Northland
Alt om Northland: Hibiskuskysten, Whangarei, Bay of Islands, Paihia, Waitangi, Kerikeri, Cape Reinga. Hvor skal man bo i Northland?, Hvor skal man spise i Northland? Info og kort.
Østkysten
På vej op ad østkysten fra Auckland på SH1 møder man med få kilometers mellemrum brune skilte, der fortæller om museer, farmshows og vandreture. Så man skal aldrig køre langt, før der er hvil med indhold. Hibiscus-kysten begynder næsten, hvor Auckland slutter i nord. Den ene strand afløser den næste, bare kør ind til siden, når trangen til en dukkert melder sig. Der kan dog være meget stærke understrømme ved strande i Orewa og Red Beach. Byerne langs stranden er stort set alle indrettet på, at man dropper ind til lidt afslapning.
Orewa er en af dem, kør til venstre ved McDonald´s. I midten af det lille cafemiljø er en statue af Sir Edmund Hillary, der mindes, at han kom her barn, så berømt er han.
Waiwera stopper man ved for at vælte sig i vandrutsjebaner og bassiner med hver deres mineralholdige vand og temperatur. Både fællesbassiner og privat spa. Udmærket til et frokoststop. dgl. 9-22. Der er en mindre camperpark ved siden af.
Sheep World, 4 km nord for Warkworth, 9-17, $15, shows kl. 11 og 14 koster ekstra, tlf. 0800 227 433. Et af New Zealands bedre fåreshows. Afslappet og informativt. Man får mulighed for at prøve kræfter med saksen på et uskyldigt får. sheepworldfarm.co.nz
* Camperpark i forbindelse med farmen.
Generel information om Northland på engelsk, www.northlandnz.com
Østkysten
På vej op ad østkysten fra Auckland på SH1 møder man med få kilometers mellemrum brune skilte, der fortæller om museer, farmshows og vandreture. Så man skal aldrig køre langt, før der er hvil med indhold. Hibiscus-kysten begynder næsten, hvor Auckland slutter i nord. Den ene strand afløser den næste, bare kør ind til siden, når trangen til en dukkert melder sig. Der kan dog være meget stærke understrømme ved strande i Orewa og Red Beach. Byerne langs stranden er stort set alle indrettet på, at man dropper ind til lidt afslapning.
Orewa er en af dem, kør til venstre ved McDonald´s. I midten af det lille cafemiljø er en statue af Sir Edmund Hillary, der mindes, at han kom her barn, så berømt er han.
Waiwera stopper man ved for at vælte sig i vandrutsjebaner og bassiner med hver deres mineralholdige vand og temperatur. Både fællesbassiner og privat spa. Udmærket til et frokoststop. dgl. 9-22. Der er en mindre camperpark ved siden af.
Sheep World, 4 km nord for Warkworth, 9-17, $15, shows kl. 11 og 14 koster ekstra, tlf. 0800 227 433. Et af New Zealands bedre fåreshows. Afslappet og informativt. Man får mulighed for at prøve kræfter med saksen på et uskyldigt får. sheepworldfarm.co.nz
* Camperpark i forbindelse med farmen.
Generel information om Northland på engelsk, www.northlandnz.com
Værd at se i Northland:
Følg numrene i teksten - træk kortet ud og ind, så du får nøjagtig placering
Whangarei Falls er ikke for tøsedrenge, foto Kenneth Bo Jørgensen
Whangarei
Whangarei betyder god havn. Byens tidligere meget aktive industrihavn er nu under forvandling til spændende havnefront med beboelse og forlystelse. Town Basin (1) er kendt for sine mange kunsthåndværkere, fx glaspusteren i den populære forretning: Burning Issues Gallery. Og mellem alle cafeerne er der mere kunst og lækre gavebutikker. På vestsiden er The Quarry et Christiania look-alike kunstnerkollektiv. Hver lørdag er der marked i Rust Avenue, og første lørdag i måneden er der marked for kunsthåndværkere. Byen har tre parker. Den midterste A.H. Reed Memorial Kauri Park har en "træ-top" vandring, hvor man går 14 meter over skovbunden forbi 5-800 år gamle kauritræer. Derfra kan man gå til Mair Park og følge floden gennem bushen og helt glemme, at man er midt i Northlands største by. Fra toppen af Parahaki er der udsigt til hele byen og utallige vulkankegler.
Byen har et par seværdigheder i Town Basin:
Claphams Clock Museum, dgl. 9-17, $10, børn $4, 09 438 3993
En privat samling på 2100 ure, samlet af en forretningsmand, som jo var vild med ure. Han har selv bygget flere af dem. Det ældste er fra 1720. Størst begejstring er der for muse-uret fra 1910, hvor en mus baner sig vej op i uret og viser tiden undervejs, indtil den kl. 1 falder ned og begynder forfra. Der er også ure, der følger efter en, en med penduler, der flyver, og dansende ballerinaer og små bjørne kan såmænd også vise, hvad klokken er.
Whangarei Kunstmuseum, dgl. 10-16, gratis, tlf. 09 430 4240,
Museet har en stor samling kunst fra området, men også skiftende udstillinger med det mål at vise kunst fra hele landet.
Hundertwasser Art Centre, dgl. 10-17, $25, børn $15, tlf. 09 430 4230
Et ret nyt museum, der er helliget en østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser (1928-2000). Både hans liv og hans kunst. Han kom til New Zealand i 1970´erne og var så vild med det, at han bosatte sig og blev statsborger i 1986. Bygningen er i sig selv et kunstværk. En del af museet rummer Wairau Maori Art Gallery, som viser nutidskunst af lokale maori-kunstnere.
Kiwi North (2), 500 State Highway 14, Maunu - 10 min fra byen, 10-16, $20
På 25 hektar med udsigt over byen er der samlet en bredspektret kulturoplevelse. Har både kulturhistorisk museum, Kiwi House og frilandsmuseum. Fra 300 år gamle maori-kanoer til levende kiwier og ægte historiske bygninger.
Whangarei Falls (3), 5 km fra bymidten, Tikipunga
Byens største attraktion er vandfaldet, der falder 25 m. Et yndet udflugtsmål for kiwier, for børnene kan lege i de naturlige bassiner, selv om de ligger faretruende nær selve faldet. Der er gangstier rundt i området, så man kan se faldet fra alle sider. Fra vandfaldet er der stier langs floden ni km gennem tre af byens parker, og så ender man i Town Basin til en velfortjent frokost.
Praktiske om Whangarei:
Info (1): Tawera Park, 92 Otaika Rd., 9-16, tlf. 09 438 1079, whangarei
Bus Rose St., til både nord og syd flere gange dagligt
* Six, 153 Bank Street, meget simpelt motel, men centralt - ca. 600 kr. pr. nat
* Kauri Nest B&B, 43 Riverside Drive, tæt på centrum, ca. 400 kr. pr. nat
Camp Whangarei Holiday Park, 24 Mair Street, tlf. 0800 455 488. Fir-stjernet feriepark direkte ud til flere vandrestier. Alle slags overnatningsmuligheder. Fælles køkken. Rigtig godt.
Whangarei Heads og omegn
Øst for Whangarei ligger et smukt område uberørt af turister. Her kommer kiwierne for at vandre og bade. Man kører langs turkisgrønne bugter og pohutukawatræer. Spiser friske klippeøsters på en sten i Smugglers Bay. Eller går en lunge-raspende tur til toppen af Mt. Manaia ved Whangarei Fjordens munding. Der er høje bølger til surferne ved Ocean Beach, og en fodbro over en flaskegrøn flod fra Pataua, lige til at springe i. Man kan lade de små plaske i den lave, lune lagune ved Treasure Island Camping.
* Totaranui (19 km øst for Whangarei), 205 Owhiwa Rd., Parua Bay,tlf. 09 436 5170,
Hyggelig med gode værelser. Barb & Steve finder frem til, hvad der gør ferien sjov for den enkelte gæst. 26 tdr. skov med kauri, træbregner og rigt fugleliv. Tekøkken eller middag. New Zealands næstældste kauri står 3 km oppe ad vejen.
Whangarei betyder god havn. Byens tidligere meget aktive industrihavn er nu under forvandling til spændende havnefront med beboelse og forlystelse. Town Basin (1) er kendt for sine mange kunsthåndværkere, fx glaspusteren i den populære forretning: Burning Issues Gallery. Og mellem alle cafeerne er der mere kunst og lækre gavebutikker. På vestsiden er The Quarry et Christiania look-alike kunstnerkollektiv. Hver lørdag er der marked i Rust Avenue, og første lørdag i måneden er der marked for kunsthåndværkere. Byen har tre parker. Den midterste A.H. Reed Memorial Kauri Park har en "træ-top" vandring, hvor man går 14 meter over skovbunden forbi 5-800 år gamle kauritræer. Derfra kan man gå til Mair Park og følge floden gennem bushen og helt glemme, at man er midt i Northlands største by. Fra toppen af Parahaki er der udsigt til hele byen og utallige vulkankegler.
