Denne digitale guide af "Turen går til New Zealand" (Politikens Forlag) holder forfatteren opdateret uden beregning. Støt arbejdet. Send en skilling via Mobilepay til tlf. 20216673.
Taranaki
Vulkanen er perfekt. Så konisk som vulkaner næsten kun er i tegnefilm. Køerne er perfekte. Så sprængfyldte af fed mælk, at de kan levere al ost til verdens største pizzakæde. Den 135 km lange strand er perfekt. Så tilpas vindblæst af det tasmanske hav, at bølgen bruser lige på den måde, som surfere kalder perfekt.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Den vulkanske jord, den hyppige regn og det milde klima har trukket nybyggere til Taranaki siden begyndelsen af 1800-tallet. Bønder med kvæg. I dag er der 5000 farme i området med 630.000 køer, der leverer frisk mælk til verdens største mejeri Kiwi Factory. Farmene ligger sirligt omkring den 2518 m høje vulkan, som er Taranakis absolutte midtpunkt, i hvert fald for turisterne. Med enkelte små byer, der alle har fornemme parker og velholdte bygninger, der har holdt siden den første pionertid. Hver by har sin egen perfekte strand velegnet til badning og surf. Her er i det hele taget rigtig net.
Taranaki-regionen har 100.000 indbyggere, de fleste stammer fra England, Polen, Schweiz og Holland, men kinesere og indere har også sat deres præg. Sammen er de i dag kendt for en næsten lidenskabelig hjemstavnsfølelse. Der er ikke bare lidt isoleret fra resten af landet, de kan også lide at være det. For det understreger det helt afgørende: At de kan klare sig selv uden hjælp fra resten af landet. Lokalpatriotisme er så voldsom, at den lille by Whangamomona i 1988 løsrev sig fra New Zealand og erklærede sig selvstændig republik i protest mod, at regeringen havde omlagt kommunegrænserne, så byen blev skilt fra Taranaki. Byens 25 indbyggere fejrer stadig Republikkens Dag sidste lørdag i oktober, men det er mest en familiefest.
De fede jorde er ikke forbeholdt bønder. Tværtimod har den skønne natur tiltrukket et væld af kunstnere, der har skabt mange gallerier og arbejdende værksteder, man kan besøge.
Historie
Området er dannet af fire vulkaner, de tre er der kun højdedrag tilbage af. Det gælder Pouakai Range, Kaitake Range og The Sugar Loaves, de små øer ud for New Plymouth. Den sidste er ret tydelig fra alle kanter. Da vulkanerne havde fyldt området op, dannede der sig tæt skov.Maorierne kom ca. år 1300 og fordelte sig omkring vulkanen, der blev en fælles helligdom. De var konstant i krig, både mod hinanden og mod angribende stammer nordfra, derfor kan man se mange rester af befæstninger, pa´er. De oprindelige Taranaki-maorier var stort set fordrevet, da de første hvide hvalfangere ankom i 1828. Den store indvandring begyndte i 1841 med et skib fra den engelske by Plymouth, de grundlagde så New Plymouth. De fældede skoven og dyrkede jorden. Materialer fik de transporteret på pramme op ad de 11 floder, der strømmer gennem området. Efterhånden vendte de fordrevne maorier hjem og krævede deres jord tilbage. Det betød ti års krig fra 1860, der udviklede sig til de store maorikrige i hele landet.
Taranaki-maorierne var blandt de få stammer, der nægtede at underskrive Waitangi-traktaten. Det var en af grundene til, at briterne var ret hårde netop her under maori-krigene med plyndringer, voldtægt og grusomheder. De hvide brugte maoriernes gamle befæstninger til at kæmpe imod maorier, fx blev pa´en Tataraimaka til Fort George.
Maorierne blev totalt slået, men de fortsatte den passive modstand, og efterhånden måtte regeringen erkende, at man var gået over stregen, og meget jord er givet tilbage til maorierne. Taranaki er i dag blevet interessant ud over mælk og vulkan, fordi der er fundet olie og gas ud for kysten. Det afventer dog stadig at blive en god forretning.
For maorierne er MT. TARANAKI en forfader, som stod ved siden af Tongariros tre vulkaner. Taranaki blev forelsket i Pihanga, en lille bakke, som var gift med Mount Tongariro. Det kom til en grusom kamp, og Taranaki måtte flygte til kysten, stortudende, og de tårer skabte Whanganui-floden. Netop fordi Taranaki er en forfader, bryder maorierne sig ikke om, at man vader lige i hovedet på ham, på selve Summit Rock.
Harewa
En stor ko – ganske vist af plastik – markerer indfaldsvejen, for det er samtidig indkørsel til verdens største mejeri med flere end 4000 ansatte, Kiwi Factory. Det ligner mere et olieraffinaderi end et mejeri, men her skal også behandles 14 mio. liter mælk dagligt. 10 pct. af New Zealands eksport produceres her. Næsten 40 pct. af landets mejeriproduktion. 20 tons mælkepulver til industribrug udvindes i timen. Og 350 liter ost om dagen. Bl.a. producerer man al den mozzarella-ost, som bruges i den verdensomspændende restaurantkæde Pizza Hut. Fabrikken kan man ikke besøge, men ved indkørslen ligger Dairyland, åbent 9-17, 3 $, tlf. 06 278 4537. Udstillingen viser alt om produktionen med multimedie-shows om mælk og ost, og hvilke velsignelser de er for vores velbefindende. Til sidst er der en bevægende oplevelse med en mælkebil på sin rute. Cafeen serverer excellente mælkeprodukter og kager. Ellers er Harewa mest kendt for vandtårnet, der på grund af et jordskælv hælder som et andet tårn i Pisa. Som regel kan man komme op i det og se ud over byen og kysten. Også kendt er den for museet:
Tawhiti Museum, 401 Ohangai Rd, fr.-ma. 10-16, $6, vinter kun sø, 0800 921 921
Menneskestore figurer fortæller Taranakis historie. Museet er indrettet i et nedlagt mejeri, og så kan man ligeså godt også fortælle mejeriernes historie. En lille jernbane kører om søndagen. Interessant er modellen af en af maoriernes pa´er i området, Turuturumokai, som i sin originale udgave ligger på Turuturu Road, to km nord for byen. Store dele af de originale jordarbejder kan stadig ses.
