i København i 1811, voksede op i Præstø, blev lærer og præst. Under enevælden kæmpede han for demokrati, bl.a. som redaktør af den liberale avis Fædrelandet. Da kongen gav sig i 1848, blev Monrad sat til at skrive Grundloven. I den første demokratiske regering blev Monrad undervisningsminister. Senere statsminister – eller konseilspræsident, som det hed. Men krigen mod Tyskland i 1864 blev hans skæbne. For under fredskonferencen i London sagde han nej til fredsbetingelser, som ville have betydet, at Danmark kunne beholde en del af Slesvig. Han sagde det ikke engang selv, men lod kongen bestemme, selv om enevælden var afskaffet. Derfor brød krigen ud igen, og Danmark mistede både Slesvig, Holsten og Sønderjylland. Monrad fik skylden. Så satte han en annonce i avisen og bekendtgjorde, at nu var han den, der var skredet. 54 år gammel sejlede han med familien til New Zealand. Her blev han modtaget af den britiske guvernør, for man vidste godt, at han ikke var en hr. hvem som helst. Men han ville være nybygger og efter et kort ophold i en civiliseret lejlighed i Nelson, drog han ind i vildnisset i det sydlige af Nordøen. Store pramme fragtede statsmandens bibliotek og koncertflygel op ad floden, så der kunne komme kultur i det lille hus på prærien.
Monrad byggede en lille hytte i Karere, ti km uden for det nuværende Palmerston North. Han dyrkede kaffe, og det var hårdt og ret umuligt. Efter tre år havde han fået nok og sejlede hjem. Her genoptog han sin politiske og teologiske karriere, blev igen medlem af Folketinget og sandelig også biskop for Maribo Stift. Han døde i 1887.
Hans familie levede videre i New Zealand, hvor de gjorde det godt. Et barnebarn – også en Ditlev – blev grundlægger af områdets andelsbevægelse. Han og konen Kamma boede i den oprindelige hytte i Karere, indtil de i 1905 byggede det smukke hus Kaingahou på 642 Pioner Highway i Palmerston North. Arkitekten var danskeren, Abraham du Fresne. Kun ved særlige lejligheder er det åbent for offentligheden, men man kan også sagtens se det fra vejen.
Ditlev jr. døde i 1908. Hans og andre danske og norske gravsteder er i den skandinaviske afdeling af byens gamle kirkegård, Terrace End Cemetary. De ligger i anden række ud mod Napier Road i retning mod Napier..
Palmerston North mindes Monrad-familien på mange måder. På Botanical Road ligger Monrad Mediate School, hvor der også vokser en Monrad Elm. Det er resultatet af en stikling, som den gamle Monrads kone Emilie havde med fra Danmark og plantede i Karere. I 1976 blev der taget stiklinger fra træet – en blev plantet ved Kaingahou, en anden kom til at vokse på skolen. Desuden er en park og en gade opkaldt efter Monrad.
Bungy Jump - med livet i en tynd elastik
Den mest berømte af kiwiernes dare-devil aktiviteter er The Bungy Jump. Det begyndte i Queenstown, men nu kan man hoppe over alt i New Zealand. Opfinderen er kiwien A. J. Hackett. Han var inspireret af Pinseøen, hvor man i manddomsprøver skulle springe ned fra høje bambustårne med lianer bundet om anklerne. Når en kiwi hører det, bliver han elektrisk i kroppen. Det river og jager i ham, og han slapper ikke af, før han har lavet en butik, hvorfra han kan sælge disse farligheder.
Hackett fik hjælp fra Auckland Universitet til udvikling af det elastik-materiale, der skulle bruges. De første udspring skete fra Auckland Bridge, uden ret mange lagde mærke til det. Derfor tog han i 1986 til Paris og sprang ud fra Eiffel-tårnet, og så vidste hele verden, at bungy jump´et var født. New Zealand fik en opmærksomhed, der næsten overgik kiwifrugten.
Hackett etablerede sig i 1988 omkring den 100 år gamle Kawarau Suspension Bridge uden for Queenstown, og 12. november kastede den første sig ud fra broen med livet i en elastik. Springet her betragtes stadig som det rigtige bungy jump. Her er ingen kraner eller høje master. Kun en bro og newzealandsk natur med en rivende flod 43 meter nedenfor.
Stedet er udvidet adskillige gange, så man kan to springe samtidigt. Der er tilskuerplatforme og en butik med det hele. Selv om jeg ikke kan anbefale dødsspringet, idet jeg ingen erfaring har ud i det, synes mange, at det er stor oplevelse og en udflugt værd.
