Planter i New Zealand
Når du går rundt i en skov i New Zealand, vil 80 pct. af de arter, du ser, være endemiske. Men det er de sidste 20 pct., som dominerer. Man skal faktisk lede lidt efter de skønne sjældne planter og træer, men de er der. Se, hvad der må være øverst på plantelisten.
Kauritræet er landets stolthed
På Sydøen vil man i store områder støde på ukrudtet Hieracium. Det hører ikke hjemme i New Zealand, men kom ind i landet som en lille stikling i en sæk korn fra Europa. Siden har det spredt sig, så man kan finde det på 42 pct. af Sydøen. Den slags vil man gerne være fri for. Og derfor er man så strikse ved indrejsen, at man nærmest ikke må have et støvfnug på jakken. For selv om New Zealand har flot flora, er den også sårbar. Og mange steder er det vilde planteliv direkte truet. Og det er i et land, hvor 80 pct. af plante- og træarterne – omkring 2500 – er endemiske, dvs. at de har deres oprindelse i New Zealand. Det betyder, at de fleste arter i planteriget altid har været her. Men alligevel er det efterhånden arter udefra, som dominerer mængdemæssigt. New Zealand er – trods sit grønne image – et af de lande, der har mistet flest arter. Men alligevel. New Zealand har en pragtfuld natur, også når det gælder planter. Der er 112 forskellige træarter. De er desværre få i antal på grund af vild afskovning gennem mange hundrede år. I dag er kun ca. 23 pct. af landet dækket af urørt skov, mod 80-85 % før mennesket ankom. Der er masser af genopretning af skove og plantager i gang, som skal skabe tømmer, natur og godt klima. Til sammenligning har Danmark 14 pct. skov, men det er ikke ”urørt” – vi har mest plantager.
Her er nogle af de træer og planter, man bør kigge efter:
Her er nogle af de træer og planter, man bør kigge efter:
Bregne i knop
Bregne, Fern, Cyatheae
New Zealands nationalsymbol vælter op af jorden allevegne. Se foto foroven.
Der er 200 arter, heraf er næsten halvdelen endemiske. De fås fra 10 meter høje bregnetræer til miniaturer på 20 mm. Bare lidt fugt, vupti, så dækker de en ellers trist skovbund eller hele haven. I dag er den til stor inspiration for designere, hver en bregnedel bliver gengivet i smykker og malerier. Men for maorierne var den liv eller død. Den var basisføde på steder, hvor det var for koldt at dyrke søde kartofler. Rødderne blev tørret og malet til mel. Sølvbregnen ponga er det helt korrekte nationalsymbol, den er sølvfarvet på bladenes bagside.
New Zealands nationalsymbol vælter op af jorden allevegne. Se foto foroven.
Der er 200 arter, heraf er næsten halvdelen endemiske. De fås fra 10 meter høje bregnetræer til miniaturer på 20 mm. Bare lidt fugt, vupti, så dækker de en ellers trist skovbund eller hele haven. I dag er den til stor inspiration for designere, hver en bregnedel bliver gengivet i smykker og malerier. Men for maorierne var den liv eller død. Den var basisføde på steder, hvor det var for koldt at dyrke søde kartofler. Rødderne blev tørret og malet til mel. Sølvbregnen ponga er det helt korrekte nationalsymbol, den er sølvfarvet på bladenes bagside.
Kålpalmen kommer fra New Zealand
Kålpalmen, Cabbage tree, Coryline australis,
De op til 20 meter høje træer er står over hele landet i god våd jord. Og det er uundværligt, selv om der ikke vokser kål på det. Derimod giver det fantastisk tømmer, der stort set ikke kan brænde. Nybyggere brugte det derfor især til skorstene Frugterne spises så flittigt af ikke mindst New Zealands due, at man skulle tro, at den er afhængig. De lange fibre fra bladene anvendes til reb. Maorierne brugte træet til medicin, vi ved bare ikke mod hvad. Det mest kendte eksemplar står i Pakawau i Golden Bay: 500 år gammelt, 19 meter højt og ni meter i omkreds. Træet har bredt sig til resten af verden og går under navne som Torquay Palm i England og Palm Lily i USA. På dansk kalder vi det kålpalme, og alle tager fejl, for det har intet med en palme at gøre. Men det ligner og egner sig godt til vores himmelstrøg.