Info 55 High St. (ved vandtårnet), tlf. 06 278 8599
Camp King Edward Park, 70 Waiha Rd., tlf. 06 278 8544.
Lille sted med god beliggenhed, ved siden af indendørs svømmebassin, legeplads og sportspark. 1km til centrum, Power sites, ($9), hytter ($28).
Opunake
Surfing trækker folk til hver dag, og karnevalet på stranden trækker folk en gang om året. I hovedgaden, Tasman Street, kan man kikke på gamle pionerbygninger, fx Everybody´s Theatre, engang teater, nu biograf drevet af frivillige. Det lille domhus er tegnet af samme arkitekt, som byggede parlamentet. Ankeret er fra et af de mange skibe, der forliste ud for kysten og gav byen lidt ekstraindtægter. Nord for byen på Cape Road ligger fyrtårnet, Egmont Lighthouse, en af de mest fotograferede bygninger i New Zealand. Det er bygget i England i 1864, stillet op i Wellington, men i 1881 skilt og flyttet hertil, og det blinker stadig. Mens stranden betragtes som en af Taranakis bedste, er lystfiskere enige om, at Middleton Bay lidt nord for stranden er deres foretrukne. En syv km lang vandretur langs kysten når også til søen, som er ideel til kanoture og vandsport.
Camp Opunake Beach Camp, flot camping lige ud til stranden, tlf. 0800 758 009.
Lige før New Plymouth, når man kommer sydfra, ligger flere rester af de pa´er, som maorierne byggede. En af de mest kendte var Koru Pa. Det meste er dækket af skov, men de stenbelagte områder er der endnu. Drej mod bjerget til Wairau Rd og til venstre til Surrey Hill Road. Ved parkeringspladsen er der et kvarters gang langs floden.
New Plymouth
Omkring 65.000, altså mere end halvdelen af Taranakis indbyggere, bor i byen, som sydengelske nybyggere grundlagde i 1841 ved en hvalfangerstation. Byen har masser af forretninger, bl.a. komplekset City Centre med 55 specialforretninger. Folk går op i sport og udøver det selv på de 24 sportspladser. Der er fornemme parker. Om sommeren har Pukekura Park lysshow om aftenen med 18.000 kulørte lamper, gemt i beplantningen. Man kan leje både og sejle i søen. Ved siden af i Bowl of Brooklands er der koncerter i det naturskabte amfiteater. Læg mærke til pælen på Devon St. Den satte maorierne i 1841 efter aftale med guvernøren for at vise, hvortil nybyggerne måtte bygge, hvilket de jo altså blæste på. Landets første stenkirke, St. Mary´s, fra 1846 kan ses på Vivian St.
Kunstnerlivet er repræsenteret i mange små gallerier og værksteder. Der er to museer, der er af international kvalitet.
Govett-Brewster Gallery, Queen St., åbent 10.30-17, gratis, tlf. 06 759-6060.
Galleriet er en gave fra en af byens rige, og det gør sig stærkt gældende også nationalt som samlingssted for moderne kunst. Der er gratis guidede ture hver søndag.
Puke Ariki Museum, Ariki St., åbent ti.-fr. 10.30-16.30, weekend 13-17, gratis.
Et af landets ældste museer grundlagt i 1847 har både skatte fra maori-tiden og kolonitiden. Det genåbnede i 2003 i et kompleks, der også har andre tilbud. Puke Ariki betyder Høvdingebjerget, og henviser til, at netop dette sted engang var helligt for maorierne. Nu er det mere et videnscenter end et museum, for det tofløjede kompleks forbundet af en bro huser også bibliotek og informationscenter. Og så er det proppet med ny teknik, der fortæller alt om Taranaki til alle aldre.
Det 45 m høje røde tingest, der stikker ud over kysten er Len Lye Wind Wand, Vind-tryllestaven, der blev opført for at markere tusindårsskiftet.
Sugar Loaf Island Marine Park
Vulkanresterne ud for New Plymouths kyst blev i 1991 en beskyttet marinepark. Under vandet er der flotte undervandskløfter og lava-grotter. Blandingen af strømme fra det varme nord og det kolde syd tiltrækker et rigt fiskeliv, som gør det attraktivt for dykkere. 80 forskellige fiskearter svømmer rundt her. De 11 vulkanske småøer ca. 700 meter fra kysten tiltrækker også 19 fuglearter; der er endemiske planter, sjældne mosarter og masser af sæler. Delfiner og mindre hvaler ses også fra tid til anden. Øerne nærmest kysten kan man gå ud til, når det er ebbe. De yderste må man have båd til, fx med Happy Chappy, tlf. 06 758 9133, der sejler ud til sælkolonien i en gammel engelsk redningsbåd.
Info I Puke Ariki Museet. Kan vejlede om sightseeing og vandreture i området og skabe kontakt til kvalificerede guider, tlf. 06 759 6080, åbent 9-17 (on. til 21). DOC, 220 Devon St., åbent ma.-fr. 8-16.30, tlf. 06 759 0350.
Bus InterCity flere gange dagligt til Auckland og Wellington
* Shoestring Backpacker, 48 Lemon St., tlf. 06 758 0404
Rart og rent. Fælles køkken, spisesal og tvstue. Sauna og internet. Arrangerer også ture. 300m til bymidte. Sovesal $20, men enkeltværelser $70-$90.
Camp New Plymouth Top 10 Holiday Park, 29 Princes Street., tlf. 0800 758 256
Alsidig feriepark med alle slags tilbud, fra et stykke græs til luksusværelser. Fælles køkkener og vaskerum, games rooms, ikke-ryger TV lounge, internet, pool, spa, sauna, legeområde. 2 km fra centrum ($24-90).