Man kan bungy jumpe i alle større byer, men omkring Queenstown hører de til de mest brugte: Kawarau River: Det traditionelle spring på 43 m fra Suspension Bridge på SH 6. Skippers Canyon: Spring på 72 m i smukke omgivelser. Her kan man også tage det højere spring i Pipeline på 100 m. Nevis River: Ved hjælp af store stålkabler holdes en svævebane fast 134 m over floden. Man springer fra en lille gondol, der kører ud til midten, og så skal man ellers bare hoppe ud. Der er flere jumpe-muligheder, også inde i byen eller fra helikopter. Få flere oplysninger i Queenstowns action-butikker eller på www.ajhackett. com
Hackett fik hjælp fra Auckland Universitet til udvikling af det elastik-materiale, der skulle bruges. De første udspring skete fra Auckland Bridge, uden ret mange lagde mærke til det. Derfor tog han i 1986 til Paris og sprang ud fra Eiffel-tårnet, og så vidste hele verden, at bungy jump´et var født. New Zealand fik en opmærksomhed, der næsten overgik kiwifrugten.
Hackett etablerede sig i 1988 omkring den 100 år gamle Kawarau Suspension Bridge uden for Queenstown, og 12. november kastede den første sig ud fra broen med livet i en elastik. Springet her betragtes stadig som det rigtige bungy jump. Her er ingen kraner eller høje master. Kun en bro og newzealandsk natur med en rivende flod 43 meter nedenfor.
Stedet er udvidet adskillige gange, så man kan to springe samtidigt. Der er tilskuerplatforme og en butik med det hele. Selv om jeg ikke kan anbefale dødsspringet, idet jeg ingen erfaring har ud i det, synes mange, at det er stor oplevelse og en udflugt værd.
Man kan bungy jumpe i alle større byer, men omkring Queenstown hører de til de mest brugte: Kawarau River: Det traditionelle spring på 43 m fra Suspension Bridge på SH 6. Skippers Canyon: Spring på 72 m i smukke omgivelser. Her kan man også tage det højere spring i Pipeline på 100 m. Nevis River: Ved hjælp af store stålkabler holdes en svævebane fast 134 m over floden. Man springer fra en lille gondol, der kører ud til midten, og så skal man ellers bare hoppe ud. Der er flere jumpe-muligheder, også inde i byen eller fra helikopter. Få flere oplysninger i Queenstowns action-butikker eller på www.ajhackett. com
Se andre rejseguider
Nu også en guide til Skåne
Klik og kik på andre gratis rejseguider. Alle udgivet som "Turen går til...", skrevet af rejsebogsforfattere.
Vi har:
Azorerne, Brasilien, Dansk Vestindien, Den Dominikanske Republik, Gran Canaria, Israel, Lanzarote, New Zealand, Madeira, Malta, Skåne, Tenerife
Vi har:
Azorerne, Brasilien, Dansk Vestindien, Den Dominikanske Republik, Gran Canaria, Israel, Lanzarote, New Zealand, Madeira, Malta, Skåne, Tenerife
Turen går til Midgård
Mange steder lancerer sig som et sted i Midgård, foto Kenneth Bo Jørgensen
Ringenes Herre er en god historie, men det er en ren, lille godnathistorie i forhold til det mega-eventyr, som først for alvor begyndte, da filmen fik verdenspremiere. For så startede et forretningseventyr, der gjorde et helt land på den sydlige halvkugle rigt - rigt på turister, rigt på fremmed valuta, rigt på anerkendelse, ja, bare rigt. For alle tre Tolkien-film er optaget i New Zealand, og landet er stadig kult for Tolkien-fans over hele verden. De strømmer stadig til landet, der blev Midgård, og de tager på pilgrimsrejse til de steder, hvor filmen er optaget.
At New Zealand blev Midgård skyldtes instruktøren, Peter Jackson, der er født her. Han sagde før optagelserne:
”Tolkien forestillede sig et 7000 år gammelt England med utæmmede landskaber, der skifter hurtigt fra dale til bjerge. Med bjerge som i Alperne og søer som i Italien. Det hele lå lige her i New Zealand, så vi har kun haft behov for ganske lidt computerhjælp til at skabe Midgård.
En rejse til Midgård begynder syd for hovedbyen Auckland, ved de saftiggrønne enge i Matamata. Det er nu Hobittrup. I flere år dyrkede man grøntsager og blomster her for at få stedet til at ligne en by, hvor hobitterne havde boet i årevis. De ”rigtige” indbyggerne, der før bare guidede turister til deres varme kiler, har vænnet sig til rene paparazzi-tilstande.
Fortsætter man sin tur sydpå, vil man sagtens genkende landskaber fra filmen. F.eks. fra Tongariro National Park, der var kulisse som Mordor, Mount Doom og Gorgorth. Kampscener med tusindvis af statister er optaget her tæt på nogle af landets bedste ski-områder.