Byen har et par seværdigheder i Town Basin:
Claphams Clock Museum, dgl. 9-17, $10, børn $4, 09 438 3993
En privat samling på 2100 ure, samlet af en forretningsmand, som jo var vild med ure. Han har selv bygget flere af dem. Det ældste er fra 1720. Størst begejstring er der for muse-uret fra 1910, hvor en mus baner sig vej op i uret og viser tiden undervejs, indtil den kl. 1 falder ned og begynder forfra. Der er også ure, der følger efter en, en med penduler, der flyver, og dansende ballerinaer og små bjørne kan såmænd også vise, hvad klokken er.
Whangarei Kunstmuseum, dgl. 10-16, gratis, tlf. 09 430 4240,
Museet har en stor samling kunst fra området, men også skiftende udstillinger med det mål at vise kunst fra hele landet.
Hundertwasser Art Centre, dgl. 10-17, $25, børn $15, tlf. 09 430 4230
Et ret nyt museum, der er helliget en østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser (1928-2000). Både hans liv og hans kunst. Han kom til New Zealand i 1970´erne og var så vild med det, at han bosatte sig og blev statsborger i 1986. Bygningen er i sig selv et kunstværk. En del af museet rummer Wairau Maori Art Gallery, som viser nutidskunst af lokale maori-kunstnere.
Kiwi North (2), 500 State Highway 14, Maunu - 10 min fra byen, 10-16, $20
På 25 hektar med udsigt over byen er der samlet en bredspektret kulturoplevelse. Har både kulturhistorisk museum, Kiwi House og frilandsmuseum. Fra 300 år gamle maori-kanoer til levende kiwier og ægte historiske bygninger.
Whangarei Falls (3), 5 km fra bymidten, Tikipunga
Byens største attraktion er vandfaldet, der falder 25 m. Et yndet udflugtsmål for kiwier, for børnene kan lege i de naturlige bassiner, selv om de ligger faretruende nær selve faldet. Der er gangstier rundt i området, så man kan se faldet fra alle sider. Fra vandfaldet er der stier langs floden ni km gennem tre af byens parker, og så ender man i Town Basin til en velfortjent frokost.
Praktiske om Whangarei:
Info (1): Tawera Park, 92 Otaika Rd., 9-16, tlf. 09 438 1079, whangarei
Bus Rose St., til både nord og syd flere gange dagligt
* Six, 153 Bank Street, meget simpelt motel, men centralt - ca. 600 kr. pr. nat
* Kauri Nest B&B, 43 Riverside Drive, tæt på centrum, ca. 400 kr. pr. nat
Camp Whangarei Holiday Park, 24 Mair Street, tlf. 0800 455 488. Fir-stjernet feriepark direkte ud til flere vandrestier. Alle slags overnatningsmuligheder. Fælles køkken. Rigtig godt.
Whangarei Heads og omegn
Øst for Whangarei ligger et smukt område uberørt af turister. Her kommer kiwierne for at vandre og bade. Man kører langs turkisgrønne bugter og pohutukawatræer. Spiser friske klippeøsters på en sten i Smugglers Bay. Eller går en lunge-raspende tur til toppen af Mt. Manaia ved Whangarei Fjordens munding. Der er høje bølger til surferne ved Ocean Beach, og en fodbro over en flaskegrøn flod fra Pataua, lige til at springe i. Man kan lade de små plaske i den lave, lune lagune ved Treasure Island Camping.
* Totaranui (19 km øst for Whangarei), 205 Owhiwa Rd., Parua Bay,tlf. 09 436 5170,
Hyggelig med gode værelser. Barb & Steve finder frem til, hvad der gør ferien sjov for den enkelte gæst. 26 tdr. skov med kauri, træbregner og rigt fugleliv. Tekøkken eller middag. New Zealands næstældste kauri står 3 km oppe ad vejen.
Poor Knights Island (6)
Snorkling og dykning i verdensklasse. Vi har den franske marine-superstar Jacques Cousteaus ord for det. Han udnævnte det til et af verdens ti bedste dykkersteder. Øerne er hellige for maorierne, tapu, man må derfor ikke gå i land. Det ville også genere bestanden af tuataraer (øgler), som man har sat herud for at give dem fred. Men der er rigeligt at se i vandene omkring. En særlig varm strøm tiltrækker tropiske fisk. Hvis der ikke lige er nogen, så klap i hænderne, det lyder åndsvagt, men det virker. Man kan svømme på opdagelse i landskaber med grotter og tunneller, skabt af undersøiske vulkaner. Der er en flot kelpskov, og mange dyrearter, som ikke findes andre steder i New Zealand. Rundt om øerne er der dykkerspots, hvor man kan svømme ind i huler og tunneller. Både sejler dagligt fra Tutukaka Marina. Flere har heldagsture.
Den bedste er Dive Tutukaka, tlf. 0800 288 882. (fra $250, udstyr er med i prisen - men man kan bruge sit eget, hvis det er godkendt). De har også turen Cave Rider Eco Tours, hvor man med hurtigbåd sejler ud til verdens største grotte og rundt om øerne.
Bus Shuttle fra Whangarei, $40 t/r.
Snorkling og dykning i verdensklasse. Vi har den franske marine-superstar Jacques Cousteaus ord for det. Han udnævnte det til et af verdens ti bedste dykkersteder. Øerne er hellige for maorierne, tapu, man må derfor ikke gå i land. Det ville også genere bestanden af tuataraer (øgler), som man har sat herud for at give dem fred. Men der er rigeligt at se i vandene omkring. En særlig varm strøm tiltrækker tropiske fisk. Hvis der ikke lige er nogen, så klap i hænderne, det lyder åndsvagt, men det virker. Man kan svømme på opdagelse i landskaber med grotter og tunneller, skabt af undersøiske vulkaner. Der er en flot kelpskov, og mange dyrearter, som ikke findes andre steder i New Zealand. Rundt om øerne er der dykkerspots, hvor man kan svømme ind i huler og tunneller. Både sejler dagligt fra Tutukaka Marina. Flere har heldagsture.
Den bedste er Dive Tutukaka, tlf. 0800 288 882. (fra $250, udstyr er med i prisen - men man kan bruge sit eget, hvis det er godkendt). De har også turen Cave Rider Eco Tours, hvor man med hurtigbåd sejler ud til verdens største grotte og rundt om øerne.
Bus Shuttle fra Whangarei, $40 t/r.
Et toiletbesøg kan kombineres med en kunstoplevelse i Kawakawa
Kawakawas offentlige toiletter (7)
Lige før Paihia ligger en lille by, som er mest kendt for sit offentlige toilet. Et kunstværk skabt af den østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser (1928-2000). Han blev så vild med New Zealand efter et besøg i 1970´erne, at han bosatte sig og blev statsborger i 1986. De multifarvede toiletter med keramiksøjler og finurlige kupler og flasker muret ind i væggen ligger på Gillies Street, ofte kåret til landets bedste offentlige toiletter. Det var kunstnerens sidste værk inden sin død. Se også museet til hans ære i Whangarei (se ovenfor)
Bus InterCity stopper ved toilettet.
Tog The Bay of Islands Vintage Railway, to-ma kl. 10, 12, og 14, billet $30.
Veterantog kører fra Kawakawa station til Tamarere – en tur på 4, 5 km. Gennem smukt landskab, midt i en by og på flere broer, blandt andet den længste træbro på den sydlige halvkugle. En god familieting. Man bliver trukket af Gabriel, lokomotiv fra 1927.
Lige før Paihia ligger en lille by, som er mest kendt for sit offentlige toilet. Et kunstværk skabt af den østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser (1928-2000). Han blev så vild med New Zealand efter et besøg i 1970´erne, at han bosatte sig og blev statsborger i 1986. De multifarvede toiletter med keramiksøjler og finurlige kupler og flasker muret ind i væggen ligger på Gillies Street, ofte kåret til landets bedste offentlige toiletter. Det var kunstnerens sidste værk inden sin død. Se også museet til hans ære i Whangarei (se ovenfor)
Bus InterCity stopper ved toilettet.
Tog The Bay of Islands Vintage Railway, to-ma kl. 10, 12, og 14, billet $30.
Veterantog kører fra Kawakawa station til Tamarere – en tur på 4, 5 km. Gennem smukt landskab, midt i en by og på flere broer, blandt andet den længste træbro på den sydlige halvkugle. En god familieting. Man bliver trukket af Gabriel, lokomotiv fra 1927.
Bay of Islands
Altid udsigt til en smuk ø i Bay of Islands, Billede af Bernd Hildebrandt
Her er aldrig vinter, altid grønt og rart, og som navnet antyder, er det en bugt med øer, 144 i alt. Her er så rart, at det allerede var et livligt sted, da James Cook ankom. Plettet med små landsbyer og landbrug. Og det blev endnu livligere, da europæerne bosatte sig. Deres base Kororareka, som blev til Russell havde hverken lov eller orden, og byen blev kaldt The Hell Hole of the Pacific. Der er ikke mere Helvede over det. Nu slappes der af. Lystfiskere fra hele verden tager på dybhavsfiskeri. Andre svømmer med delfiner eller bare sig selv. Vandrestier fører gennem mangrove-sumpe til vandfald. Og så er der alskens vandaktivitet og udflugter. Ude i bugten kan man se stenformationer, fx Hole in the Rock, en kæmpe klippe, som havet har ædt et hul i. Man kan sejle igennem det. For sig selv i kajak, eller sammen med en hel flok på arrangerede ture med lunch og drinks og gode historier fra guiderne. Hovedbyen er:
Indgang til Maorilandsby, foto Kenneth Bo J.