///// Andre´s L´escargot, 37 Brougham St., tlf. 06 758 4812
Très français og meget smukt i herskabelige omgivelser.
/// Albert's Restaurant, 161 Courtenay Street, tlf. 06 759 1348
Som at træde tilbage til 80´erne. Fra Hammond orglet lyder dog toner fra 70´erne. Men god service og små overraskelser imellem retterne, hvis man er heldig.
// Marinovich, 19 Brougham St., tlf. 06 758 4749
Glimrende fiskerestaurant, selv om betjeningen er lidt slap.
/ Masser af restauranter omkring havnefronten, hvor man både kan spise dyrt og billigt.
Golf Fitzroy Golf Club, 3 Record St., 18 huller, green fee 10 $.
På vej NØ ud af New Plymouth kan man kikke ind på Transportmuseet med 8 lader fyldt med maskineri gennem tiderne.
Egmont National Park
Parken åbnede i 1900 som New Zealands 2. nationalpark. Den er på 34.000 ha og en af de nemmeste at besøge med tre gode adgangsveje. 140 km stier gennemskærer området, og gør det nemt at vandre til vandfald og naturoplevelser. Området har mange små hytter, som man kan leje for ca. 10 $.
Den største attraktion er den 2518 m høje vulkan, Mount Taranaki, der som en af de få i landet ligger bar og blottet, så den kan ses tydeligt fra alle sider. Det er formentlig det letteste bjerg at bestige i New Zealand, selv større børn kan være med, det kræver blot almindelig god form, varmt tøj, gode støvler og vandrelyst. Og forsigtighed. Fordi det ser så enkelt ud, tager mange alt for let på denne bjergbestigning. Den har krævet omkring 60 menneskeliv, flere end noget andet bjerg i landet. Vejret er altid årsagen. I løbet af få timer kan det ændre sig fra smukt til storm, fordi kolde strømme pludselig kan komme ind fra Det Tasmanske Hav og lægge sig op ad bjerget. I løbet af en time kan temperaturerne svinge med 15 grader, og udsynet kan på lige så kort tid ændre sig fra 300 km til 5. Man kan derfor miste orienteringen, så man knapt ved, om man går op eller ned.
Ingen forhindrer én i at bestige det alene, men hvis man ikke har erfaring, bør man deltage i en gruppe eller have en guide med. Og man bør altid orientere sig om vejrforholdene, inden man bestiger, og skrive sig ind i »intentions-books« i besøgscentret før afgang. Og husk varmt tøj, der er ca. 2 grader på toppen, det kan blæse 30 km/t, og det regner 8 meter om året. Hvis vejret ændrer sig til det værre, så vend om øjeblikkeligt.
Er vejret fint, er det forholdsvis let at komme til tops. Fodfæstet er generelt sikkert, og vejen er godt skiltet med markører. Det tager ca. fem timer op – tre ned. Nemmest er det fra februar til april, hvor der kun er sne og is over 1500 m. Start turen ved 7-tiden, så der er god tid inden mørke.
Maorierne kaldte det TARANAKI, Cook opkaldte det efter den engelske flådechef Jarlen af EGMONT. Kompromiset er nu, at området omkring vulkanen hedder Taranaki. Nationalparken omkring vulkanen hedder Egmont, og man må selv vælge, om man vil kalde vulkanen Taranaki eller Egmont.
Ture fra nord
Start fra North Egmont Visitors Centre, man kan køre derop, og så er man allerede 960 m.o.h. Fra besøgscentret er der forskellige afmærkede ture fra 15 minutter til et par timer. Skal man til tops, går man en times tid ad Translator Road til Tahurangi Lodge. Videre ind i Hongis Valley til den nordlige klippekant. Man skal over en lang trappe, 906 trin, som er anlagt for at beskytte et meget sjældent mos-bælte. I 2000 meters højde zig-zagger man op til lava-strømmen, kaldet Lizard Ridge. Stykket er mere krævende med mange store sten, der skal forceres, og man skal passe på ikke at få løsrevne sten i hovedet fra dem, der klatrer foran. Stenene er ofte dækket af is og kan være meget glatte. En is-hakke er ret anvendelig på det sidste stykke. Og så står man ellers på kraterkanten og kan se ud over hele Taranaki. Det er helt fantastisk.
Ture fra øst
Der er også fin vej fra Stratford og besøgscentret i øst. Kør ad Pembroke Road til Mountain House og videre til parkeringspladsen. Gå til Manganui Lodge og videre forbi skiløjperne til Tahurangi Lodge og videre ad samme rute som fra nord. Der er også mulighed for at gå hele vejen rundt om vulkanen, Mountain Circuit. Men altså også mange andre ture, som er beskrevet i et fint kort, som man kan købe på informationskontoret.
En af de nemme vandreture er til Dawson Falls. Der går en sti ned til det 16,5 m høje vandfald ca. 600 m før besøgscentret i øst.
Info Dawson Falls, Road 29, tlf. 027 443 0248, North Egmont, Road 6, tlf. 06 756 0990. Mad kan købes i besøgscentrene, og i Mountain House, Pembroke Road, tlf. 0800 657 100.
Guider: Chris Prudden: tlf. 06 758 8261, mobil 025 474510, Top Guides: tlf. 0800 448433, mobil 021 838 513, www.topguides.co.nz, prisen er ca. $170 for en bestigning. Hvis man er to, er det 225 $. Så jo flere man er, jo billigere bliver det pr. person.