New Zealands hovedstad ser sig selv som det nye LOTR. Byen er gået fra kedelig regeringsby til kulturel magnet. Mange scener er optaget her, fordi det er instruktørens fødeby, og han kan godt lide at være hjemme: Outer Shire, Chetwood forest, Weathertop, Helm's Deep, Black Gate of Mordor og Minas Tirith.
På Sydøen er det Golden Bay, der var kulissertil Chetwood skoven og tæt på det rå landskab i Rivendell, Kløvedal. De fantastiske bjerge, The Remarkables, er naturlige kulisser til Vestvejen, De hvide bjerge, Argonath, Osgiliath og Bruinen. Ved Glenorchy kan man se skovene, der nu for evigt vil være forbundet med Lothlorien, Amon Hen og Fangorn.
Fra Te Anau tager man på pragtfulde sejlture på de berømte Milford Sound. Det kan også nydes i filmen som er kulisserne til Dead and Midgewater Marshes.
At New Zealand blev Midgård skyldtes instruktøren, Peter Jackson, der er født her. Han sagde før optagelserne:
”Tolkien forestillede sig et 7000 år gammelt England med utæmmede landskaber, der skifter hurtigt fra dale til bjerge. Med bjerge som i Alperne og søer som i Italien. Det hele lå lige her i New Zealand, så vi har kun haft behov for ganske lidt computerhjælp til at skabe Midgård.
En rejse til Midgård begynder syd for hovedbyen Auckland, ved de saftiggrønne enge i Matamata. Det er nu Hobittrup. I flere år dyrkede man grøntsager og blomster her for at få stedet til at ligne en by, hvor hobitterne havde boet i årevis. De ”rigtige” indbyggerne, der før bare guidede turister til deres varme kiler, har vænnet sig til rene paparazzi-tilstande.
Fortsætter man sin tur sydpå, vil man sagtens genkende landskaber fra filmen. F.eks. fra Tongariro National Park, der var kulisse som Mordor, Mount Doom og Gorgorth. Kampscener med tusindvis af statister er optaget her tæt på nogle af landets bedste ski-områder.
New Zealands hovedstad ser sig selv som det nye LOTR. Byen er gået fra kedelig regeringsby til kulturel magnet. Mange scener er optaget her, fordi det er instruktørens fødeby, og han kan godt lide at være hjemme: Outer Shire, Chetwood forest, Weathertop, Helm's Deep, Black Gate of Mordor og Minas Tirith.
På Sydøen er det Golden Bay, der var kulissertil Chetwood skoven og tæt på det rå landskab i Rivendell, Kløvedal. De fantastiske bjerge, The Remarkables, er naturlige kulisser til Vestvejen, De hvide bjerge, Argonath, Osgiliath og Bruinen. Ved Glenorchy kan man se skovene, der nu for evigt vil være forbundet med Lothlorien, Amon Hen og Fangorn.
Fra Te Anau tager man på pragtfulde sejlture på de berømte Milford Sound. Det kan også nydes i filmen som er kulisserne til Dead and Midgewater Marshes.
Blev du glad for guiden, kan du støtte den via MobilePay på tlf. 20216673
Vidste du, at - trivia om New Zealand
Maorier betyder "de normale", foto Kenneth Bo Jørgensen
Maorierne hed ikke noget, før de hvide kom. Da maorierne så de hvide, kaldte de sig selv de normale. Maori betyder normal.
Maoriernes talesprog er gammelt, men de havde ikke noget skriftsprog. Derfor sendte missionærer i 1820 maorier til England, for på Oxford at få dannet et skriftsprog – det fik 15 bogstaver.
New Zealand er det første land, der indførte automatisk ægteskab. Hvis et par – uanset køn – bor sammen i mere end tre år, har de samme rettigheder som ægteviede.
New Zealand er det eneste land uden for Danmark, der har julemærker. Siden 1929, da det blev introduceret af den danske indvandrer, Kristine Nielsen.
New Zealand har følgende på Unescos liste over verdensarv: Te Wahipounamu (den sydvestlige del af Sydøen), der også omfatter Mount Cook, Westland og Fiordland nationalparker. Tongariro Nationalpark og de sub-antarktiske øer.
AUCKLAND er opkaldt efter en mand, der intet havde med byen at gøre. Jarlen af Auckland, George Eden (1784-1849), var engelsk flådechef og generalguvernør i Indien. New Zealands første guvernør Hobson ønskede at ære jarlen, fordi han havde givet Hobson et fedt job, længe inden han kom til New Zealand.
Første hvide kvinde, født og død i New Zealand, var Hannah King Letheridge, f. Hansen (1816-1907). Hun er begravet i Russell, hvor hun boede hele sit liv.
Kiwifrugten indeholder et enzym, der fortærer proteiner. Derfor kan man gøre kød mørt ved at hælde kiwisaft eller lægge kiwiskiver på det.