Paihia (8)
Byen er udgangspunkt for besøg i det historiske Waitangi og den legedariske by, Russel (se nedenfor). Med udsigt til havet og de mange småøer ligger motellerne i kæde omkring havnen med restauranter og cafeer. De mere ydmyge villaer til rygsækrejsende finder man i sidegaderne. Fra havnen går krydstogter og ture på havet, ligesom lystfiskerne lander deres fangster og historier her. Der er gode strande helt inde ved byen og flere historiske steder. Sct. Pauls Anglican Church var stedet, hvor den første engelske repræsentant blev modtaget af maorier, som var lykkelige over hans ankomst, fordi de troede, at han bragte fred. Hvis man går op ad School Street kommer der skilte til en række bushwalks i området. Går man nord på langs stranden mod Waitangi, finder man et maori-forsamlingssted, som stadig er i brug. Det var hertil, at høvdingerne diskuterede, om de skulle underskrive Waitangi-traktaten. I dag er det kulturcenter med sovesal for rygsækrejsende. Før broen ligger den tremastede bark Tui, der lægger køl til Shipwreck Museum, åbent 9-17, tlf. 09 402 7018. Barken blev bygget i Auckland i 1917. Her samlede den nu afdøde dykker Kelly Tarlton skatte fra over 1800 forliste skibe. Under dæk minder både lyde og lugte af tjære og reb om de gamle sejlskibsdage. Blandt klenodierne er et Rothschild-smykkeskrin fra Tasmania i 1897. Kun få km fra Paihia kommer Haruru Falls (9) til højre. Det er ikke Niagara, men det er der. Man kan også nå dem til fods fra Waitangi via mangrovesumpene. Der ligger både moteller, camperpark og restauranter, og man kan leje både eller kajakker.
Den største attraktion i området er:
Byen er udgangspunkt for besøg i det historiske Waitangi og den legedariske by, Russel (se nedenfor). Med udsigt til havet og de mange småøer ligger motellerne i kæde omkring havnen med restauranter og cafeer. De mere ydmyge villaer til rygsækrejsende finder man i sidegaderne. Fra havnen går krydstogter og ture på havet, ligesom lystfiskerne lander deres fangster og historier her. Der er gode strande helt inde ved byen og flere historiske steder. Sct. Pauls Anglican Church var stedet, hvor den første engelske repræsentant blev modtaget af maorier, som var lykkelige over hans ankomst, fordi de troede, at han bragte fred. Hvis man går op ad School Street kommer der skilte til en række bushwalks i området. Går man nord på langs stranden mod Waitangi, finder man et maori-forsamlingssted, som stadig er i brug. Det var hertil, at høvdingerne diskuterede, om de skulle underskrive Waitangi-traktaten. I dag er det kulturcenter med sovesal for rygsækrejsende. Før broen ligger den tremastede bark Tui, der lægger køl til Shipwreck Museum, åbent 9-17, tlf. 09 402 7018. Barken blev bygget i Auckland i 1917. Her samlede den nu afdøde dykker Kelly Tarlton skatte fra over 1800 forliste skibe. Under dæk minder både lyde og lugte af tjære og reb om de gamle sejlskibsdage. Blandt klenodierne er et Rothschild-smykkeskrin fra Tasmania i 1897. Kun få km fra Paihia kommer Haruru Falls (9) til højre. Det er ikke Niagara, men det er der. Man kan også nå dem til fods fra Waitangi via mangrovesumpene. Der ligger både moteller, camperpark og restauranter, og man kan leje både eller kajakker.
Den største attraktion i området er:
Waitangi Treaty Ground
Maorierne tager imod i den fælles marae. Foto af Bernd Hildebrandt
Waitangi Treaty Ground (10), 1 Tau Henare Drive, Paihia. jan-feb 9-18; mar-dec. 9-17. Fra $60, børn gratis, tlf. 0800 9248 2644, waitangi.org.nz
Det er New Zealands vugge, som man siger. Her boede den første britiske repræsentant, og her afgav maori-høvdinger, 6. februar 1840, deres suverænitet til den engelske dronning Victoria. For at få et historisk overblik inden turen i området er der en god film, som vises hver halve time i salen ved siden af billetdisken.
Efter traktaten var underskrevet, blev området glemt. Ejendommen blev fårefarm, og guvernørboligen blev brugt som stald. Det forfaldt og groede til. Der var ingen nationalfølelse dengang, man var regionalt orienteret, så der var heller ikke brug for nationale symboler. Først i 1930´rne blev Waitangi genopdaget af landets guvernør, Lord Bledisloe (1930-1935). Han regnes for den første, der viste interesse for landets historie og ikke mindst maoriernes. Han købte Waitangi for egne penge og forærede det til staten for at skabe et nationalt mindesmærke. Som tak opkaldte man det nærliggende bjerg efter ham. Kiwierne blev lidt interesserede, da 100 året for landets fødsel nærmede sig i 1940, og man skulle finde et passende sted at fejre det. Huset og området blev sat i stand med hjælp fra maorier fra hele landet. Maori-prinsessen Te Puea Herangi, en forkæmper for maori-rettigheder, stod i spidsen for byggeriet af en traditionel maori-krigskano, faktisk ville hun bygge en hel flåde, men det blev kun til den imponerende Ngatokimatawhaorua. En 35,7 m lang krigskano med plads til 150 krigere. Det er verdens længste kano, der kan sejle, og den søsættes hvert år på New Zealands fødselsdag, til daglig er den udstillet under et langt halvtag. Der blev også bygget et maoriforsamlingshus, Wharerunanga, der er for alle kiwier. De typiske maori-træudskæringer fortæller et hav af historier. Hver halve time er der en film, der fortæller detaljer om de mange symboler og udskæringer. Husk at tage skoene af. Den gamle guvernørbolig ligger ved siden af forsamlingshuset på den store græsplæne mod havet. Den er genopbygget, så man kan se, hvordan guvernøren har boet – dog er intet autentisk, men fremstillet eller fremskaffet på grundlag af tegninger og fortællinger fra guvernørens dagbøger. Huset hedder i dag Treaty House og er en af landets ældste bygninger. Det oprindelige hus blev sejlet hertil fra Sydney af den daværende guvernør. Selve traktaten blev underskrevet under et sejl fra et af de engelske skibe ude på plænen foran huset. På stedet står nu en høj flagstang med New Zealands flag, Union Jack (det britiske) og det flag, som maori-høvdingerne valgte, da de inden traktaten forsøgte at etablere en selvstændig stat. Hvert år 6. februar fejrer man her Waitangi Day. På dagen er der som regel maori-demonstrationer. Så voldsomme i 1995, at festdagen i flere år blev flyttet til Wellington. En maori-leder spyttede på generalguvernøren, og senere blev Labours leder Helen Clark skældt ud, så hun var på grådens rand. Den holdes dog nu igen i her uden de store problemer. Ud over de nationale mindesmærker kan man se et væld af newzealandske træer og planter. Der er tydelig mærkning, så man kan følge med uden botanisk forhåndskendskab. Fra guvernørboligen er der en sti og broanlæg ud til mangrovesumpene og Haruru Falls (9). Turen tager 2 timer, og så får man set mangrovesumpe uden at få våde fødder.
Det er New Zealands vugge, som man siger. Her boede den første britiske repræsentant, og her afgav maori-høvdinger, 6. februar 1840, deres suverænitet til den engelske dronning Victoria. For at få et historisk overblik inden turen i området er der en god film, som vises hver halve time i salen ved siden af billetdisken.