Stratford
Smukt omkring Patea-floden ligger den lille by med 6000 indbyggere – opkaldt efter Shakespeares fødeby. Nybyggerne fik i 1878 den besynderlige ide, at alle byens gader skulle opkaldes efter den engelske digters figurer. Den blev anlagt midt i skoven som centrum for de mange savværker, der gjorde kål på de store træer. Byen blev kaldet Sydens Chicago, fordi det gik stærkt og voldsomt til. Byens første forretning blev bygget med skydeskår, underjordisk tunnelsystem og en voldgrav af frygt for maori-angreb. I dag er det stadig en driftig by med handel til oplandet, men også turisme på grund af adgangen til Mt. Taranaki.
Hovedgaden hedder Broadway, og her står byens stolthed, klokketårnet. Tårnet er genopbygget flere gange, men klokkeværket er det oprindelige fra 1924. Hvis man ikke kan vente på næste forestilling, er der et nummer på tårnet, som man kan ringe til for at få en særforestilling. På hovedgaden ligger King´s Theatre fra 1918, den første biograf, der kunne vise talefilm i New Zealand. Begivenheden fandt sted i januar 1925. Ved Hall of Remembrance fejrer man de soldater, der døde i krigene, og på Anzac Day bliver der stadig lagt hundredvis af kranse. For enden af Fenton Street står Malone Memorial Gates, det største krigsmonument for en enkelt soldat i New Zealand. Det blev opført i 1923 for at mindes en kendt landmand fra byen, den heroiske oberst W. G. Malone , der udmærkede sig ved slaget ved Gallipoli i 1915.
Den 20 ha park med floden i midten er en hel lille regnskov. Kauritræet blev plantet af dronning Elizabeth i 1954. Ved flodbredden står også et enligt nåletræ. Det er en stikling fra et træ hentet fra Gallipoli, også et krigsmindesmærke.
Info SH 2, Broadway, meget engageret personale, internet-adgang, tlf. 06 765 6708
Camp Holiday Park, 10 Page St., tlf. 0508 478 728.
Tættest af alle ferieparker på Mount Taranaki midt i bushen. Fir-stjernet med masser af faciliteter. Hytter ($38–$75), backpackers ($18), power site ($26). Kom tidligt og få en plads med den mest perfekte udsigt til vulkanen.
Taranaki Pioner Village, SH 2, åbent 10-16, $7, tlf. 06 765 5399.
Lidt syd for Stratford har frivillige anlagt en museumspark med 50 originale bygninger fra pionertiden. Alle slags forretninger, trykkeri og offentlige bygninger fra den tid udgør en komplet nybyggerby, som den formentlig har set ud de fleste steder i kolonitiden. Sidste skud på stammen er et hospital fra den tid med rigtige senge- og operationsstuer, så man kan blive helt dårlig. Mangatoki kirken, der er genetableret her, er så intakt, at man kan blive viet i den. Parken er omringet af spor til et lille tog, og børn kan få tøj på, så de ligner noget fra Det lille Hus på Prærien.
// Caféen serverer udmærkede pastaretter.
Eltham
Endnu en pionerby, der går op i sin historie med velbevarede bygninger fra kolonitiden. Det historiske selskab er særdeles aktivt, og man har mange pioner-ting at prale med. Fx var det i Eltham, at den kinesiske indvandrer Chew Chong i 1884 først fandt på at eksportere smør til England. Han gjorde også en god forretning ud af at eksportere spiselige svampe til Kina, lanceret som Taranaki Uld. Det første mejeri blev bygget her i 1887. Og – hør nu bare – Bridge Street var den første gade i New Zealand, der blev belagt med tjære. Det skete i 1906, nogle få år før man lagde New Zealands første betongulv i et hus i netop denne by. Mere interessant kan det næsten ikke blive.
Blandt de maleriske huse er det gamle rådhus i flotte farver fra 1911. Det har også været det lokale lighus, men i dag er det hjemsted for det historiske selskab. En samling fotografier i foyeren viser byen i ældre tider, man er meget velkommen til at kikke.
Westpac Trust-bygningen på hjørnet af Bridge og York er fra 1911. Banken blev i 1914 udsat for et legendarisk kup, da to mænd gravede en tunnel fra billardsalonen ved siden af. De blev fanget, men folk var alligevel imponerede over deres ihærdighed. Det havde taget dem 18 måneder at grave tunnelen med billiard-køer
I Bridge Park langs vandløbet samles folk om søndagen til picnic og barbecue. Byens største virksomhed er ostepakkeriet. I Cheese Bar på Bridge St. er der smagsprøve
På vej mod Wellington kan man eventuelt gøre stop ved en af de byer, der har danske og norske aner – faktisk skulle der bo flere efterkommere her end i Dannevirke og Norsewood.
Palmerston North
Det var tæt på denne by, at biskop og konseilspræsident Ditlev Gothard Monrad (#xx) bosatte sig, da han drog i en slags landflygtighed. På byens bibliotek på 2. sal findes flere bøger om danske indvandrere, ligesom der er engelsksprogede bøger om Monrad.
Byen er både velstående og velholdt med mange flotte art deco-bygninger. Man kalder det »vidensbyen«, fordi landets 2. største universitet ligger her sammen med flere end 70 uddannelsesinstitutioner. Derfor er hver 4. indbygger mellem 15 og 24 år med deraf følgende livligt café- og natteliv. Der er en hyggelig park omkring bymidten med en lang række mindesmærker.
New Zealand Rugby Museum, 87 Cuba St., åbent ma.-lø. 10-12, 13.30-16, 4 $, tlf. 06 358 6947
Museet er fyldt med badges, jakker og fotografier, fodboldstøvler. Ja, helt ned til den fløjte, som udviste en berømt spiller i 1925, og den mønt, der blev brugt ved lodtrækningen om en kamps afgørelse. Man kan også fremvise den ældste rugbybold i landet, og så er der naturligvis videoer med nogle af de bedste kampe.
Te Manawa Museum, 396 Main St., åbent 10-17, 6 $, tlf. 06 355 5000.
Man har kombineret museum og videnskabscenter. På museet er der en del om områdets historie, heriblandt en maori-udstilling. Der er fem gallerier med skiftende kunstudstillinger, og så er der en masse knapper, man kan trykke på og lære om videnskab og natur.