De op til 20 meter høje træer er står over hele landet i god våd jord. Og det er uundværligt, selv om der ikke vokser kål på det. Derimod giver det fantastisk tømmer, der stort set ikke kan brænde. Nybyggere brugte det derfor især til skorstene Frugterne spises så flittigt af ikke mindst New Zealands due, at man skulle tro, at den er afhængig. De lange fibre fra bladene anvendes til reb. Maorierne brugte træet til medicin, vi ved bare ikke mod hvad. Det mest kendte eksemplar står i Pakawau i Golden Bay: 500 år gammelt, 19 meter højt og ni meter i omkreds. Træet har bredt sig til resten af verden og går under navne som Torquay Palm i England og Palm Lily i USA. På dansk kalder vi det kålpalme, og alle tager fejl, for det har intet med en palme at gøre. Men det ligner og egner sig godt til vores himmelstrøg.
Kauri, Agathis australis - se foto øverst
Det fredede træ kan blive op til 50 m højt, tre meter i diameter og flere tusinde år gammelt. Engang dominerede det Nordøen, men nu er der kun oaser tilbage. Tømmeret er fantastisk til alt, der skal holde, fra skibsmaster til bygninger og møbler, Harpiksen kan bruges alt fra tyggegummi til fernis til optænding. Kauri blev fredet i 1960. Nu fælder man kun til historiske renoveringer. Kauriskovene er koncentreret i Northland. I dag er de sidste træer desværre truet af en svampesygdom, og DOC ligger på den anden ende for at redde, hvad reddes kan.
Det fredede træ kan blive op til 50 m højt, tre meter i diameter og flere tusinde år gammelt. Engang dominerede det Nordøen, men nu er der kun oaser tilbage. Tømmeret er fantastisk til alt, der skal holde, fra skibsmaster til bygninger og møbler, Harpiksen kan bruges alt fra tyggegummi til fernis til optænding. Kauri blev fredet i 1960. Nu fælder man kun til historiske renoveringer. Kauriskovene er koncentreret i Northland. I dag er de sidste træer desværre truet af en svampesygdom, og DOC ligger på den anden ende for at redde, hvad reddes kan.
Billede af Amy K fra Pixabay
Kowhai, Sophora tetraptera
Busken har bregnelignende blade og står langs flodbredder og skovkanter, men også i private haver og parker. Dens smukke gule blomster I foråret er landets uofficielle nationalblomst. Det kan blive op til 25 meter. Mange sjældne fugle afhænger af træet: tui, kākā og kererū. Det hårde træ var godt tømmer, og bladene blev brugt i medicin. I dag er træet fredet.
Busken har bregnelignende blade og står langs flodbredder og skovkanter, men også i private haver og parker. Dens smukke gule blomster I foråret er landets uofficielle nationalblomst. Det kan blive op til 25 meter. Mange sjældne fugle afhænger af træet: tui, kākā og kererū. Det hårde træ var godt tømmer, og bladene blev brugt i medicin. I dag er træet fredet.
Mount Cook Buttercup. Af Bruno Glätsch fra Pixabay
Mount Cook Buttercup Ranunculus lyallii Verdens største ranunkel, også kaldet smørblomst- kendt som Mount Cook Lily, skønt den aldrig har set en lilje, men indrømmet, det ligner med hvide blomster og store blanke blade. New Zealands mest kendte alpine plante vokser på Sydøens bjergskråninger og kan blive over en meter høje med blade større end en spade. Planten har den særlige evne, at den kan suge vand ind – og ud, på begge sider af bladene. Så den kan søbe vand til sig inden en varm dag, og så tisse det, som den ikke havde brug for, ved aftentide.
Flax Phormium
De første europæere kaldte det New Zealand Hør, for de troede, at det var hør, bare meget stærkt. Men det er en stedsegrøn agave med stærke fibre, kaldet flax. Maorierne brugte det til klæder, europæerne brugte det til tovværk. I sejlskibets tid var det en stor eksportvare. Det vokser i flere varianter og kan blive op til tre meter. I dag bruges det til sæber og kosmetik på grund af olien fra bladene. Kom til en maori-landsby, og de vil straks vise dig, hvordan man laver en hel kjole ud af tre blade. Og de kan lave måtter, tallerkener, kurve og fiskenet af det.
Saften fra blomsterne blev brugt som sødemiddel, og det virkede også mod tandpine, og helt fint som tyggegummi. En meget vellykket plante, må man sige.
De første europæere kaldte det New Zealand Hør, for de troede, at det var hør, bare meget stærkt. Men det er en stedsegrøn agave med stærke fibre, kaldet flax. Maorierne brugte det til klæder, europæerne brugte det til tovværk. I sejlskibets tid var det en stor eksportvare. Det vokser i flere varianter og kan blive op til tre meter. I dag bruges det til sæber og kosmetik på grund af olien fra bladene. Kom til en maori-landsby, og de vil straks vise dig, hvordan man laver en hel kjole ud af tre blade. Og de kan lave måtter, tallerkener, kurve og fiskenet af det.