Efter traktaten var underskrevet, blev området glemt. Ejendommen blev fårefarm, og guvernørboligen blev brugt som stald. Det forfaldt og groede til. Der var ingen nationalfølelse dengang, man var regionalt orienteret, så der var heller ikke brug for nationale symboler. Først i 1930´rne blev Waitangi genopdaget af landets guvernør, Lord Bledisloe (1930-1935). Han regnes for den første, der viste interesse for landets historie og ikke mindst maoriernes. Han købte Waitangi for egne penge og forærede det til staten for at skabe et nationalt mindesmærke. Som tak opkaldte man det nærliggende bjerg efter ham. Kiwierne blev lidt interesserede, da 100 året for landets fødsel nærmede sig i 1940, og man skulle finde et passende sted at fejre det. Huset og området blev sat i stand med hjælp fra maorier fra hele landet. Maori-prinsessen Te Puea Herangi, en forkæmper for maori-rettigheder, stod i spidsen for byggeriet af en traditionel maori-krigskano, faktisk ville hun bygge en hel flåde, men det blev kun til den imponerende Ngatokimatawhaorua. En 35,7 m lang krigskano med plads til 150 krigere. Det er verdens længste kano, der kan sejle, og den søsættes hvert år på New Zealands fødselsdag, til daglig er den udstillet under et langt halvtag. Der blev også bygget et maoriforsamlingshus, Wharerunanga, der er for alle kiwier. De typiske maori-træudskæringer fortæller et hav af historier. Hver halve time er der en film, der fortæller detaljer om de mange symboler og udskæringer. Husk at tage skoene af. Den gamle guvernørbolig ligger ved siden af forsamlingshuset på den store græsplæne mod havet. Den er genopbygget, så man kan se, hvordan guvernøren har boet – dog er intet autentisk, men fremstillet eller fremskaffet på grundlag af tegninger og fortællinger fra guvernørens dagbøger. Huset hedder i dag Treaty House og er en af landets ældste bygninger. Det oprindelige hus blev sejlet hertil fra Sydney af den daværende guvernør. Selve traktaten blev underskrevet under et sejl fra et af de engelske skibe ude på plænen foran huset. På stedet står nu en høj flagstang med New Zealands flag, Union Jack (det britiske) og det flag, som maori-høvdingerne valgte, da de inden traktaten forsøgte at etablere en selvstændig stat. Hvert år 6. februar fejrer man her Waitangi Day. På dagen er der som regel maori-demonstrationer. Så voldsomme i 1995, at festdagen i flere år blev flyttet til Wellington. En maori-leder spyttede på generalguvernøren, og senere blev Labours leder Helen Clark skældt ud, så hun var på grådens rand. Den holdes dog nu igen i her uden de store problemer. Ud over de nationale mindesmærker kan man se et væld af newzealandske træer og planter. Der er tydelig mærkning, så man kan følge med uden botanisk forhåndskendskab. Fra guvernørboligen er der en sti og broanlæg ud til mangrovesumpene og Haruru Falls (9). Turen tager 2 timer, og så får man set mangrovesumpe uden at få våde fødder.
Praktiske oplysninger om Bay of Islands og Pahia:
Info: I-site, The Wharf, 101 Marsden Road, dgl. 8-17,tlf 09 402 7345, www.visitboi.co.nz
Færger: Maritime Building, ved havnen. Herfra afgår rutebåde til Russell og turistbåde til halv- eller heldagsudflugter. Man kan fx tage med på Cream Trip – den gamle mælkerute. Se tilbud hos Explore NZ.
Bus: Til Auckland og Kerikeri 2 gange dagligt
Hvor kan man bo i Pahia:
*** Blue Pacific Motel, 166 Marsden Rd., tlf. 0800 862 665
Både 1, 2 og 3 værelses lejligheder med køkken og havudsigt, tæt på stranden. Flere værelser med eget spa. Har vundet priser som bedste motel i landet.
* Pipi Patch Lodge, 18 Kings Road, Paihia, tlf. 0800 22 33 63
Gode steder for rygsækrejsende er koncentreret omkring Kings Road, med nemme navne at huske, såsom Pickled Parrot, Mousetrap og Peppertree Lodge. Pipi er i den bedste ende, både eneværelser og deleværelser, få meter fra strand og bymidte. Både spa og pool.
Camp Bay Of Islands Holiday Park, 52 Puketona Rd., tlf. 094026601
Camp Waitangi Holiday Park, ud til Waitangi floden med muligheder for at bade og sejle i kajak. Fra telt til lejligheder. Fælleskøkken, legeplads. Om aftenen er der bål ved flodbredden.
Hvor skal man spise i Pahia?
Der er masser af restauranter omkring Paihia havn.
/// Bistro 40, 40 Marsden Rd., tlf. 09 402 7444
Høj standard og skøn mad. Væggen er plasteret til med priser. Især lam og oksekød.
// Swiss Cafe & Grill, 48 Marsden Rd, tlf. 09-402 6701 - Et af de få steder, der har længe åbent. Sjov og afslappet atmosfære. Rigelige portioner. Kyllinge-salaten trækker mundvand.
Info: I-site, The Wharf, 101 Marsden Road, dgl. 8-17,tlf 09 402 7345, www.visitboi.co.nz
Færger: Maritime Building, ved havnen. Herfra afgår rutebåde til Russell og turistbåde til halv- eller heldagsudflugter. Man kan fx tage med på Cream Trip – den gamle mælkerute. Se tilbud hos Explore NZ.
Bus: Til Auckland og Kerikeri 2 gange dagligt
Hvor kan man bo i Pahia:
*** Blue Pacific Motel, 166 Marsden Rd., tlf. 0800 862 665
Både 1, 2 og 3 værelses lejligheder med køkken og havudsigt, tæt på stranden. Flere værelser med eget spa. Har vundet priser som bedste motel i landet.
* Pipi Patch Lodge, 18 Kings Road, Paihia, tlf. 0800 22 33 63
Gode steder for rygsækrejsende er koncentreret omkring Kings Road, med nemme navne at huske, såsom Pickled Parrot, Mousetrap og Peppertree Lodge. Pipi er i den bedste ende, både eneværelser og deleværelser, få meter fra strand og bymidte. Både spa og pool.
Camp Bay Of Islands Holiday Park, 52 Puketona Rd., tlf. 094026601
Camp Waitangi Holiday Park, ud til Waitangi floden med muligheder for at bade og sejle i kajak. Fra telt til lejligheder. Fælleskøkken, legeplads. Om aftenen er der bål ved flodbredden.
Hvor skal man spise i Pahia?
Der er masser af restauranter omkring Paihia havn.
/// Bistro 40, 40 Marsden Rd., tlf. 09 402 7444
Høj standard og skøn mad. Væggen er plasteret til med priser. Især lam og oksekød.
// Swiss Cafe & Grill, 48 Marsden Rd, tlf. 09-402 6701 - Et af de få steder, der har længe åbent. Sjov og afslappet atmosfære. Rigelige portioner. Kyllinge-salaten trækker mundvand.
Slut med at svømme med delfiner
Det er forbudt at svømme med delfiner i Bay of Islands, for bestanden så ud til at lide af det. Og man må kun tage udflugter ud for at se delfiner i morgen- og aftentimer.
Det er forbudt at svømme med delfiner i Bay of Islands, for bestanden så ud til at lide af det. Og man må kun tage udflugter ud for at se delfiner i morgen- og aftentimer.
Russells fiskeforeninger har skønne huse, hvor man kan prale af fangsten
Russell
Nu er den lille, stille og romantisk, med små gader og kolonihuse, der står som for 100 år siden, så hvis man vil bo her, må man bestille i god tid. Ud over at slentre i de gamle gader, kommer folk fra hele verden for at fiske. Nogle af de flotteste træbygninger ud mod havnen tilhører lystfiskerforeninger. Sværdfisk-fiskerne har et hus til højre for landgangsbroen. Foreningen blev etableret i 1924, ti år efter at den første sværdfisk var landet her. Den amerikanske forfatter Zane Grey berømmede stedet for sit dybhavsfiskeri, og det trak flere fiskere til. Fisk op til 400 kg landes stadig.
I 1800-tallet var det central maoriby med navnet Kororareka, som betyder: Pingvinsuppe smager dejligt. Det skulle byens døende høvding have udbrudt som sine sidste ord, da han lige havde slubret pingvinsuppe i sig. Byen trivedes, da de første hvide kom i 1809. De var undvegne straffefanger fra Australien, og maorierne var glade for de friske fyre, der bragte handel og velstand til byen. De fangede sæler, solgte dem, og brugte fortjenesten i byen, især på værtshuse og bordeller, der sprang op som champignoner. Byen fik sit tilnavn The Hell Hole of the Pacific, og forfatteren Charles Darwin (Survival of the Fittest) skrev efter et besøg i 1835, at det var en by befolket af samfundsudskud. Selv efter Waitangi-traktaten fortsatte balladen, og der var mange sammenstød mellem maorier og hvide med flere dræbte på begge sider. I 1841 fik byen frataget værdigheden som hovedstad, og mange flyttede. Da det i 1845 kom til direkte angreb fra de store høvdinge, Hone Heke og Kawiti, flygtede de sidste, og byen lå øde hen. Netop derfor er der så meget bevaret fra dengang. Ingen har nemlig gidet røre ved noget, så det har passet sig selv, og nu er det pudset op til kulturarv.
Nu er den lille, stille og romantisk, med små gader og kolonihuse, der står som for 100 år siden, så hvis man vil bo her, må man bestille i god tid. Ud over at slentre i de gamle gader, kommer folk fra hele verden for at fiske. Nogle af de flotteste træbygninger ud mod havnen tilhører lystfiskerforeninger. Sværdfisk-fiskerne har et hus til højre for landgangsbroen. Foreningen blev etableret i 1924, ti år efter at den første sværdfisk var landet her. Den amerikanske forfatter Zane Grey berømmede stedet for sit dybhavsfiskeri, og det trak flere fiskere til. Fisk op til 400 kg landes stadig.