Info The Square, tlf. 06 350 1922
Tog Fra banegården i Tremaine St. til Auckland og Wellington
Bus Fra hj. Main/Pitt St. til alle større byer
Af Kenneth Bo Jørgensen
Den vulkanske jord, den hyppige regn og det milde klima har trukket nybyggere til Taranaki siden begyndelsen af 1800-tallet. Bønder med kvæg. I dag er der 5000 farme i området med 630.000 køer, der leverer frisk mælk til verdens største mejeri Kiwi Factory. Farmene ligger sirligt omkring den 2518 m høje vulkan, som er Taranakis absolutte midtpunkt, i hvert fald for turisterne. Med enkelte små byer, der alle har fornemme parker og velholdte bygninger, der har holdt siden den første pionertid. Hver by har sin egen perfekte strand velegnet til badning og surf. Her er i det hele taget rigtig net.
Taranaki-regionen har 100.000 indbyggere, de fleste stammer fra England, Polen, Schweiz og Holland, men kinesere og indere har også sat deres præg. Sammen er de i dag kendt for en næsten lidenskabelig hjemstavnsfølelse. Der er ikke bare lidt isoleret fra resten af landet, de kan også lide at være det. For det understreger det helt afgørende: At de kan klare sig selv uden hjælp fra resten af landet. Lokalpatriotisme er så voldsom, at den lille by Whangamomona i 1988 løsrev sig fra New Zealand og erklærede sig selvstændig republik i protest mod, at regeringen havde omlagt kommunegrænserne, så byen blev skilt fra Taranaki. Byens 25 indbyggere fejrer stadig Republikkens Dag sidste lørdag i oktober, men det er mest en familiefest.
De fede jorde er ikke forbeholdt bønder. Tværtimod har den skønne natur tiltrukket et væld af kunstnere, der har skabt mange gallerier og arbejdende værksteder, man kan besøge.
Historie
Området er dannet af fire vulkaner, de tre er der kun højdedrag tilbage af. Det gælder Pouakai Range, Kaitake Range og The Sugar Loaves, de små øer ud for New Plymouth. Den sidste er ret tydelig fra alle kanter. Da vulkanerne havde fyldt området op, dannede der sig tæt skov.Maorierne kom ca. år 1300 og fordelte sig omkring vulkanen, der blev en fælles helligdom. De var konstant i krig, både mod hinanden og mod angribende stammer nordfra, derfor kan man se mange rester af befæstninger, pa´er. De oprindelige Taranaki-maorier var stort set fordrevet, da de første hvide hvalfangere ankom i 1828. Den store indvandring begyndte i 1841 med et skib fra den engelske by Plymouth, de grundlagde så New Plymouth. De fældede skoven og dyrkede jorden. Materialer fik de transporteret på pramme op ad de 11 floder, der strømmer gennem området. Efterhånden vendte de fordrevne maorier hjem og krævede deres jord tilbage. Det betød ti års krig fra 1860, der udviklede sig til de store maorikrige i hele landet.
Taranaki-maorierne var blandt de få stammer, der nægtede at underskrive Waitangi-traktaten. Det var en af grundene til, at briterne var ret hårde netop her under maori-krigene med plyndringer, voldtægt og grusomheder. De hvide brugte maoriernes gamle befæstninger til at kæmpe imod maorier, fx blev pa´en Tataraimaka til Fort George.
Maorierne blev totalt slået, men de fortsatte den passive modstand, og efterhånden måtte regeringen erkende, at man var gået over stregen, og meget jord er givet tilbage til maorierne. Taranaki er i dag blevet interessant ud over mælk og vulkan, fordi der er fundet olie og gas ud for kysten. Det afventer dog stadig at blive en god forretning.
For maorierne er MT. TARANAKI en forfader, som stod ved siden af Tongariros tre vulkaner. Taranaki blev forelsket i Pihanga, en lille bakke, som var gift med Mount Tongariro. Det kom til en grusom kamp, og Taranaki måtte flygte til kysten, stortudende, og de tårer skabte Whanganui-floden. Netop fordi Taranaki er en forfader, bryder maorierne sig ikke om, at man vader lige i hovedet på ham, på selve Summit Rock.
Harewa
En stor ko – ganske vist af plastik – markerer indfaldsvejen, for det er samtidig indkørsel til verdens største mejeri med flere end 4000 ansatte, Kiwi Factory. Det ligner mere et olieraffinaderi end et mejeri, men her skal også behandles 14 mio. liter mælk dagligt. 10 pct. af New Zealands eksport produceres her. Næsten 40 pct. af landets mejeriproduktion. 20 tons mælkepulver til industribrug udvindes i timen. Og 350 liter ost om dagen. Bl.a. producerer man al den mozzarella-ost, som bruges i den verdensomspændende restaurantkæde Pizza Hut. Fabrikken kan man ikke besøge, men ved indkørslen ligger Dairyland, åbent 9-17, 3 $, tlf. 06 278 4537. Udstillingen viser alt om produktionen med multimedie-shows om mælk og ost, og hvilke velsignelser de er for vores velbefindende. Til sidst er der en bevægende oplevelse med en mælkebil på sin rute. Cafeen serverer excellente mælkeprodukter og kager. Ellers er Harewa mest kendt for vandtårnet, der på grund af et jordskælv hælder som et andet tårn i Pisa. Som regel kan man komme op i det og se ud over byen og kysten. Også kendt er den for museet:
Tawhiti Museum, 401 Ohangai Rd, fr.-ma. 10-16, $6, vinter kun sø, 0800 921 921
Menneskestore figurer fortæller Taranakis historie. Museet er indrettet i et nedlagt mejeri, og så kan man ligeså godt også fortælle mejeriernes historie. En lille jernbane kører om søndagen. Interessant er modellen af en af maoriernes pa´er i området, Turuturumokai, som i sin originale udgave ligger på Turuturu Road, to km nord for byen. Store dele af de originale jordarbejder kan stadig ses.