Saften fra blomsterne blev brugt som sødemiddel, og det virkede også mod tandpine, og helt fint som tyggegummi. En meget vellykket plante, må man sige.
Von Nikau - Eigenes Werk, Gemeinfrei,
New Zealand Nikau, Rhopalostylis sapida Landets eneste endemiske palme står mest markant på Sydøens kyster. Der er pragteksemplarer ved pandekageklipperne i Punakaiki og i Kohaihai. Den kan blive 10-15 m høje. Bladene kan være op til tre meter lange. Maorierne brugte palmen til alt: tekstiler, kogegrej, måtter og mad. De hårde bær blev halskæder. Den vokser langsomt, er 200 år om at nå 10 meter. Den minder meget om kokospalmer. Maorierne navngav den nikau, som betyder uden nødder. De oprindelige maorier kendte kokospalmer fra deres hjemland, og her var så en, bare uden nødder.
Pohutukawa-træet
Pohutukawa, Metrosideros excelsa - New Zealands nationaltræ - og juletræ, fordi det står med kæmpestore flammende røde blomster i julemåneden, specielt på Coromandel. Den ses også med gule blomster. I Maori mytologi er blomsterne blod fra en ung kriger Tawhaki der søgte hjælp i himlen, men ragede for højt op og faldt til jorden. Den mest berømte pōhutukawa er et lille vejrbidt træ ved Cape Reinga. Det 800 år gamle træ er det sidste en maori ser, inden hans ånd tager afsked med denne verden.
Rātā – Metrosideros robusta - minder meget om pohutukawa
Rātā – Metrosideros robusta - minder meget om pohutukawa
Rimu-træet
Rimu, Dacrydium cupressinum - nåletræ, der kan blive mere end 50 meter højt, 1,5 meter i diameter, gror i skove på begge øer. Karakteristiske ved de små røde kræmmerhuse på bladene. Særdeles godt byggetræ, en enkelt stamme kan indbringe $2000. Man må i dag kun fælde ét træ pr. hektar hvert 4. år.
Toi Toi Austroderia splendens – giver godt tømmer, som er ideelt til at beklæde lofter og vægge – og så kan man lave fernis af det. Bladene blev brugt til vævning af måtter og kurve.
Totara, Podocarpus totara - blødt, næsten uforgængeligt træ, som maorierne brugte til huse og kanoer. Det gror langsomt, men kan blive mere end 1000 år gammelt.
Sydbøg (Nothofagus) - New Zealands bøgeskove består af fem arter af Sydbøg. 2/3 af New Zealands skove er bøg, og de er med i kampen for endemiske fugle. For hvis der er bøgetræer nok, kan man holde rotter fra fugleunger og fugleæg. De vil hellere spise bog.
I den nordlige subtropiske del af Nordøen er der mangrovesumpe langs kysterne, og i Southern Alps vokser en del specielle alpine planter. Blandt de vilde blomsterplanter skal man især lægge mærke til orkidéerne, hvoraf der er flere end 70 arter.
Se mere om indfødte planter på doc.govt.nz/nature/native-plants/
Toi Toi Austroderia splendens – giver godt tømmer, som er ideelt til at beklæde lofter og vægge – og så kan man lave fernis af det. Bladene blev brugt til vævning af måtter og kurve.
Totara, Podocarpus totara - blødt, næsten uforgængeligt træ, som maorierne brugte til huse og kanoer. Det gror langsomt, men kan blive mere end 1000 år gammelt.
Sydbøg (Nothofagus) - New Zealands bøgeskove består af fem arter af Sydbøg. 2/3 af New Zealands skove er bøg, og de er med i kampen for endemiske fugle. For hvis der er bøgetræer nok, kan man holde rotter fra fugleunger og fugleæg. De vil hellere spise bog.
I den nordlige subtropiske del af Nordøen er der mangrovesumpe langs kysterne, og i Southern Alps vokser en del specielle alpine planter. Blandt de vilde blomsterplanter skal man især lægge mærke til orkidéerne, hvoraf der er flere end 70 arter.
Se mere om indfødte planter på doc.govt.nz/nature/native-plants/
Støt guiden med drikkepenge via MobilePay: 20216673
Hvis du vil støtte guiden, kan du gøre det på via MobilePay tlf. 20216673