I 1800-tallet var det central maoriby med navnet Kororareka, som betyder: Pingvinsuppe smager dejligt. Det skulle byens døende høvding have udbrudt som sine sidste ord, da han lige havde slubret pingvinsuppe i sig. Byen trivedes, da de første hvide kom i 1809. De var undvegne straffefanger fra Australien, og maorierne var glade for de friske fyre, der bragte handel og velstand til byen. De fangede sæler, solgte dem, og brugte fortjenesten i byen, især på værtshuse og bordeller, der sprang op som champignoner. Byen fik sit tilnavn The Hell Hole of the Pacific, og forfatteren Charles Darwin (Survival of the Fittest) skrev efter et besøg i 1835, at det var en by befolket af samfundsudskud. Selv efter Waitangi-traktaten fortsatte balladen, og der var mange sammenstød mellem maorier og hvide med flere dræbte på begge sider. I 1841 fik byen frataget værdigheden som hovedstad, og mange flyttede. Da det i 1845 kom til direkte angreb fra de store høvdinge, Hone Heke og Kawiti, flygtede de sidste, og byen lå øde hen. Netop derfor er der så meget bevaret fra dengang. Ingen har nemlig gidet røre ved noget, så det har passet sig selv, og nu er det pudset op til kulturarv.
New Zealands første kirke, foto Kenneth Bo Jørgensen
Seværdigheder i Russell:
Langs The Strand ligger de gamle bygninger. Man kan eventuelt se dem fra tuk-tuk, og hvis drengen med hesten har fri for skole, så tager han også gerne én rundt i karet. Men man kan ligeså godt gå selv. Fra venstre, når man står på landgangsbroen og kikker ind mod byen, ligger i rækkefølge:
Custom House fra 1870, den gamle toldbod. Nu er det politistation for byens enlige betjent. Ved siden af står et figentræ, plantet af landets første toldmester i 1870.
The Duke of Marlborough House har været beværtning siden 1827, og det blev i 1840 det første hotel i New Zealand med spiritusbevilling. Endnu en af de mange milepæle, man må kende. Bygningen er flyttet hertil. Den var oprindelig station for det kabel, der gik mellem New Zealand og Australien. Til højre for landgangen er lystfiskerforeningens hus Swordfish Club, Dernæst kommer The Gables, der blev bygget af kauritræ i 1847 af skomageren, Joseph England. Han havde købt jorden for 30 £ af en maori. Til at bygge husets fundament brugte han hvalknogler, og dem kan man stadig se i baren. Huset har været bageri, drengehjem og bordel, indtil det blev hotel og restaurant.
Russell Museum (11), 2 York St., dgl 10-16. $10, tlf. 09 403 7701.
Hovedattraktionen er en kopi af Cooks skib Endeavour i skala 1:5. Der er desuden tøj fra opdagelsestiden, redskaber fra hvalfangere og fiskeredskaber i det hele taget. Ved museets indgang kan man få inspiration til flere gåture i området. I museets have er der et mindesmærke, der flager med Queen Anne Jack, sådan som Cooks Endeavour gjorde det i 1769, da det kom til Bay of Islands. Under et halvtag er der en vaskeægte hvalfangerbåd, som der var i tusinder af i 1800-tallet. Læg mærke til udhulningen i skibets forstavn. Det var hvalfangerens lårplads, der kunne holde ham fast i skibet, selv om hvalen var tung.
Pompallier House (12), sommer 10-17, vinter kun rundvisninger, $15, tlf. 09 403 9015.
Byens flotteste bygning er opkaldt efter landets første katolske biskop. Han byggede det som trykkeri for den katolske mission, og i dag fortæller det om de munke fra Maria-ordenen i Lyon, der kom med biskoppen for at omvende sjæle ved at udgive bibler på maori. Tre munke arbejdede nærmest i døgndrift. De havde heller ikke andet at lave, for de måtte ikke tale. De udgav 12 bøger i 30.000 eksemplarer, et fantastisk antal, når man tænker på de processer, de anvendte. Desuden lærte de maorier at trykke, så de selv kunne udbrede biblen andre steder i landet. Ordenen har i dag 37 missioner, og huset i New Zealand er et pilgrimsmål, fordi det var her, det hele begyndte. Huset har ikke nogen stor samling, men de engagerede rundvisere gør det til en stor fornøjelse at se stedet, og man ved rigtig meget om tryk og bogbinderi, når man går derfra. På vej tilbage kan man tage parallel-vejen til strandpromenaden, Church Street. Her ligger flere historiske bygninger og restauranter.
Christ Church (13), New Zealands ældste kirke, er opført i 1835. Den engelske kirke købte jorden af maorierne i 1834, maorierne betingede, at de også måtte blive begravet på kirkegården. Den engelske forfatter Charles Darwin gav penge til kirkens opførelse. Kirken overlevede som en af de få bygninger de voldsomme maori-angreb i 1840‘erne; man kan stadig se huller i træværket efter kugler. Kirken var guvernør Hobsons første stop, inden han tog til Waitangi for at samle høvdingene til traktatforhandlinger. Især kirkegården er et besøg værd, fordi den fortæller om livets gang. Man kan se, at den hyppigste dødsårsag i det nye land er drukning. Børn døde som fluer, kan man se. Et velholdt gravsted rummer resterne af seks marine-soldater fra HMS Hazard, der faldt under kamp i byen 11.3.1845. Skibets kommandants grav er her også, men han døde nu af malaria. Gravene passes stadig af den engelske marine. Et gravsted tilhører høvding Tamati Waka Nene, som støttede de hvides herredømme, fordi han frygtede, at maorierne ville udslette sig selv uden deres hjælp. Han insisterede på at blive begravet ved siden af New Zealands første hvide læge, Dr. Ford, for så kunne han lige smutte over, hvis han blev dårlig i det hinsides. I gravene med Trevor Clifford Hirsh og Waitai Rewha gemmer sig historien om to drenge, en pakeha og en maori, som var uadskillelige venner. I 1917 døde de begge, da den ene forsøgte at redde den anden fra at drukne. De er stadig helte i byen, og mindes hvert år i marts. Kirkegårdens første gravsted er væk. Det tilhørte værtshusholderen, John Pyner, der døde i 1835. Han var imod kirke og politi, fordi de ødelagde hans forretning, men på sine sidste dage gav han kirken alle sine penge, så han kunne blive begravet i indviet jord.
Maiki Hill (14) – også kaldet Flagstaff Hill – ligger få minutters gang fra byen. Her rejste man en flagstang i 1840 for at fejre Waitangi-traktaten. Den nuværende er den femte flagstang på stedet. De første blev fældet af maori-høvdingen, Hone Heke i protest mod englænderne. Fire gange rejste englænderne den igen, og til sidst blev den støbt i stål. 12 dage om året flager man med det flag, som maorierne valgte som fælles flag i 1837. Der er to veje til flagtoppen. Den ene går via strandkanten, men den kan kun bruges, når det er ebbe (30 min). Man kan også gå direkte op ad bakken, der starter for enden af strandpromenaden. Det tager ca. 20 min. Begge ture er anlagt ad kønne naturstier.
Langs The Strand ligger de gamle bygninger. Man kan eventuelt se dem fra tuk-tuk, og hvis drengen med hesten har fri for skole, så tager han også gerne én rundt i karet. Men man kan ligeså godt gå selv. Fra venstre, når man står på landgangsbroen og kikker ind mod byen, ligger i rækkefølge:
Custom House fra 1870, den gamle toldbod. Nu er det politistation for byens enlige betjent. Ved siden af står et figentræ, plantet af landets første toldmester i 1870.
The Duke of Marlborough House har været beværtning siden 1827, og det blev i 1840 det første hotel i New Zealand med spiritusbevilling. Endnu en af de mange milepæle, man må kende. Bygningen er flyttet hertil. Den var oprindelig station for det kabel, der gik mellem New Zealand og Australien. Til højre for landgangen er lystfiskerforeningens hus Swordfish Club, Dernæst kommer The Gables, der blev bygget af kauritræ i 1847 af skomageren, Joseph England. Han havde købt jorden for 30 £ af en maori. Til at bygge husets fundament brugte han hvalknogler, og dem kan man stadig se i baren. Huset har været bageri, drengehjem og bordel, indtil det blev hotel og restaurant.
Russell Museum (11), 2 York St., dgl 10-16. $10, tlf. 09 403 7701.
Hovedattraktionen er en kopi af Cooks skib Endeavour i skala 1:5. Der er desuden tøj fra opdagelsestiden, redskaber fra hvalfangere og fiskeredskaber i det hele taget. Ved museets indgang kan man få inspiration til flere gåture i området. I museets have er der et mindesmærke, der flager med Queen Anne Jack, sådan som Cooks Endeavour gjorde det i 1769, da det kom til Bay of Islands. Under et halvtag er der en vaskeægte hvalfangerbåd, som der var i tusinder af i 1800-tallet. Læg mærke til udhulningen i skibets forstavn. Det var hvalfangerens lårplads, der kunne holde ham fast i skibet, selv om hvalen var tung.
Pompallier House (12), sommer 10-17, vinter kun rundvisninger, $15, tlf. 09 403 9015.