Info 55 High St. (ved vandtårnet), tlf. 06 278 8599
Camp King Edward Park, 70 Waiha Rd., tlf. 06 278 8544.
Lille sted med god beliggenhed, ved siden af indendørs svømmebassin, legeplads og sportspark. 1km til centrum, Power sites, ($9), hytter ($28).
Opunake
Surfing trækker folk til hver dag, og karnevalet på stranden trækker folk en gang om året. I hovedgaden, Tasman Street, kan man kikke på gamle pionerbygninger, fx Everybody´s Theatre, engang teater, nu biograf drevet af frivillige. Det lille domhus er tegnet af samme arkitekt, som byggede parlamentet. Ankeret er fra et af de mange skibe, der forliste ud for kysten og gav byen lidt ekstraindtægter. Nord for byen på Cape Road ligger fyrtårnet, Egmont Lighthouse, en af de mest fotograferede bygninger i New Zealand. Det er bygget i England i 1864, stillet op i Wellington, men i 1881 skilt og flyttet hertil, og det blinker stadig. Mens stranden betragtes som en af Taranakis bedste, er lystfiskere enige om, at Middleton Bay lidt nord for stranden er deres foretrukne. En syv km lang vandretur langs kysten når også til søen, som er ideel til kanoture og vandsport.
Camp Opunake Beach Camp, flot camping lige ud til stranden, tlf. 0800 758 009.
Lige før New Plymouth, når man kommer sydfra, ligger flere rester af de pa´er, som maorierne byggede. En af de mest kendte var Koru Pa. Det meste er dækket af skov, men de stenbelagte områder er der endnu. Drej mod bjerget til Wairau Rd og til venstre til Surrey Hill Road. Ved parkeringspladsen er der et kvarters gang langs floden.
New Plymouth
Omkring 65.000, altså mere end halvdelen af Taranakis indbyggere, bor i byen, som sydengelske nybyggere grundlagde i 1841 ved en hvalfangerstation. Byen har masser af forretninger, bl.a. komplekset City Centre med 55 specialforretninger. Folk går op i sport og udøver det selv på de 24 sportspladser. Der er fornemme parker. Om sommeren har Pukekura Park lysshow om aftenen med 18.000 kulørte lamper, gemt i beplantningen. Man kan leje både og sejle i søen. Ved siden af i Bowl of Brooklands er der koncerter i det naturskabte amfiteater. Læg mærke til pælen på Devon St. Den satte maorierne i 1841 efter aftale med guvernøren for at vise, hvortil nybyggerne måtte bygge, hvilket de jo altså blæste på. Landets første stenkirke, St. Mary´s, fra 1846 kan ses på Vivian St.
Kunstnerlivet er repræsenteret i mange små gallerier og værksteder. Der er to museer, der er af international kvalitet.
Govett-Brewster Gallery, Queen St., åbent 10.30-17, gratis, tlf. 06 759-6060.
Galleriet er en gave fra en af byens rige, og det gør sig stærkt gældende også nationalt som samlingssted for moderne kunst. Der er gratis guidede ture hver søndag.
Puke Ariki Museum, Ariki St., åbent ti.-fr. 10.30-16.30, weekend 13-17, gratis.
Et af landets ældste museer grundlagt i 1847 har både skatte fra maori-tiden og kolonitiden. Det genåbnede i 2003 i et kompleks, der også har andre tilbud. Puke Ariki betyder Høvdingebjerget, og henviser til, at netop dette sted engang var helligt for maorierne. Nu er det mere et videnscenter end et museum, for det tofløjede kompleks forbundet af en bro huser også bibliotek og informationscenter. Og så er det proppet med ny teknik, der fortæller alt om Taranaki til alle aldre.
Det 45 m høje røde tingest, der stikker ud over kysten er Len Lye Wind Wand, Vind-tryllestaven, der blev opført for at markere tusindårsskiftet.
Sugar Loaf Island Marine Park
Vulkanresterne ud for New Plymouths kyst blev i 1991 en beskyttet marinepark. Under vandet er der flotte undervandskløfter og lava-grotter. Blandingen af strømme fra det varme nord og det kolde syd tiltrækker et rigt fiskeliv, som gør det attraktivt for dykkere. 80 forskellige fiskearter svømmer rundt her. De 11 vulkanske småøer ca. 700 meter fra kysten tiltrækker også 19 fuglearter; der er endemiske planter, sjældne mosarter og masser af sæler. Delfiner og mindre hvaler ses også fra tid til anden. Øerne nærmest kysten kan man gå ud til, når det er ebbe. De yderste må man have båd til, fx med Happy Chappy, tlf. 06 758 9133, der sejler ud til sælkolonien i en gammel engelsk redningsbåd.
Info I Puke Ariki Museet. Kan vejlede om sightseeing og vandreture i området og skabe kontakt til kvalificerede guider, tlf. 06 759 6080, åbent 9-17 (on. til 21). DOC, 220 Devon St., åbent ma.-fr. 8-16.30, tlf. 06 759 0350.
Bus InterCity flere gange dagligt til Auckland og Wellington
* Shoestring Backpacker, 48 Lemon St., tlf. 06 758 0404
Rart og rent. Fælles køkken, spisesal og tvstue. Sauna og internet. Arrangerer også ture. 300m til bymidte. Sovesal $20, men enkeltværelser $70-$90.
Camp New Plymouth Top 10 Holiday Park, 29 Princes Street., tlf. 0800 758 256
Alsidig feriepark med alle slags tilbud, fra et stykke græs til luksusværelser. Fælles køkkener og vaskerum, games rooms, ikke-ryger TV lounge, internet, pool, spa, sauna, legeområde. 2 km fra centrum ($24-90).
///// Andre´s L´escargot, 37 Brougham St., tlf. 06 758 4812
Très français og meget smukt i herskabelige omgivelser.