MAORIERNE har deres egen Romeo og Julie: Tutanekai og Hinemoa. Parret kunne kun mødes hemmeligt, for deres familier var imod forholdet. Når Tutanekai blæste på sin benfløjte på øen Mokoia, sejlede Hinemoa derud. Men familien fik mistanke, og de gemte hendes kano. Men intet kunne holde hende tilbage. Hun smed tøjet, udhulede et græskar og flød på det ud til øen. Det gjorde familierne møre, og parret måtte få hinanden. Maori-historier er ofte ret udramatiske.
Man må hverken købe eller sælge ørreder kommercielt i New Zealand, men man må fange selv og spise dem selv, undtagen i visse søer mellem juni og september.
Taumatawhakatangihangakoauauotamateapokaiwhenuakitanatahu, betyder »Stedet, hvor Tamatea, manden med de store knæ, som sled, klatrede og slugte bjerge, kendt som landæderen, spillede fløjte for sin kæreste.« Det siges at være verdens længste stednavn. Byen ligger 25 km Ø for Dannevirke.
Er man interesseret i danskere emigreret til New Zealand, kan en indgang være: www.downtown.co.nz/genealogy. Der er passagerlister, kirkegårdsoversigter, folketællinger, medlemmer af den danske klub i Dannevirke m.m.
New Zealand er storeksportør af den teknik mod jordskælv, der placerer veje og bygninger på gummipuder, så de kan bevæge sig op til 30 cm til alle sider.
I januar 2002 besteg en mand Mt. Cook med to kunstige ben. Han mistede sine ben, da han forsøgte at bestige bjerget 19 år tidligere.
Maoriernes talesprog er gammelt, men de havde ikke noget skriftsprog. Derfor sendte missionærer i 1820 maorier til England, for på Oxford at få dannet et skriftsprog – det fik 15 bogstaver.
New Zealand er det første land, der indførte automatisk ægteskab. Hvis et par – uanset køn – bor sammen i mere end tre år, har de samme rettigheder som ægteviede.
New Zealand er det eneste land uden for Danmark, der har julemærker. Siden 1929, da det blev introduceret af den danske indvandrer, Kristine Nielsen.
New Zealand har følgende på Unescos liste over verdensarv: Te Wahipounamu (den sydvestlige del af Sydøen), der også omfatter Mount Cook, Westland og Fiordland nationalparker. Tongariro Nationalpark og de sub-antarktiske øer.
AUCKLAND er opkaldt efter en mand, der intet havde med byen at gøre. Jarlen af Auckland, George Eden (1784-1849), var engelsk flådechef og generalguvernør i Indien. New Zealands første guvernør Hobson ønskede at ære jarlen, fordi han havde givet Hobson et fedt job, længe inden han kom til New Zealand.
Første hvide kvinde, født og død i New Zealand, var Hannah King Letheridge, f. Hansen (1816-1907). Hun er begravet i Russell, hvor hun boede hele sit liv.
Kiwifrugten indeholder et enzym, der fortærer proteiner. Derfor kan man gøre kød mørt ved at hælde kiwisaft eller lægge kiwiskiver på det.
MAORIERNE har deres egen Romeo og Julie: Tutanekai og Hinemoa. Parret kunne kun mødes hemmeligt, for deres familier var imod forholdet. Når Tutanekai blæste på sin benfløjte på øen Mokoia, sejlede Hinemoa derud. Men familien fik mistanke, og de gemte hendes kano. Men intet kunne holde hende tilbage. Hun smed tøjet, udhulede et græskar og flød på det ud til øen. Det gjorde familierne møre, og parret måtte få hinanden. Maori-historier er ofte ret udramatiske.
Man må hverken købe eller sælge ørreder kommercielt i New Zealand, men man må fange selv og spise dem selv, undtagen i visse søer mellem juni og september.
Taumatawhakatangihangakoauauotamateapokaiwhenuakitanatahu, betyder »Stedet, hvor Tamatea, manden med de store knæ, som sled, klatrede og slugte bjerge, kendt som landæderen, spillede fløjte for sin kæreste.« Det siges at være verdens længste stednavn. Byen ligger 25 km Ø for Dannevirke.
Er man interesseret i danskere emigreret til New Zealand, kan en indgang være: www.downtown.co.nz/genealogy. Der er passagerlister, kirkegårdsoversigter, folketællinger, medlemmer af den danske klub i Dannevirke m.m.
New Zealand er storeksportør af den teknik mod jordskælv, der placerer veje og bygninger på gummipuder, så de kan bevæge sig op til 30 cm til alle sider.
I januar 2002 besteg en mand Mt. Cook med to kunstige ben. Han mistede sine ben, da han forsøgte at bestige bjerget 19 år tidligere.