Byens flotteste bygning er opkaldt efter landets første katolske biskop. Han byggede det som trykkeri for den katolske mission, og i dag fortæller det om de munke fra Maria-ordenen i Lyon, der kom med biskoppen for at omvende sjæle ved at udgive bibler på maori. Tre munke arbejdede nærmest i døgndrift. De havde heller ikke andet at lave, for de måtte ikke tale. De udgav 12 bøger i 30.000 eksemplarer, et fantastisk antal, når man tænker på de processer, de anvendte. Desuden lærte de maorier at trykke, så de selv kunne udbrede biblen andre steder i landet. Ordenen har i dag 37 missioner, og huset i New Zealand er et pilgrimsmål, fordi det var her, det hele begyndte. Huset har ikke nogen stor samling, men de engagerede rundvisere gør det til en stor fornøjelse at se stedet, og man ved rigtig meget om tryk og bogbinderi, når man går derfra. På vej tilbage kan man tage parallel-vejen til strandpromenaden, Church Street. Her ligger flere historiske bygninger og restauranter.
Christ Church (13), New Zealands ældste kirke, er opført i 1835. Den engelske kirke købte jorden af maorierne i 1834, maorierne betingede, at de også måtte blive begravet på kirkegården. Den engelske forfatter Charles Darwin gav penge til kirkens opførelse. Kirken overlevede som en af de få bygninger de voldsomme maori-angreb i 1840‘erne; man kan stadig se huller i træværket efter kugler. Kirken var guvernør Hobsons første stop, inden han tog til Waitangi for at samle høvdingene til traktatforhandlinger. Især kirkegården er et besøg værd, fordi den fortæller om livets gang. Man kan se, at den hyppigste dødsårsag i det nye land er drukning. Børn døde som fluer, kan man se. Et velholdt gravsted rummer resterne af seks marine-soldater fra HMS Hazard, der faldt under kamp i byen 11.3.1845. Skibets kommandants grav er her også, men han døde nu af malaria. Gravene passes stadig af den engelske marine. Et gravsted tilhører høvding Tamati Waka Nene, som støttede de hvides herredømme, fordi han frygtede, at maorierne ville udslette sig selv uden deres hjælp. Han insisterede på at blive begravet ved siden af New Zealands første hvide læge, Dr. Ford, for så kunne han lige smutte over, hvis han blev dårlig i det hinsides. I gravene med Trevor Clifford Hirsh og Waitai Rewha gemmer sig historien om to drenge, en pakeha og en maori, som var uadskillelige venner. I 1917 døde de begge, da den ene forsøgte at redde den anden fra at drukne. De er stadig helte i byen, og mindes hvert år i marts. Kirkegårdens første gravsted er væk. Det tilhørte værtshusholderen, John Pyner, der døde i 1835. Han var imod kirke og politi, fordi de ødelagde hans forretning, men på sine sidste dage gav han kirken alle sine penge, så han kunne blive begravet i indviet jord.
Maiki Hill (14) – også kaldet Flagstaff Hill – ligger få minutters gang fra byen. Her rejste man en flagstang i 1840 for at fejre Waitangi-traktaten. Den nuværende er den femte flagstang på stedet. De første blev fældet af maori-høvdingen, Hone Heke i protest mod englænderne. Fire gange rejste englænderne den igen, og til sidst blev den støbt i stål. 12 dage om året flager man med det flag, som maorierne valgte som fælles flag i 1837. Der er to veje til flagtoppen. Den ene går via strandkanten, men den kan kun bruges, når det er ebbe (30 min). Man kan også gå direkte op ad bakken, der starter for enden af strandpromenaden. Det tager ca. 20 min. Begge ture er anlagt ad kønne naturstier.
Praktisk om Russell:
Info: The Strand, tlf. 09 403 7685. Gratis film hver time. Mange gode forslag til vandreture. Foran står en statue af en Pou-ihi – maori-symbolet på bevaring. www.russellnz.com
Færge: Uden bil tager man færgen fra Paihia. Afg. hver halve time, $1, tlf. 09 402 7421. Hvis bilen skal med, er der bilfærge fra Ohua syd for Paihia, eller kør om bugten (SH11).
*** Commodore´s Lodge, 31 The Strand, tlf. 09 403 7899
Ud til strandkanten. Gode store værelser. Et af dem til seks personer. En luksuslejlighed med tre rum. Alle har køkken, tv, video. Svømmepøl. Kan arrangere fisketure.
* Kororareka Backpackers, 27 Oneroa Rd., tlf. 09 403 8494. Lille med stor balkon.
* Russell´s Top 10 Holiday Park, Long Beach Rd., Russell, tlf. 0800 14 86 71 - I hjertet af Russell med udsigt til bugten. 1 og 2 værelses lejligheder, hytter, legeplads og grillplads.
/// The Gables, The Strand, tlf. 09 403 7618 - Rigtig godt lunch-sted, men chili´en er alt for stærk. Prøv Caesar Salad med lufttørret kød. Nok lidt for høje priser, men god udsigt.
// Gannets, Town Square, tlf. 09 403 7990 - Hyggeligt sted. Anbefales: Gnocchi.
Info: The Strand, tlf. 09 403 7685. Gratis film hver time. Mange gode forslag til vandreture. Foran står en statue af en Pou-ihi – maori-symbolet på bevaring. www.russellnz.com
Færge: Uden bil tager man færgen fra Paihia. Afg. hver halve time, $1, tlf. 09 402 7421. Hvis bilen skal med, er der bilfærge fra Ohua syd for Paihia, eller kør om bugten (SH11).
*** Commodore´s Lodge, 31 The Strand, tlf. 09 403 7899
Ud til strandkanten. Gode store værelser. Et af dem til seks personer. En luksuslejlighed med tre rum. Alle har køkken, tv, video. Svømmepøl. Kan arrangere fisketure.
* Kororareka Backpackers, 27 Oneroa Rd., tlf. 09 403 8494. Lille med stor balkon.
* Russell´s Top 10 Holiday Park, Long Beach Rd., Russell, tlf. 0800 14 86 71 - I hjertet af Russell med udsigt til bugten. 1 og 2 værelses lejligheder, hytter, legeplads og grillplads.
/// The Gables, The Strand, tlf. 09 403 7618 - Rigtig godt lunch-sted, men chili´en er alt for stærk. Prøv Caesar Salad med lufttørret kød. Nok lidt for høje priser, men god udsigt.
// Gannets, Town Square, tlf. 09 403 7990 - Hyggeligt sted. Anbefales: Gnocchi.
Fortidsminderne ligger smukt og samlet i Kerikeri. Landets første altmuligt.
Kerikeri
Den nordligste by i Northland er centrum for frugtplantager og gartnerier. Mangler man frugt og grønt, så er det nu, man skal handle. Desuden er der værksteder for kunsthåndværk.
Missionærer kom til byen i 1819, inviteret af høvding Hongi Hika, der indledte han den ene grusomme krig efter den anden mod stammer helt ned til Roturoa. Missionærerne fik det ene chok efter det andet, når han kom hjem med krigstrofæer og slaver, og de gyste, når han satte fjendens hoveder på pæle og lod dem udstille i landsbyen, men de opgav aldrig håbet. Hvad de ikke opnåede i omvendelse, gjorde de i oplysning, de lærte maorierne at dyrke jorden. Det var her, man første gang, i maj 1820, brugte en plov. Der blev bygget skoler, og snart var det et velfungerende sted. De vigtigste turistattraktioner ligger en anelse uden for byen. Kør ud ad Kerikeri Road, indtil der kommer skilte. Det er samlet i Kerikeri Basin ved en stor parkeringsplads.
Rewa´s Village (15), Landing Road, 10-16, $10, tlf. 09 407 6454, www.rewasvillage.co.nz
En typisk maori-landsby opført med de materialer, man brugte før kolonitiden. Stedet var pa – fæstningsværk – beboet af høvdingerne Hongi Hika og Rewa. Her er høvdingehytte, kanoværft og det lille aflukke til medicinmanden, som han skulle opholde sig i, når han ikke arbejdede. En video fortæller om områdets historie fra 1819-1840. Over alt er der planter fra maori-tiden, og skilte fortæller, hvad maorierne brugte dem til. Selve maori-landsbyen ligger spredt på en skrænt. Utilgængeligt for kørestole, barnevogne og gangbesværede.
Stone Store (16), 10-16.30. Landets ældste stenbygning afløste en gammel købmandsbutik af træ i 1833. Ti år efter overtog New Zealands biskop Selwyn den og indrettede til sit private bibliotek. Selv boede han 16 km fra huset i Waimate North i et flot missionshus, der stadig er bevaret. Men han gik gerne den lange vej til biblioteket. Siden var det lager, nu museum.
Kemp House, 10-16.30. Den ældste europæiske bygning opført i 1822 i kauri- og totaratræ. Her boede de første missionærer. En udstilling fortæller, hvordan de levede og arbejdede. Huset er opkaldt efter James Kemp, den første missionær i byen. Hans familie boede her i 140 år. I 1974 blev huset totalt renoveret.
I området finder man også St. James‘ Church, bygget i 1878. Der er en del velafmærkede vandrestier til de historiske steder – fra 30 min til 3 timer, bl.a. til Kororipo Pa, som var Hongi Hikas hovedkvarter fra 1780-1828 – en flot fæstning med jordterrasser. Man når pa´en via trapperne ved cafeteriet.