/// Albert's Restaurant, 161 Courtenay Street, tlf. 06 759 1348
Som at træde tilbage til 80´erne. Fra Hammond orglet lyder dog toner fra 70´erne. Men god service og små overraskelser imellem retterne, hvis man er heldig.
// Marinovich, 19 Brougham St., tlf. 06 758 4749
Glimrende fiskerestaurant, selv om betjeningen er lidt slap.
/ Masser af restauranter omkring havnefronten, hvor man både kan spise dyrt og billigt.
Golf Fitzroy Golf Club, 3 Record St., 18 huller, green fee 10 $.
På vej NØ ud af New Plymouth kan man kikke ind på Transportmuseet med 8 lader fyldt med maskineri gennem tiderne.
Egmont National Park
Parken åbnede i 1900 som New Zealands 2. nationalpark. Den er på 34.000 ha og en af de nemmeste at besøge med tre gode adgangsveje. 140 km stier gennemskærer området, og gør det nemt at vandre til vandfald og naturoplevelser. Området har mange små hytter, som man kan leje for ca. 10 $.
Den største attraktion er den 2518 m høje vulkan, Mount Taranaki, der som en af de få i landet ligger bar og blottet, så den kan ses tydeligt fra alle sider. Det er formentlig det letteste bjerg at bestige i New Zealand, selv større børn kan være med, det kræver blot almindelig god form, varmt tøj, gode støvler og vandrelyst. Og forsigtighed. Fordi det ser så enkelt ud, tager mange alt for let på denne bjergbestigning. Den har krævet omkring 60 menneskeliv, flere end noget andet bjerg i landet. Vejret er altid årsagen. I løbet af få timer kan det ændre sig fra smukt til storm, fordi kolde strømme pludselig kan komme ind fra Det Tasmanske Hav og lægge sig op ad bjerget. I løbet af en time kan temperaturerne svinge med 15 grader, og udsynet kan på lige så kort tid ændre sig fra 300 km til 5. Man kan derfor miste orienteringen, så man knapt ved, om man går op eller ned.
Ingen forhindrer én i at bestige det alene, men hvis man ikke har erfaring, bør man deltage i en gruppe eller have en guide med. Og man bør altid orientere sig om vejrforholdene, inden man bestiger, og skrive sig ind i »intentions-books« i besøgscentret før afgang. Og husk varmt tøj, der er ca. 2 grader på toppen, det kan blæse 30 km/t, og det regner 8 meter om året. Hvis vejret ændrer sig til det værre, så vend om øjeblikkeligt.
Er vejret fint, er det forholdsvis let at komme til tops. Fodfæstet er generelt sikkert, og vejen er godt skiltet med markører. Det tager ca. fem timer op – tre ned. Nemmest er det fra februar til april, hvor der kun er sne og is over 1500 m. Start turen ved 7-tiden, så der er god tid inden mørke.
Maorierne kaldte det TARANAKI, Cook opkaldte det efter den engelske flådechef Jarlen af EGMONT. Kompromiset er nu, at området omkring vulkanen hedder Taranaki. Nationalparken omkring vulkanen hedder Egmont, og man må selv vælge, om man vil kalde vulkanen Taranaki eller Egmont.
Ture fra nord
Start fra North Egmont Visitors Centre, man kan køre derop, og så er man allerede 960 m.o.h. Fra besøgscentret er der forskellige afmærkede ture fra 15 minutter til et par timer. Skal man til tops, går man en times tid ad Translator Road til Tahurangi Lodge. Videre ind i Hongis Valley til den nordlige klippekant. Man skal over en lang trappe, 906 trin, som er anlagt for at beskytte et meget sjældent mos-bælte. I 2000 meters højde zig-zagger man op til lava-strømmen, kaldet Lizard Ridge. Stykket er mere krævende med mange store sten, der skal forceres, og man skal passe på ikke at få løsrevne sten i hovedet fra dem, der klatrer foran. Stenene er ofte dækket af is og kan være meget glatte. En is-hakke er ret anvendelig på det sidste stykke. Og så står man ellers på kraterkanten og kan se ud over hele Taranaki. Det er helt fantastisk.
Ture fra øst
Der er også fin vej fra Stratford og besøgscentret i øst. Kør ad Pembroke Road til Mountain House og videre til parkeringspladsen. Gå til Manganui Lodge og videre forbi skiløjperne til Tahurangi Lodge og videre ad samme rute som fra nord. Der er også mulighed for at gå hele vejen rundt om vulkanen, Mountain Circuit. Men altså også mange andre ture, som er beskrevet i et fint kort, som man kan købe på informationskontoret.
En af de nemme vandreture er til Dawson Falls. Der går en sti ned til det 16,5 m høje vandfald ca. 600 m før besøgscentret i øst.
Info Dawson Falls, Road 29, tlf. 027 443 0248, North Egmont, Road 6, tlf. 06 756 0990. Mad kan købes i besøgscentrene, og i Mountain House, Pembroke Road, tlf. 0800 657 100.
Guider: Chris Prudden: tlf. 06 758 8261, mobil 025 474510, Top Guides: tlf. 0800 448433, mobil 021 838 513, www.topguides.co.nz, prisen er ca. $170 for en bestigning. Hvis man er to, er det 225 $. Så jo flere man er, jo billigere bliver det pr. person.
Stratford
Smukt omkring Patea-floden ligger den lille by med 6000 indbyggere – opkaldt efter Shakespeares fødeby. Nybyggerne fik i 1878 den besynderlige ide, at alle byens gader skulle opkaldes efter den engelske digters figurer. Den blev anlagt midt i skoven som centrum for de mange savværker, der gjorde kål på de store træer. Byen blev kaldet Sydens Chicago, fordi det gik stærkt og voldsomt til. Byens første forretning blev bygget med skydeskår, underjordisk tunnelsystem og en voldgrav af frygt for maori-angreb. I dag er det stadig en driftig by med handel til oplandet, men også turisme på grund af adgangen til Mt. Taranaki.