Info: www.bay-of-islands.co.nz/places-to-see/kerikeri
Doubtless Bay længere mod nord har alt, hvad et strandhjerte kan begære i sand og vand. Bugten fik sit navn, da kaptajn Cook sejlede forbi og klogt sagde, at det uden tvivl var en bugt. En af de mest berømte strande er Cooper´s Beach. Et totalt uspoleret paradis med 70 km hvid sandstrand, blåt hav med delfiner, doubtlessbay.co.nz. Mangonui var tidligere havn for kauritømmer. I dag er den domineret af moteller og cafeer. Prøv Fish & Chips (17) fra den lokale fiskeforretning. Så spiser man aldrig en pap-filet fra supermarkedets frostboks igen. Den ligger på Waterfront Drive, 9-19, tlf. 09 406 0478.
Kaitaia er den sidste by inden Ninety Mile Beach. En handelsby, der betjener hele oplandet. En god mulighed for at få tanket op og købt ind. Det lokale museum på South Road har et stort anker fra 1769 på 1500 kg, som en af de franske opdagere tabte. Det er så det.
Den nordligste by i Northland er centrum for frugtplantager og gartnerier. Mangler man frugt og grønt, så er det nu, man skal handle. Desuden er der værksteder for kunsthåndværk.
Missionærer kom til byen i 1819, inviteret af høvding Hongi Hika, der indledte han den ene grusomme krig efter den anden mod stammer helt ned til Roturoa. Missionærerne fik det ene chok efter det andet, når han kom hjem med krigstrofæer og slaver, og de gyste, når han satte fjendens hoveder på pæle og lod dem udstille i landsbyen, men de opgav aldrig håbet. Hvad de ikke opnåede i omvendelse, gjorde de i oplysning, de lærte maorierne at dyrke jorden. Det var her, man første gang, i maj 1820, brugte en plov. Der blev bygget skoler, og snart var det et velfungerende sted. De vigtigste turistattraktioner ligger en anelse uden for byen. Kør ud ad Kerikeri Road, indtil der kommer skilte. Det er samlet i Kerikeri Basin ved en stor parkeringsplads.
Rewa´s Village (15), Landing Road, 10-16, $10, tlf. 09 407 6454, www.rewasvillage.co.nz
En typisk maori-landsby opført med de materialer, man brugte før kolonitiden. Stedet var pa – fæstningsværk – beboet af høvdingerne Hongi Hika og Rewa. Her er høvdingehytte, kanoværft og det lille aflukke til medicinmanden, som han skulle opholde sig i, når han ikke arbejdede. En video fortæller om områdets historie fra 1819-1840. Over alt er der planter fra maori-tiden, og skilte fortæller, hvad maorierne brugte dem til. Selve maori-landsbyen ligger spredt på en skrænt. Utilgængeligt for kørestole, barnevogne og gangbesværede.
Stone Store (16), 10-16.30. Landets ældste stenbygning afløste en gammel købmandsbutik af træ i 1833. Ti år efter overtog New Zealands biskop Selwyn den og indrettede til sit private bibliotek. Selv boede han 16 km fra huset i Waimate North i et flot missionshus, der stadig er bevaret. Men han gik gerne den lange vej til biblioteket. Siden var det lager, nu museum.
Kemp House, 10-16.30. Den ældste europæiske bygning opført i 1822 i kauri- og totaratræ. Her boede de første missionærer. En udstilling fortæller, hvordan de levede og arbejdede. Huset er opkaldt efter James Kemp, den første missionær i byen. Hans familie boede her i 140 år. I 1974 blev huset totalt renoveret.
I området finder man også St. James‘ Church, bygget i 1878. Der er en del velafmærkede vandrestier til de historiske steder – fra 30 min til 3 timer, bl.a. til Kororipo Pa, som var Hongi Hikas hovedkvarter fra 1780-1828 – en flot fæstning med jordterrasser. Man når pa´en via trapperne ved cafeteriet.
Info: www.bay-of-islands.co.nz/places-to-see/kerikeri
Doubtless Bay længere mod nord har alt, hvad et strandhjerte kan begære i sand og vand. Bugten fik sit navn, da kaptajn Cook sejlede forbi og klogt sagde, at det uden tvivl var en bugt. En af de mest berømte strande er Cooper´s Beach. Et totalt uspoleret paradis med 70 km hvid sandstrand, blåt hav med delfiner, doubtlessbay.co.nz. Mangonui var tidligere havn for kauritømmer. I dag er den domineret af moteller og cafeer. Prøv Fish & Chips (17) fra den lokale fiskeforretning. Så spiser man aldrig en pap-filet fra supermarkedets frostboks igen. Den ligger på Waterfront Drive, 9-19, tlf. 09 406 0478.
Kaitaia er den sidste by inden Ninety Mile Beach. En handelsby, der betjener hele oplandet. En god mulighed for at få tanket op og købt ind. Det lokale museum på South Road har et stort anker fra 1769 på 1500 kg, som en af de franske opdagere tabte. Det er så det.
Ninety Mile Beach (18)
Cape Reinga ved Ninety Mile Beach, Billede af Alistair McLellan
Allernordligst finder man sand, sand og atter sand. Den længste sandstrækning kaldes Ninety Mile Beach, men sæt ikke tælleren efter det. Stranden måler snarere 90 km, men kiwierne har ikke tænkt sig at ændre navnet af den grund, for så har man jo ikke det at more sig og turisterne med. Klitterne er op til 150 m høje, og et af de store numre er at kælke på sandklitter på plastikbakker. Man kan i det hele taget gøre meget sjovt i de store sandklitter, men det anbefales, at man gør det sammen med nogen, der kender området, fx på en arrangeret tur. Det er tilladt at køre på stranden, men det kan være en hård tur, især for bilen, så de fleste udlejningsfirmaer forbyder kørsel her. Den hvide sandstrand fylder hele den vestlige side af Aupouri-halvøen, der afslutter Nordøen. Halvøen er omgærdet af mange legender. Maorierne kalder den Te Hikaoteika – Fiskehalen. Ifølge legenden fiskede Maui hele Nordøen op af havet, da han sad og fiskede i Kaikoura på Sydøen. Halvøen var fiskens hale. For maorierne er Northland derfor ikke toppen af New Zealand, det er bunden. Ifølge deres tro er det her, alle maorier drager til, når de dør. De tager helt op til spidsen (altså bunden, for dem) af Cape Reinga (19), hvorfra de glider ned ad rødderne på stedets pohutukawa-træ efter at have drukket af en lille kilde, og forsvinder så ned i underverdenen; Reinga betyder underverden på maori. Men det er ikke helt goodbye. For de dukker op nogle kilometer fra kysten på Three King´s Islands højeste punkt, Ohaua, for at vinke farvel for sidste gang, og så går turen hjem til det legendariske, Hawaiiki. Man kan selv køre hele vejen til Cape Reinga ad SH 1. Man er nået frem til spidsen, når man ser fyrtårnet. Det er fra 1941 og var bemandet indtil 1987, da det blev automatiseret. Der er både pensioner, camping og posthus. Og udsigt ud i ingenting – eller i godt vejr til Three King´s Islands. Under alle omstændigheder vil man opleve Stillehavets møde med det kolde og rå Tasmanske Hav, i stormvejr med op til 10 meter høje bølger. I maoritradition er Tasmanske Hav et mandehav, mens Stillehavet er kvindehav, og der sker altid noget, når de mødes. De fleste skal op at stå ved fyrtårnet for at være på det nordligste punkt, men det er ikke helt korrekt. Det nordligste punkt er faktisk Surville Cliffs på North Cape – 30 km øst for Cape Reinga.
/ Ninety Mile Beach Holiday Camp, Waipapakauri Ramp, tlf. 09 406 7298
Familievenlig park ud til stranden, 18 km nord for Kaitaia. Pick-up sted for alle Cape Reinga ture. Telt til hytter. Fælles køkken. Hver søndag serveres kiwimad, et lam står og griller hele dagen, og det dufter, så tænderne står i vand. Et trækplaster for hele oplandet.
Turarrangører til Cape Reinga
De fleste operatører er gode og vil hente gæster på deres hotel eller campingplads. De fleste ture inkluderer badetur og klitsurfing på Ninety Mile Beach.
Cape Reinga Tours. Opsamling fra Kaitaia og Doubtless Bay. Turen varer 6,5 time. Fra $150, ink. frokost, men $15 ekstra hvis man vil "ride the dunes", www.dunerider.nz
Fullers Great Sights, 11 timers tur, fra $170, børn $85, læs mere her
/ Ninety Mile Beach Holiday Camp, Waipapakauri Ramp, tlf. 09 406 7298
Familievenlig park ud til stranden, 18 km nord for Kaitaia. Pick-up sted for alle Cape Reinga ture. Telt til hytter. Fælles køkken. Hver søndag serveres kiwimad, et lam står og griller hele dagen, og det dufter, så tænderne står i vand. Et trækplaster for hele oplandet.
Turarrangører til Cape Reinga
De fleste operatører er gode og vil hente gæster på deres hotel eller campingplads. De fleste ture inkluderer badetur og klitsurfing på Ninety Mile Beach.
Cape Reinga Tours. Opsamling fra Kaitaia og Doubtless Bay. Turen varer 6,5 time. Fra $150, ink. frokost, men $15 ekstra hvis man vil "ride the dunes", www.dunerider.nz
Fullers Great Sights, 11 timers tur, fra $170, børn $85, læs mere her
Northlands Vestkyst
Når man skal tilbage mod Auckland, kan man følge den vestlige del af Northland. Efter Kaitaia kører man op i bjerglandskaber med udsigter over grønne bølgende marker og store skove.
Hokianga harbour (20)
Ifølge maorierne var dette det præcise sted, hvor den store opdagelsesrejsende Kupe i år 925 kom til New Zealand og navngav det Aotearoa. Siden kom høvdingen Puhi og stammen Ngapuhi. Hokianga er derfor et af de ældste bosteder. I dag ligger her flere småbyer langs havnen, der har 150 meter høje sandklitter på den ene side. Besøg småbyerne Omapere og Opononi, det historiske Opononi Hotel har pub, restaurant og ti værelser med havudsigt. Overfor hotellet er en badebro og en kendt Fish & Chips-butik. Læg vejen forbi småbyerne Rawene og Kohukohu, som en lille bilfærge forbinder. Området har flere historiske bygninger og kirker, som missionærerne etablerede i 1800-tallet. www.hokiangatourism.org.nz.
For at komme sydpå uden den store omvej omkring Hokianga Harbour er der en færge fra Narrows til Rawene til de Omapere og Opononi. Her vælger mange at slappe af et par dage, for her sker næsten ingenting, og nogle aucklændere bruger det som alternativ til Bay of Islands. Opononi blev verdenskendt i 1955, da den var hjemsted for en delfin, der nærmest opførte sig som den berømte Flipper. Den spang og sang og lod børn sidde på ryggen af sig. Delfinen blev så stor en attraktion og fik så stor betydning for byen, at man rejste en statue af den foran byens pub. I byen kan man tage en sejltur med MV Sierra – en 12 m lang båd bygget af kauritræ. Den bruges som postbåd, men har også togter for turister. Spørg på det lille turistkontor mellem de to byer.
** Omapere Tourist Hotel & Motel, Main Rd. Omapere, tlf. 09 405 8737
Adgang til køkken, men der er også en restaurant og en bar med billard. Pool. Ud til stranden. Har også powersites.
Hokianga harbour (20)
Ifølge maorierne var dette det præcise sted, hvor den store opdagelsesrejsende Kupe i år 925 kom til New Zealand og navngav det Aotearoa. Siden kom høvdingen Puhi og stammen Ngapuhi. Hokianga er derfor et af de ældste bosteder. I dag ligger her flere småbyer langs havnen, der har 150 meter høje sandklitter på den ene side. Besøg småbyerne Omapere og Opononi, det historiske Opononi Hotel har pub, restaurant og ti værelser med havudsigt. Overfor hotellet er en badebro og en kendt Fish & Chips-butik. Læg vejen forbi småbyerne Rawene og Kohukohu, som en lille bilfærge forbinder. Området har flere historiske bygninger og kirker, som missionærerne etablerede i 1800-tallet. www.hokiangatourism.org.nz.
For at komme sydpå uden den store omvej omkring Hokianga Harbour er der en færge fra Narrows til Rawene til de Omapere og Opononi. Her vælger mange at slappe af et par dage, for her sker næsten ingenting, og nogle aucklændere bruger det som alternativ til Bay of Islands. Opononi blev verdenskendt i 1955, da den var hjemsted for en delfin, der nærmest opførte sig som den berømte Flipper. Den spang og sang og lod børn sidde på ryggen af sig. Delfinen blev så stor en attraktion og fik så stor betydning for byen, at man rejste en statue af den foran byens pub. I byen kan man tage en sejltur med MV Sierra – en 12 m lang båd bygget af kauritræ. Den bruges som postbåd, men har også togter for turister. Spørg på det lille turistkontor mellem de to byer.
** Omapere Tourist Hotel & Motel, Main Rd. Omapere, tlf. 09 405 8737
Adgang til køkken, men der er også en restaurant og en bar med billard. Pool. Ud til stranden. Har også powersites.
Skovens konge kalder man dette kauri-træ
Kauriskovene (21)
Kauri betød penge i gamle dage. Træet blev brugt til møbler og bygninger, og harpiksen blev forarbejdet til lak af høj kvalitet. Nu er det fredet, men rovdriften var så voldsom, at det nu kun kan opleves få steder i landet, mest koncentreret i Northland. Det har mægtige søjleagtige stammer, og tykke, læderagtige blade samler sig i en vældig krone. Det kan blive tusinder år gammelt. De største koncentrerede forekomster af kauri i dag findes på bunden af Themsen i London, for engelske skibe blev fyldt med kauri som ballast, når de skulle sejle tomme hjem, og det blev dumpet, lige før de lagde til i England.
Waipoua Kauri Forest Sanctuary er en fredet subtropisk regnskov med flere end 300 arter træer, bregner og planter. Området har velafmærkede vandreture, en af de mest benyttede ruter er Yakas Kauri Track, opkaldt efter en af de første nybyggere. Kommer man kørende er der god skiltning fra hovedvej 12 til de mest berømte kaurier. Det største er Tane Mahuta (22) (Skovens Konge), 52 meter højt, 13 meter i omkreds og 1200 år gammelt; en samlet volumen på 244 kubikmeter. Det ældste er Te Matua Ngahera (Skovens Fader), der skulle være over 2000 år. Læg mærke til alle de planter, ja, næsten træer, der vokser ud af de enorme stammer højt oppe. Husk ikke at træde på kauritræernes rødder, der ligger i jordoverfladen. Det er fra dem, at træet trækker vigtige næringsstoffer.
Skoven er gratis og døgnåbent, men man kan få lokal guide fra Footprints Waipoua. De er meget underholdende og giver gerne både en sang og dans. Turen tager fire timer, både dag og aften. Footprints Waipoua, 334 SH12, Opononi, Hokianga. $105, børn fra $245. tlf. 09 405 8207. www.footprintswaipoua.co.nz
Men se også museet:
Kauri Museum (23), Church Rd, Matekohe, 9-17, $25, tlf. 09 431 7417, www.kau.nz.
Museet fortæller om alt udi kauri og dens harpiks. Blandt udstillingerne er der et hjem anno 1900, fuldt møbleret - i kauri. Et helt savværk er genskabt, og man får et godt indtryk af de brutale forhold, som træ-arbejderne levede under. Der er også en kopi i fuld størrelse af et hotel fra 1910, så man kan se lidt om datidens levevis. Masser af livagtige tableauer med figurer i fuld størrelse. Især får man fuldt indblik i rovdrift på naturen.
Var du glad for guiden, så støt den på MobilePay tlf. 20216673
Dargaville var engang rig på grund af kauri- og harpikseksporten. Nu kommer folk mest for at se byens museum med den smukke udsigt.
Dargaville Museum (24), 32 Mt Wesley Coast, Harding Park, 9-16, $15, tlf. 09 439 7555.
På plænen står masterne fra Greenpeace-skibet Rainbow Warrior. En speciel afdeling af museet fortæller historien om kontroverserne med franskmændene, der kulminerede med, at skibet blev sænket i 1985. Rainbow Warrior blev hævet og flyttet til et område ved Cavalli Islands, hvor den fik sit sidste hvilested. Museet blev åbnet samtidigt. Og er vokset siden til et ret populært sted. Om ikke andet for en fantastisk udsigt til Northern Wairoa river. Man kan se 16 meter lang Maori Waka, der er fra 1700-tallet og den eneste fra den tid, der er tilbage. Den blev fundet i vandet ud for Kaipara Harbour. Der er også en kopi af en lejr for gumdiggers og masser af fund fra skibsvrag. Et stop værd. www.dargavillemuseum.co.nz
Dargaville var engang rig på grund af kauri- og harpikseksporten. Nu kommer folk mest for at se byens museum med den smukke udsigt.
Dargaville Museum (24), 32 Mt Wesley Coast, Harding Park, 9-16, $15, tlf. 09 439 7555.
På plænen står masterne fra Greenpeace-skibet Rainbow Warrior. En speciel afdeling af museet fortæller historien om kontroverserne med franskmændene, der kulminerede med, at skibet blev sænket i 1985. Rainbow Warrior blev hævet og flyttet til et område ved Cavalli Islands, hvor den fik sit sidste hvilested. Museet blev åbnet samtidigt. Og er vokset siden til et ret populært sted. Om ikke andet for en fantastisk udsigt til Northern Wairoa river. Man kan se 16 meter lang Maori Waka, der er fra 1700-tallet og den eneste fra den tid, der er tilbage. Den blev fundet i vandet ud for Kaipara Harbour. Der er også en kopi af en lejr for gumdiggers og masser af fund fra skibsvrag. Et stop værd. www.dargavillemuseum.co.nz
Tilbage til hovedmenuen