Hovedgaden hedder Broadway, og her står byens stolthed, klokketårnet. Tårnet er genopbygget flere gange, men klokkeværket er det oprindelige fra 1924. Hvis man ikke kan vente på næste forestilling, er der et nummer på tårnet, som man kan ringe til for at få en særforestilling. På hovedgaden ligger King´s Theatre fra 1918, den første biograf, der kunne vise talefilm i New Zealand. Begivenheden fandt sted i januar 1925. Ved Hall of Remembrance fejrer man de soldater, der døde i krigene, og på Anzac Day bliver der stadig lagt hundredvis af kranse. For enden af Fenton Street står Malone Memorial Gates, det største krigsmonument for en enkelt soldat i New Zealand. Det blev opført i 1923 for at mindes en kendt landmand fra byen, den heroiske oberst W. G. Malone , der udmærkede sig ved slaget ved Gallipoli i 1915.
Den 20 ha park med floden i midten er en hel lille regnskov. Kauritræet blev plantet af dronning Elizabeth i 1954. Ved flodbredden står også et enligt nåletræ. Det er en stikling fra et træ hentet fra Gallipoli, også et krigsmindesmærke.
Info SH 2, Broadway, meget engageret personale, internet-adgang, tlf. 06 765 6708
Camp Holiday Park, 10 Page St., tlf. 0508 478 728.
Tættest af alle ferieparker på Mount Taranaki midt i bushen. Fir-stjernet med masser af faciliteter. Hytter ($38–$75), backpackers ($18), power site ($26). Kom tidligt og få en plads med den mest perfekte udsigt til vulkanen.
Taranaki Pioner Village, SH 2, åbent 10-16, $7, tlf. 06 765 5399.
Lidt syd for Stratford har frivillige anlagt en museumspark med 50 originale bygninger fra pionertiden. Alle slags forretninger, trykkeri og offentlige bygninger fra den tid udgør en komplet nybyggerby, som den formentlig har set ud de fleste steder i kolonitiden. Sidste skud på stammen er et hospital fra den tid med rigtige senge- og operationsstuer, så man kan blive helt dårlig. Mangatoki kirken, der er genetableret her, er så intakt, at man kan blive viet i den. Parken er omringet af spor til et lille tog, og børn kan få tøj på, så de ligner noget fra Det lille Hus på Prærien.
// Caféen serverer udmærkede pastaretter.
Eltham
Endnu en pionerby, der går op i sin historie med velbevarede bygninger fra kolonitiden. Det historiske selskab er særdeles aktivt, og man har mange pioner-ting at prale med. Fx var det i Eltham, at den kinesiske indvandrer Chew Chong i 1884 først fandt på at eksportere smør til England. Han gjorde også en god forretning ud af at eksportere spiselige svampe til Kina, lanceret som Taranaki Uld. Det første mejeri blev bygget her i 1887. Og – hør nu bare – Bridge Street var den første gade i New Zealand, der blev belagt med tjære. Det skete i 1906, nogle få år før man lagde New Zealands første betongulv i et hus i netop denne by. Mere interessant kan det næsten ikke blive.
Blandt de maleriske huse er det gamle rådhus i flotte farver fra 1911. Det har også været det lokale lighus, men i dag er det hjemsted for det historiske selskab. En samling fotografier i foyeren viser byen i ældre tider, man er meget velkommen til at kikke.
Westpac Trust-bygningen på hjørnet af Bridge og York er fra 1911. Banken blev i 1914 udsat for et legendarisk kup, da to mænd gravede en tunnel fra billardsalonen ved siden af. De blev fanget, men folk var alligevel imponerede over deres ihærdighed. Det havde taget dem 18 måneder at grave tunnelen med billiard-køer
I Bridge Park langs vandløbet samles folk om søndagen til picnic og barbecue. Byens største virksomhed er ostepakkeriet. I Cheese Bar på Bridge St. er der smagsprøve
På vej mod Wellington kan man eventuelt gøre stop ved en af de byer, der har danske og norske aner – faktisk skulle der bo flere efterkommere her end i Dannevirke og Norsewood.
Palmerston North
Det var tæt på denne by, at biskop og konseilspræsident Ditlev Gothard Monrad (#xx) bosatte sig, da han drog i en slags landflygtighed. På byens bibliotek på 2. sal findes flere bøger om danske indvandrere, ligesom der er engelsksprogede bøger om Monrad.
Byen er både velstående og velholdt med mange flotte art deco-bygninger. Man kalder det »vidensbyen«, fordi landets 2. største universitet ligger her sammen med flere end 70 uddannelsesinstitutioner. Derfor er hver 4. indbygger mellem 15 og 24 år med deraf følgende livligt café- og natteliv. Der er en hyggelig park omkring bymidten med en lang række mindesmærker.
New Zealand Rugby Museum, 87 Cuba St., åbent ma.-lø. 10-12, 13.30-16, 4 $, tlf. 06 358 6947
Museet er fyldt med badges, jakker og fotografier, fodboldstøvler. Ja, helt ned til den fløjte, som udviste en berømt spiller i 1925, og den mønt, der blev brugt ved lodtrækningen om en kamps afgørelse. Man kan også fremvise den ældste rugbybold i landet, og så er der naturligvis videoer med nogle af de bedste kampe.
Te Manawa Museum, 396 Main St., åbent 10-17, 6 $, tlf. 06 355 5000.
Man har kombineret museum og videnskabscenter. På museet er der en del om områdets historie, heriblandt en maori-udstilling. Der er fem gallerier med skiftende kunstudstillinger, og så er der en masse knapper, man kan trykke på og lære om videnskab og natur.
Info The Square, tlf. 06 350 1922
Tog Fra banegården i Tremaine St. til Auckland og Wellington
Bus Fra hj. Main/Pitt St. til alle større byer